Hvordan sejre i åndskampen?

Fra Josafat.no
20. november 2008.
Af Dag Rune Lid.

Vi har lagt en ny sommer bag os. Blandt kristenfolket har der været mange forskellige stævner, og på ungdomsfronten har der været samlinger og koncerter af mange slags.

Der har været referater i kristne aviser, blade og på internettet. Der er vist billeder af røgfyldte scener, kendte artister i farvestrålende lys, store mængder af ungdom i mere eller mindre ekstase foran scenen. Det bliver gerne understreget, at man ønsker at være konservativ i indhold og åben i form, at teksterne er det vigtigste osv.

Det virker som om, hensigten helliger alle de midler, som benyttes, og det ser ikke længere ud til, at der er grænser for, hvad der kan benyttes i Guds rige. Der klappes fra salen af vidnesbyrd både i tale og sang, og mennesker æres. Guds hus fyldes af underholdning, og Guds folk lader sig underholde.

For en tid siden sad jeg i en kirke, hvor der var malet over alterpartiet: ”Hellighet i Guds hus er den rette prydelse”. (Slm. 93,5) Sådan taler Bibelen, og jeg tænkte, da jeg sad der, på kontrasten til dagens åndssituation.


Bibelen om frafald.
Når Bibelen skal omtale det, som sker i kristenheden i dag, omtales det som frafald. Bibelen taler meget om det. Det var hyrder og ledere iblandt Guds folk, som svigtede. Konsekvenserne blev ofte fatale for både dem selv og for folket – det kunne gå evigt galt, om ikke Herren fik lov til at vække op.

I 1. Samuelsbog læser vi om en, som blev indhentet af frafaldet, ypperstepræsten Eli. Han var hyrde for Guds folk, men han svigtede. Hans sønner gik frem på en vanhellig måde i Guds hus. Der står, at den synd, som de unge mænd gjorde for Herrens åsyn, var meget stor. (1. Sam. 2,17). På mange måder er Eli præget af en kristen positivisme, uden bibelsk opgør.

Fra himmelen så Herren det, som skete. En profet blev sendt til Eli for om muligt at vække ham op. Hvad sagde Herren? ”Hvorfor viser I da ringeagt for de slagtofre og afgrødeofre, som jeg har påbudt i min bolig, og hvorfor ærer du dine sønner mere end mig, …” (1. Sam. 2,29)

Det, som skulle være centrum i Guds hus, var blevet trådt under menneskers fødder. Det hellige blev ringeagtet af Herrens tjenere, og de forførte folket. Eli svigtede i opgøret, og han ærede den opvoksende slægt mere end Herren. Det var som de fik lov til at styre og lede, og Herren og hans ord blev i stilhed sat til side. Men det skete ikke uden konsekvenser.

Hvad sker i dag? Vi oplever på mange måder akkurat det samme. Det, som skulle være centrum i Guds hus – et møde med Den Hellige Gud i Ordet, bliver ringeagtet og trådt under fode. I stedet for tilbedelse af Herren, bliver det mennesker, som tilbedes og æres. Guds folk underholdes. Målet bliver ikke et møde med Gud, men at folket trives og mange samles. Resultat: Ingen vækkelse fra død til liv åndeligt set.


Frafald og konsekvenser.
Herren tillod filistrene at angribe Eli og Guds folk, og de tabte i striden. Guds folk ser, hvad der sker. De undres og spørger: ”Hvorfor lader Herren os tabe mod fjenden?”

Guds ark bliver hentet. Ordet (lovtavlerne) fra Herren ville de have med. Nu var alt på plads! Mange var samlet! Nu skulle de sejre! Folket jublede! Gud var med dem! (1. Sam. 4,5) Men hvad sker? Guds folk taber på alle fronter, og Guds ark bliver taget af fjenden.

Herren lader sig heller ikke bedrage i dag af den store menneskemængde og de høje jubelråb. Når Skriften (Arken) bare bliver et alibi, og mennesker unddrager sig et møde med Den Hellige Gud, som ikke kan forenes med synd – da bliver konsekvenserne de samme. Der vindes ingen åndelige sejre. Guds folk taber i åndskampen.

Da budskabet kom til Eli fra slagmarken om at begge hans sønner var dræbt, falder Eli baglæns ned af sin stol og brækker nakken og dør. Herrens dom gik i opfyldelse til mindste detalje. Da hyrden svigtede, fik det katastrofale følger. Dommen ramte både ham selv, hans egen familie og hele Guds folk. Når hyrderne svigter, får frafaldet så store følger på kort tid, og mange bliver draget med.

Synden havde fået rum blandt Guds folk, og Herren kunne ikke gå på akkord med den. Men frafaldet blev ikke åbenbaret, før åndskampen tiltog, og fjenden sejrede på alle fronter.

De sidste år har vi som kristenfolk tabt slag efter slag i åndskampen. Nogle i Guds folk spørger også i dag: ”Hvorfor taber kristenfolket gang på gang i åndskampen?” Andre spørger: ”Svarer Herren ikke på bøn?”

Der er intet nyt under solen, siger Skriften. ”Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået.” (1. Kor. 10,11)


Band i lejren.
I Josvas bog læser vi om et frafald blandt Guds folk, som fik en anden udgang. Efter den vældige sejr over Jeriko skulle de indtage den lille by, Ai. De var sikre på sejren, men fjenden sejrede. Folkets hjerter blev grebet af angst og blev som vand (Josv. 7). Josva faldt på sit ansigt, og anklagen blev rettet mod Herren.

Men Herrens tale var klar: ”Der findes bandlyst gods hos dig, Israel! Du kan ikke stå dig imod dine fjender, før I skiller jer helt af med det bandlyste.” Der var band i lejren! En person havde taget af det bandlyste gods hos fjenden. Så kan man spørge, hvor meget bandlyst gods fra fjenden, der er indført blandt Guds folk i dag.

Resultatet af dette frafald blev synligt for alle, selv om det var sket i det skjulte. Synd og hellighed lod sig ikke forene, selv om hyrderne lå på deres knæ og råbte til Herren.

Men her gik hyrden ind i opgøret. Josva erkendte synd som synd. Der blev omvendelse og opgør med synden. Hvad skete da? Igen sejrede Guds folk i åndskampen, og Ai blev taget. Igen kæmpede Herren for Josva og folket!


Modløs og bitter.
Bibelen vidner om, at frafaldet også fik rum hos den konservative og bibeltro profet, Jeremias. Men her var det modløsheden og bitterheden, som fik rum. Hvad var Herrens budskab til ham?:
”Hvis du vender om, så vil jeg la deg komme tilbake og stå for mitt åsyn, og hvis du skiller det edle ut fra det uedle, skal du være som min munn; de skal igjen vende om til deg, men du skal ikke vende om til dem.” (Norsk Bibel Jer. 15,19.)

Han mente at kæmpe for Herrens ære, men han svigtede i det at skille det ædle fra det uædle, selv om han tidligere havde været en sand Herrens tjener. Men Herren vækkede denne hyrde, og han lod sig vække.

Vækkelsens vej kan ikke vælges som en af mange – det er den eneste vej for den hyrde, som ønsker at være en sand hyrde. Jeremias blev igen en vækkerrøst i folket.


Omvendelse, opgør og sejr.
Der er intet nyt under solen. De samme åndelige love gælder i dag, siger Skriften. Lad os derfor som Guds folk ikke følge Eli, men Josvas og Jeremias’ vej ind i den bøn, som Daniel beder: ”Vi hørte ikke på Herren, vor Guds røst… Vi har syndet og været ugudelige… Herre, hør! Herre, forlad! Herre, giv agt og gør det og tøv ikke – for din egen skyld, min Gud!” (Dan. 9)

Der, hvor dette sker, vil vi også kunne erfare den lærdom, som Skriften igen og igen understreger, f.eks. i Salme 107: ”Da råbte de til Herren i deres nød, af deres trængsler friede han dem ud.” For Herren har fortsat al magt i himmel og på jord, og ingenting er for vanskeligt for ham!
-----------------
Oversat fra norsk af Lis J.
------------------------------
Artiklen kan læses på nynorsk på Josafat.no
Artiklen kan læses på bokmål i Lov&Evangelium nr. 9 - 2008.