Fra "Kristus vor retfærdighed"Andagt til dag 10.
Av C.O. Rosenius.
”Til den frihed har Kristus befriet os.” Gal 5,1.
Konsekvensen af syndernes forladelse er frihed fra loven. Står vi i nåden, altså har en stedse gældende forladelse, så følger deraf, at vi ikke står under lovens dom. Dette er vor fuldkomne frihed fra loven.
Men til friheden fra loven hører også, at min samvittighed ved troen er gjort fri fra lovens trældomsåg. Men denne samvittighedens frihed er en ufuldkommen frihed. Den er nemlig afhængig af min tro. Og min tro er aldrig fuldkommen.
I Guds hjerte råder en evig nåde. Han er fuldt ud tilfreds med det frelsesværk, Sønnen har fuldbragt.
I mit hjerte derimod er der en stadig skiften, en stadig kamp mellem tro og vantro, mellem lys og mørke.
I Himlen er lovsangen evig. Uden ophør lovsynges Lammet for sejren, det vandt. Men her på jorden varer de lyse stunder med glæde og lovsang kun kort.
I Guds store bog er min regning for evigt kvitteret og slettet. Men i min lille kontrabog, samvittigheden, er det sjældent, at der ikke står en restgæld tilbage. Sagen er den, at vi har en fjende, som til stadighed fører gammel gæld ind for derved at forurolige og forskrække os.
Men Gud være tak! Nådepagten, han har sluttet med os, står fast. Han tilregner os ikke vor synd. Og dømmer vi os end selv efter loven - han gør det ikke!
