Klippet fra: 'Budskabet'
Nr. 6/2004.
Af Hans Erik Nissen.
Forkyndelsen er til debat. Der siges meget godt og rigtigt, som ikke mindst vi prædikanter bør tage ved lære af.
En givende forkynder bliver ikke ved at være givende, hvis han slår sig til ro med, at hans forkyndelse er, som den skal være.
Men alt skal ikke være ransagelse.
Der skal også være en hvile i tjenesten.
Hver for sig skal vi tjene med det, Herren har givet os.
Vil en forkynder forvalte et pund, han ikke har fået, kommer der noget anstrengt ind i kaldet, og glæden i opgaven mistes.
Der sker så lidt.
Er det rigtigt?
Ved afslutningsmødet af en missionsuge sagde formanden blandt andet:
Nu har vi igen holdt missionsuge uden at have nået dem, vi så gerne ville nå.
Da han var færdig, rejste en i forsamlingen sig og sagde:
Jeg vil gerne sige, at jeg er kommet til tro i denne uge.
Og sådan er det:
Igen og igen er der nogle, der kommer til tro. Den dag, det ikke sker, er det bare et spørgsmål om tid, før der ikke længere er nogen at prædike for.
Vi må også spørge:
Er det lidt, at troen næres gennem forkyndelsen, så et Guds barn bevares på rejsen til himlen?
Hvordan det går, når en kristen ikke kommer og hører Ordet forkyndt, er der desværre mange ulykkelige eksempler på.
Det helt store flertal af Guds børn bevares gennem vor forkyndelse, så der sker store ting iblandt os.
Der er grund til at omslutte vore forkyndere med taknemmelighed, kærlighed og forbøn.
Godt, men tørt.
Tænker man sig, at denne verden står en rum tid endnu, og vores forkyndelse skal indgå og vurderes i en større sammenhæng, hvad vil man så sige om den?
På den positive side vil man fremhæve dens binding til Ordet.
Der er megen god bibeludlæggende og forklarende forkyndelse.
Til det negative hører forkyndelsens manglende jordforbindelse.
Forkyndelsen har mistet meget af sin menneskelighed.
Den er blevet for teologisk i teoretisk forstand.
Som jeg hørte en udtrykke det om en forkynder, der bestemt er værd at høre på:
Det er godt, men hvor er det tørt!
Vidnesbyrdet mangler.
Det er utroligt, hvor præcist et billede vi kan tegne af Paulus.
Om nogen er bibeludlæggende teolog, er det ham.
Hvis vi ikke havde haft Apostlenes Gerninger, ville vi alligevel få et indgående kendskab til ham som person gennem de knapt hundrede sider, hans breve fylder.
Han talte og skrev som et vidne.
Nogle af de prædikanter, jeg husker bedst fra min ungdom, var vidner, når de stod på prædikestolen.
Det var de på mange og forskellige måder.
De oplevede noget med Gud i livets hverdag og i mødet med Guds ord, og det klang med i deres forkyndelse, så vi tilhørere mærkede Gud som en virkelighed, der griber konkret ind hverdagen eller levendegør og rækker et ord, som bringer lys ind i alt det svære.
Gennem deres forkyndelse fødte de en længsel i vore hjerter efter at leve samme liv med Gud, som vi fornemmede, de levede.
Man må ikke føle noget.
Misbrug ophæver ikke ret brug.
Nogle kristne kommer ind under følelsernes tyranni, og det er frygteligt, men der er også en fare til modsat side.
Det gælder både i menneskelivet og i det åndelige liv.
Jeg vil aldrig til et brudepar sige, at de ikke må føle noget over for hinanden.
Tværtimod, jeg ønsker dem stærke og rige følelser! Dem kan man nemlig godt have uden at bygge sit ægteskab på dem.
Sådan er det også i det åndelige liv.
Den guddommelige verdens nedslag i et menneskehjerte sætter sit præg på hele mennesket. Hverken tanke, følelse eller vilje forbliver uberørt.
Det er en af forkyndelsens opgaver at lede dette ind i et sundt spor.
Det sker gennem den personlige prædiken, hvor prædikanten bliver en model for sine tilhørere. De skal ikke være kopi af ham og gå i hans sko, men de skal følges med ham på vejen.
Det er derfor Paulus siger til filipperne:
Brødre, vær mine efterfølgere! Og agt på dem, der vandrer efter det forbillede, I har i os.
For år tilbage var den nu afdøde norske bibelskolelærer Øivind Andersen i USA, hvor han prædikede i en af de norsktalende menigheder, hvor der udbrød vækkelse.
Nu var det gode præster, der var hyrder for menigheden, og Øivind Anderen undrede sig over, at vækkelsen kom i forbindelse med hans prædiken.
Han syntes ikke, der var forskel på hans og præsternes forkyndelse.
Men en af tilhørerne sagde til ham:
Der er forskel. Din forkyndelse er mere menneskelig.
Den udtalelse tog han med sig i sin fremtidige tjeneste.
Forkyndelse med åndskraft.
Det er alene Helligånden, der giver forkyndelsen gennemslagskraft.
Derfor må en prædikant leve i stadig bøn om og stadig modtagelse af Helligånden.
Uden ham bliver der hverken overbevisning om synd eller nåde.
Der bliver heller ikke glæde, for sand glæde er Åndens frugt.
Men det er svært for en prædikant at leve i Åndens kraftfelt, hvor der ikke bliver plads til ham selv.
Et liv i Åndens fattigdom opleves ydmygende for kød og blod.
En ældre forkynder fortalte ved et prædikantmøde, at hans allerførste prædikenrejse havde været den mest velsignede, og som grund angav han, at han dengang var så lille og hjælpeløs og totalt afhængig af Den hellige Ånd.
Et tankevækkende vidnesbyrd.
Guds kraft fuldkommes i vor magtesløshed.
Hvad sker der så med Guds kraft, når vi mere eller mindre kan selv?
En forkynder må leve i stadig bøn om åndskraft ind over sin forkyndelse.
Der er en sammenhæng mellem at få det og Helligåndens virke og gerning i hans liv som helhed.
Er han ikke drevet af Ånden i hverdagen, kan han ikke forvente at være det på prædikestolen.
Ånden må føre ham ind i opgøret med synden i hans eget liv og ind i kampen for renhed og hellighed, så han i både ord og gerning er et levende vidne om sin Frelser.
Kampen vil give ham erfaringer, der beriger hans forkyndelse, og gøre ham i stand til at hjælpe andre, der står i samme kamp.
Må Herren give os prædikanter, som kan føre os fra en teoretisk kristendom til et levende kristenliv.
Der er i dag hunger og tørst efter selv at gøre åndelige erfaringer i livet med Gud.
Meget afhænger af, om vi prædikanter er i stand til at imødekomme den.
Vejen dertil er også for os prædikanter personlig vækkelse og fornyelse.
Vi må åbne os for Helligånden, som vil føre os ind i et liv tættere sammen med Gud.
