Gør dig rede til at møde din Gud.

Fra andagtsbogen 'I Guds hånd'.
Andagt til 11. september.

Af Herbert Neimanas.

Amos' Bog 4,12.

En dag skal vi alle møde Gud. Ikke et eneste menneske har en mulighed for at slippe udenom dette møde. Vi gør derfor klogt i at indstille os på det, så vi kan træffe vore forberedelser. Og den vise lader hele sit liv være en stor forberedelsestid til at møde Gud.

Under denne forberedelse kalder Gud os til et opgør. Han siger:
”Kom, lad os gå i rette med hinanden, er jeres synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne....” Esajas 1.18.

Gud tilbyder at udslette synden i vort liv. Vor synd skal blive som nyfalden sne–hvid og ren. Og når sneen smelter, er den helt borte.

I sin store kærlighed kalder Gud os frem nu—i nådetiden—til et opgør ved nådens trone. Og det går herligt til ved dette opgør. Det eneste, vi har at gøre, er at lægge alt frem i lyset og ærligt bekende vor synd. Så tilgiver Gud synden og udsletter den.

“Jeg, jeg, for min egen skyld, kommer ej dine synder i hu.” Esaj. 43.25.

Et opgør må der blive før eller senere. Enten ved nådens trone her i tiden eller ved dommerens trone i evigheden. Vi skal møde Gud en dag! Ingen slipper udenom. Og der er livet til forskel i at møde Gud i dag ved nådens trone.

Gør dig rede til at møde din Gud! Brug tiden her på jorden som forberedelse til dette store møde! Lad ikke en eneste dag gå, uden at du på et eller andet tidspunkt er fremme for Hans ansigt og virkelig er i Hans nærhed.

Lad det være vor bøn, at vi må komme til at stå i sandhed for Guds ansigt—uden al pynt og forklædning. Og at vi må være lydhøre, så vi bøjer os for Ordet.
–Far i Himmelen, gør du mig rede til at møde dig.

--------------------------
Udgivet på forlaget Agape 1988.