Fra Andagtsbogen 'Dagligt Brød',Af Carl Fr. Wisløff.
”Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst og sagde: ”Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”
Med ordene fra salme 22 råbte Jesus sin dybeste smerte ud.
Han er forladt af Gud.
Lad os bøje os i støvet for det ord!
Her ophører al mulighed for dig og mig for at opfatte Guds hemmeligheder med vore tanker.
Jesus var Guds søn fra evighed.
Han var også sandt menneske.
Og her klager han over, at han er forladt af Gud, sin fader i Himmelen.
Vi forstår det ikke. Men over en åben Bibel ser et Guds barn, hvad vor frelse har kostet.
Guds egen Søn gik ind under vredens dom for vor skyld.
Dette er forsoningens hemmelighed: Jesus bar straffen i vort sted.
Den førte Jesus så dybt ned, at han måtte råbe:
”Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”
Det var dig og mig, der skulle have stået for Guds vredes dom. Den, der for alvor har mødt Gud i hans ord, har mødt ham på en sådan måde, at han blev en fortabt synder over for Gud – kun en sådan sjæl aner lidt af den gru, det er at blive evig forladt af Gud, overgivet til hans vredes dom og straf.
Den stilling skulle vi have stået i. Det ville have været en retfærdig dom.
Men Jesus gik ind under dommen i dit og mit sted.
"Han blev en forbandelse for vor skyld” (Gal. 3,13).
Han blev forladt af Gud, for at du og jeg aldrig skulle blive forladt af Gud. Ikke i fristelsen og anfægtelsen, ikke i livets hårdeste kamp, ikke i dødens nød og strid vil vi blive forladt af Gud – og ikke i fortabelsens evige mørke.
Jesus tog straffen på sig.
Så er der da ikke nogen sjæl, der behøver at blive forladt af Guds nåde og barmhjertighed.
For nu indbyder Guds ord os til at lytte til dette evangelium om frelse ved Jesu blod.
Og den, som tror Sønnen, har evigt liv.
Derfor bør ingen lukke sig ude fra ham i vantro.
Du, som læser dette, vend dig til ham i dag i omvendelse og tro, dersom du ikke har gjort det før.
Lad os takke ham for hans frelsergerning og lægge os ned for korsets fod i tilbedelse.
