Fra "Kristus vor retfærdighed"Andagt til dag 18.
Av C.O. Rosenius.
”Herren lod al vor skyld ramme ham.” Es. 53,6.
Således har den hellige Gud udtrykt sig. Ordene er tydelige nok, klare som solen og urokkelige som bjergene. Hvad har vi andet at gøre end at tage dem til os, som de lyder? Gud vil ikke, at der hverken skal trækkes noget fra eller lægges noget til.
Hvad siger da disse ord os?
De siger, at al synd i verden, alle menneskers, også gudsforagternes, de uomvendtes og de vantros synder, én gang for alle er kastet på Kristus. Det vil sige, at de er tilregnet ham, opført på hans regning, sonet, betalt og udslettet af ham.
Men er de kastet på Kristus, så ligger de jo ikke længere på synderen. For tager man én ting fra det ene sted og lægger den på et andet, så ligger den ikke længere på det første sted. Afskrives en gæld på den enes regning og opføres på en andens, så står den ikke længere på den førstes. Vel?
Kort sagt: der er bibelsk baggrund for Luthers ord i forklaringen til den anden trosartikel, hvor han siger, at Jesus Kristus med sit hellige, dyrebare blod har genløst mig fortabte og fordømte menneske, erhvervet og vundet mig fra alle synder, fra døden og fra Djævelens magt. Det hedder ikke, at han skal genløse, erhverve og vinde, men at han har gjort det.
