Fra "Levende forkyndelse eller tomme ord?"
Af Dag Risdal.
Det må være i lyset fra det profetiske, at budskabet i menighedsbrevene bliver ransagende både for gudsliv og tjeneste.
For den grundtone, der råder i budskabet fra Jesus, er ransagende, ja, der forkyndes dom over alt, der er stort i menneskenes øjne (Åb.3,17) - og over en tilstand, hvor Jesus er blevet overflødig eller sat udenfor (Åb.2,4; 3,1 og 3,20).
Det sind og den holdning, Jesus ser efter, bliver fremholdt for menigheden i Filadelfia:
»Jeg kender dine gerninger.
Se, jeg har sat dig foran en åben dør ... thi vel er din kraft kun liden, men du har holdt fast ved mit ord og ikke fornægtet mit navn« (Åb.3,8).
Ud fra dette vers kan vi lære noget væsentligt om, hvad der kendetegner den tilstand, der må være forudsætning for, at Jesus kan sætte os foran en åben dør.
1) Lille styrke, hjælpeløshed, fattigdom i ånden. Man står der som tiggere for Gud.
2) Holde fast ved Ordet, klynge sig til løfterne i Bibelen.
3) En klar bekendelse af Jesu navn, altså Bibelens Jesus Kristus.
Nu kan vi lægge mærke til, at de tre udtryk i Åb 3,8 »liden kraft«, »du har holdt fast ved mit ord« og »ikke fornægtet mit navn« i grunden betyder det samme.
For den, som i sig selv har lille kraft, er helt afhængig af Jesus, og han har ikke andet at holde sig til end Guds ord.
For kristne, som er i denne tilstand, er der en åbnet dør - en mulighedernes dør - til at drive mission og vinde mennesker for Guds rige.
Men de har også en mulighed for at komme længere i erkendelsen af Ordet. »Troskaben mod Herrens ord og navn belønnes af Herren med, at han åbner for nye erfaringer af de rigdomme, som hans ord og navn rummer for os« (Lars Eritsland).
Men løftet om en åben dør kan ikke bruges på hvem som helst.
Døren er kun åbnet for de personer og de menigheder, der er i samme åndelige situation som menigheden i Filadelfia, som det er beskrevet i Åb 3,8.
Hvis vi nu forlader Filadelfia og lader vores eget arbejde komme ind under Ordets lys, hvad ser vi så?
Missionen i Norden begyndte med vækkelse.
Der kom en stærk åndsbevægelse, hvor nådegaverne, som Gud gav, voksede naturligt frem.
Men efterhånden er man blevet stadig mere optaget af den ydre side af Guds menighed. Apparatet, organisationen, kan blive genstand for strategisk tænkning og satsning.
Apparatet kører godt, men er Livets Ånd i hjulene? (sml. Ez. 1,20).
Vores fare er, at arbejdet for Herren kan skjule ham selv for os, eller at vi kun ser Herren i forbindelse med vores arbejde for ham.
Vi kan let blive optaget af at befæste vores organisationers stilling i en situation, hvor der bliver færre penge og midler.
I dag er der bygget et ydre apparat op omkring meget af vores kristne virksomhed, og det er i virkeligheden blevet så stort og krævende, at det kan lægge fuldstændigt beslag på sind og tanker.
Der kan så let komme til at mangle overskud til det egentlige, det skjulte liv med Herren.
Jeg nævnte økonomien.
Tallene har i vores materialistiske tid en fortryllende magt over vores sind. I dag kan næsten alt også på det åndelige plan vurderes efter fremgang, der lader sig måle eller registrere.
Men sandheden er, at Guds rige er et skjult rige (KoI. 3,3).
Hvis Jesu egen tjeneste skulle bedømmes efter den samme målestok, som bruges i dag i meget af vores kristne arbejde, ville resultatet blive nedslående.
En forkynder stiller spørgsmålet »om der ikke bag ved al tale om evangelisering og kirkevækst ligger en tankegang, der ikke er født ud af Guds ord, men er bestemt af verdslig markedsføringsteknik?«
Uden at vi er klar over det, og uden at nogen ledere egentlig ønsker det, vil styrkelsen af den ydre, organisatoriske side af det kristne arbejde få følger på det åndelige plan.
l praksis kan det medføre en tendens til »ensretning« af det åndelige liv, med en deraf følgende brod mod og tilstramning for de kristne, der står for det gamle åndelige grundsyn.
(Det kan gælde bibelsyn, synet på forkyndelse, holdningen til de mange nye metoder i Guds riges arbejde, forholdet til sang og musik, osv.)
Personer med en indre overbevisning ud fra det gamle grundsyn på Bibelen og bekendelse, og som vover at give udtryk for det, skubbes mere og mere ud på sidelinien.
De, der har et radikalt, åndeligt grundsyn, kan blive manøvreret ud, og denne »udskiftning« vil foregå skjult for det ydre øje.
Det er dystre perspektiver, men alligevel realistiske. I lys af endetiden er det ransagende at standse for indholdet i 2.Tess. 2,6-7.
