Ikke af gerninger.

Fra "Kristus vor retfærdighed".
Andagt til dag 2.
Af Carl Oluf Rosenius.

”Og er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger; ellers ville nåden jo ikke længere være nåde.” Rom 11,6.

Her ser vi, at ingen synd kan formindske og ingen gode gerninger forøge den nåde og retfærdighed, de troende ejer for Gud. Så længe vi bliver i troen, ser Gud os i Kristus, sin elskede Søn, lige retfærdige og elskelige til enhver tid.

Dersom Kristi retfærdighed ikke var en fuldkommen retfærdighed, kunne vi aldrig vide, hvornår det mål af fromhed, vi selv skulle præstere, var tilstrækkeligt stort.

Vi konstaterer altså, "at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus". Og det står fast, at så længe du gennem troen bliver i Kristus, er du til enhver tid lige retfærdig - i dine stærkeste som i dine svageste øjeblikke. Når du falder i synd, som når du får nåde til at gøre noget godt. Når du bruser op i vrede, som når du får kraft til at lide med sagtmodighed. Når dit hjerte er koldt som is, som når det smelter af kærlighed. Ja, når du ler, som når du græder.

Forfærdet rejser fornuft og følelse sig til protest mod en sådan påstand. Så indgroet er den tanke hos os alle, vantro såvel som troende, at gerninger skulle spille en rolle for vor retfærdighed. Men: " ... hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte."