Leder fra Båndet.Nr. 1 - 2003.
Af Hans Erik Nissen.
Herlighedsteologien går sin sejrsgang ud over jord på korsteologiens bekostning.
I herligheds-teologien står herligheden i centrum - ikke mindst den velsignelse og herlighed, som er forbundet med livet her på jord for et Guds barn. Korsteologien har Jesu offerdød for syndere som det centrum, hvorom alt drejer sig.
Herlighedsteologien står stærkt. Med sin understregning af lykke, sejr, helbredelse og kraft ligger den i forlængelse af det dybeste i vor natur, der aldrig kan forlige sig med anfægtelse, kors, sygdom og død.
Hvert eneste menneske kender drømmen om paradis og ønsker det allerede her og nu. At drømme er jo ikke noget, der hører op, fordi man bliver en kristen. Hvor er der drømt mange dømme om et kristenliv levet udelukkende på sejrssiden!
Er der noget galt med os?
Når Luther mødte vranglæren, spurgte han: Hvor har kirken svigtet? Det spørgsmål må også stilles i forbindelse med herlighedsteologien.
Er sandheden ikke den, at der er sider af det bibelske budskab, som vi ikke låner røst til? Jeg tænker på den livets rigdom, der er forbundet med den dybe erkendelse af synd og elendighed og af nådens overvældende fylde.
Hvorfor er sejrstonen så svag? Hvorfor tales der så lidt om forløsning og frigørelse? Hvorfor er der så lidt lovsang og jubel udenfor lovsangssamlingerne? Mon ikke svaret skal søges i det samme, som var Guds folks problem på Det gamle Testamentes tid: Forholdet til synden?
Et Guds barn har en dobbelt lyst og trang. Så sandt det er født på ny ved Guds ånd, er det bærer af en dyb længsel efter i alle ting et være Herren til behag, men samtidig gør dets gamle natur krav på tilfredsstillelse.
Denne konflikt er noget af det mest smertelige i vort åndelige liv. Løsningen af den er afgørende og bestemmende for både tid og evighed.
Det falske løsningsforsøg.
Mellemvejen ligger nærmest. Den indebærer, at man prøver at tilgodese begge parter. Både enkeltpersoner og Israels folk som helhed lader os ikke i tvivl om, hvor den vej ender. Det er den sikre vej til åndelig stagnation, hensygnen og død.
Er det ikke den vej, som store dele af den gamle lutherske kristenhed er inde på? Guds ord og ånd kan ikke længere føre os ind i det helt nødvendige brud med synden. Vi glemmer, at det er Herren alene, der har krav på os. Vel gør synden krav, men den har det ikke!
Et verdsliggjort kristenliv er blottet for åndelige erfaringer, og da er det let at forfalde til den misforståelse, at sådan skal det være. Men det er ikke sandt! Hver eneste kristen er en kampplads mellem lys og mørke,
Sand fornyelse.
Vejen ind i den sande velsignelse er et opgør med synden og dens mange anledninger. Vi må forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Det er med andre ord på ny at gå ind i kampen.
Det kan du gøre med blanke våben. Udrustningen er givet dig af Herren selv. Kraften kan du hente fra Herren selv og hans vældige styrke.
Inde i denne strid lever nådehungeren hos et Guds barn.
Synden kan kun bevare sin plads og sit råderum hos et Guds barn, hvor dens karakter af oprør mod Gud nedtones.
Når det sker, ophører ordet om syndernes forladelse at være det ord, som jeg ikke kan leve foruden. Det bliver et ord, jeg kender og forstår - ikke et ord, jeg lever af.
Det forunderlige er, at Herren kalder. Han er stadig den hyrde, der opsøger det vildfarne får. Han leder tilbage til fårefolden: Ind i en fornyet strid mellem ånd og kød. Den dag, Gud ikke længere gør det, er det ude med os. Og det er det også den dag vi ikke længere lytter til hans kald og følger det.
Vi må sige det til hinanden: Lyt nu ikke til dit kød! Forhærd ikke dit hjerte! Giv efter for Guds ånd. Lad ham drage dig ind i forløsningens og frihedens fylde og rigdom.
Der opdager du, at herligheden over al anden herlighed er forbundet med Jesu kors. Hele din kraft og alle dine kilder bliver i det fuldbragte. Din Frelser drager dig efter sig. Du kan ikke andet, du må følge ham, hvor han går. Du er drevet af Ånden.