Her vil jeg antyde en muIig tolkning af disse vers.
»Også nu ved I, hvad (Guds ord) der holder igen, så han (den lovløse) først kan åbenbares, når hans tid er inde. Thi lovløshedens hemmelighed er allerede i virksomhed, kun må den, som nu holder igen (den, der står fast på Guds ord), først fjernes.«
Dette kan betyde, at personer må regne med at blive sat udenfor eller selv vælge at holde sig udenfor.
Det skyldes ikke nødvendigvis den politiske situation, men den religiøse udvikling.
De gammeltroende bliver ganske enkelt ikke længere tålt, fordi de ikke tænker i overensstemmelse med det, som tidsånden kræver.
For disse kan der blive en spænding mellem Kristus-troskab og organisations-troskab.
Hvad er den dybereliggende grund til denne proces, som virker ensrettende med hensyn til det åndelige grundsyn?
Der gives ikke noget entydigt svar på spørgsmålet.
Vi må hele tiden regne med, at der foregår en kamp mellem ånd og kød, både hos enkeltpersoner og hos en menighed (organisation).
Økonomien kan være en faktor.
Efterhånden som et kirkesamfund eller en organisation vokser og bliver mere aktiv udadtil, kræves der stadig flere økonomiske midler til at holde det hele i gang.
Så kan man fristes til at blive mere »afrundet«, når det gælder markering af bibelsyn i centrale, åndelige spørgsmål.
En anden faktor kan være frygten for, at noget skal gå i stykker.
Det gælder især, hvis et kirkesamfund eller en kristen organisation udvider meget.
I så fald er ledelsen afhængig af, at alle medlemmer kan og skal forenes i grundsyn og målsætning.
Konsekvensen af dette kan få et præg af »pres«, der lægges ind over den enkelte til at have samme grundsyn som mængden.
Dermed lægges en klam hånd over dem, som har en overbevisning og et markeret åndeligt grundsyn.
Beretningen i Daniels bog, kapitel 3, vil kaste lys over denne situation, uden at det er helt den samme situation.
(For øvrigt vil jeg henvise til bogen »Våre lamper slokner« af IF.Løvgren, som med profetisk ovenlys tager disse aktuelle spørgsmål op.)
Den, der lever i den bibelske forståelse af virkeligheden (åndskampen), vil alligevel ikke blive overrasket over disse tendenser (Ef. 6,10-18).
Det, der skete i menighederne i Efesus, Sardes og Laodikea, vil tage til i styrke i endetiden (Matt. 24,4-13).
Men også i denne vanskelige tid vil Herren bevare en lille rest af troens folk, som holder fast ved Guds ord.
»Jo mere prøvede de kristne er, og jo mere de holder fast ved Guds ord, des større betydning har de for Guds rige. Sådanne kristne har en bærende betydning for Guds rige« (Øivind Andersen).
I denne situation må man prøve at bjærge det, som bjærges kan.
Disse troende må bevidst styrke og trøste hinanden i Ordet og i evangeliet, når de mødes.
Det vil være åndelige bånd, der binder dem sammen.
Udgangspunktet for denne betragtning var budskabet i menighedsbrevene (Åb. 2-3).
Lad mig citere den kristne,jurist Poul Madsen i Danmark:
»Jeg kender ingen folkekirkelig eller frikirkelig bevægelse, der ikke sank i anden eller tredje generation.«
Han taler også om grunden til det:
»Det er altid afgørende, om næste generation selv fostrer mænd med Ordets myndighed og bønnens præg, sådan at den bevares og fornyes i livet i Ånden, og ikke tyer til midler og metoder, som skubber Ordet og bønnen tilbage til underordnede eller sideordnede poster.« (Fra »Mod Målet«, 1980, nr. 2, s.17.)
For at undgå misforståelser, vil jeg komme med en tilføjelse:
Er disse linier, om det kristne arbejde, taget med for at så tvivl om alt bestående, når det gælder kristen virksomhed?
Er det skrevet for at så mismod i de mange trofaste troens folk i by og på land?
Til det er der kun at svare: Nej, tværtimod.
Men det, der ligger mig på hjerte, er at formidle Ordet fra Herren, sådan at profetbudskabet får lov til at afsløre og afklare og om muligt sætte vores forhold til Gud på plads.
Det gælder både vores trosliv og vores tjeneste.
For summen af budskabet i menighedsbrevene er dette:
»Den, som har øre, han høre, hvad Anden siger til menighederne!«
Måtte BØNNEN og ORDET få den rette plads mellem os (Ap.G. 6,4), så vi midt i mismod og pres fra tidsånden kunne få frimodighed til at stå på Ordets grund og eje frimodighedens ånd. Det vil betyde kamp og nød, men det er troens gode strid.
Jesus har gået foran.
Han er rytteren på den hvide hest »og han drog ud fra sejr til sejr« (Åb. 6,2).
("Levende forkyndelse eller tomme ord?" s.152-155)
-------------------------------------------------
Hentet fra Shafan.dk/artikler
