Nat før Morgen

.......................Artikler 2012.................

2012-02-01T13:21:00.012+01:00

.....

[Klik på ønskede titel]
.
Februar 2012.
------------------
.
Strid troens gode strid!
Fra Lov&Evangelium.
Nr. 2 - 2012.
Av Hans Erik Nissen.
.
Vår Gud er en fortærende ild.

Fra ”I lys av Ordet”

Andakt til 21. mars.

Av Odd Eivind Stensland.

.
Fast fjell å stå på.
Fra Lov&Evangelium.
Nr. 1 - 2006.
Av Ludvig Hope.
.
Frihed fra loven.
Fra "Kristus vor retfærdighed"
Andakt til dag 10.
Av C.O. Rosenius.
.
Forførelse.
Fra Lov&Evangelium.
Nr. 4 - 2001.
Av Karl Notøy.
.
Døde?
Fra "Kristus vårt liv"
Andakt til dag 1.
Av C.O. Rosenius
.
Januar 2012.
--------------------
.
Er dit hjerte koldt?
Fra ”Ved kilden”
Andagt til 31. januar.
Af Øivind Andersen.
.
"Hver mann gjorde det som var rett i hans øyne.”
Fra ”I lys av Ordet”.
Andakt til 8. april.
Av Olav Hermod Kydland.
.
Løskøbt.
Fra ”Kristus vor retfærdighed”
Andagt til dag 9.
Af Carl Olav Rosenius.
.
Herren går foran dere.
Fra ”I lys av Ordet”
Andakt til 30. januar.
Av Finn-Widar Knutzen.
.
Kledd i hvite kjortler.
Fra Lov&Evangelium
Nr. 1 - 2012.
Af Ingar Gangås.
.
Guds hellige lov.
Fra ”Kristus vor retfærdighed”
Andagt til dag 8.

Af Carl Olav Rosenius.

.
Er synden farlig?
Fra Lov&Evangelium.
Nr. 8 - 2007.
Av Kristian Fagerli.
.
Guds Ord – et skaperord.
Fra ”I lys av Ordet”
Andakt til 2. januar.
Av Finn-Widar Knutzen.
.......

?

2012-02-01T13:20:00.013+01:00

?

2012-02-01T13:20:00.009+01:00

?

2012-02-01T13:20:00.005+01:00

?

2012-02-01T13:20:00.001+01:00

Strid troens gode strid!

2012-02-01T13:19:00.024+01:00

Fra Lov&Evangelium.
Nr. 2 - 2012.
Av Hans Erik Nissen.

«Strid troens gode strid! Grip det evige liv som du ble kalt til – du som og har avlagt den gode bekjennelse for mange vitner!» 1 Tim 6:12.

Jesus sier det! Paulus sier det! Kjemp for å komme inn gjennom den trange port! Strid troens gode strid! Hvorfor denne kamp?

Satan er Guds motstander. Han unner ikke Jesus å få lønn for sin smerte. Derfor vil han ha deg tilbake til mørkets rike. Han går omkring oss som en brølende løve, som leter etter noen som han kan oppsluke. Han angriper når du er svak, og det er du når du ikke løfter troens skjold.

Men stå satan imot. Slukk alle hans brennende piler med det velsignede skjold!

Satan viser sjelden sitt sanne ansikt. Han er verdens fyrste, og det benytter han seg av. Han viser deg verdens herlighet for å blende deg. Han gjør andres ære og anerkjennelse viktigere enn Guds. Han trollbinder gjennom verdens lokketoner. Men la deg ikke forføre. Se virkeligheten i øynene: verden er ond!

Endelig har satan en alliert i din gamle syndenatur, som hater det hellige og elsker synden. Derfor må det strides ikke alene for deg, men også i deg. Gang på gang skal du gjøre det klart for deg selv at et «ja» til Jesus er et «nei» til satan, til verden og syndens lyst i deg selv.

Striden er hard, men den er god! Du kjemper ikke alene. Seierherren er ved din side.

Fra avisen «Dagen», 2006

Vår Gud er en fortærende ild.

2012-02-01T13:19:00.022+01:00

Fra ”I lys av Ordet”

Andakt til 21. mars.

Av Odd Eivind Stensland.

”For vår Gud er en fortærende ild” Heb 12,29.

Mange har i dag et bilde av Gud der han bare er kjærlighet. Er han rettferdig, så kaster han ingen i helvete, sies det. Det er ikke forenlig med en kjærlig Gud. Man tenker at det vil gå godt til slutt, eller at det skjer en evig utslettelse.

Leser du derimot i Bibelen, så ser du at ingen har talt mer alvorlig om helvete enn nettopp Jesus. Han beskriver fortapelsen "hvor deres orm aldri dør, og ilden ikke slokner." "Der skal de gråte og skjære tenner." "Og disse skal gå bort til en evig pine."

I 2 Mos 33 taler Gud med Moses, og det han sier til ham, er det viktig å gi akt på.

"Jeg vil la all min godhet gå forbi ditt åsyn." Men, "du kan ikke se mitt åsyn, for intet menneske kan se meg og leve" (v 20).

Dette høres underlig ut, om en sammenligner det med uttalelsene i vers 11: "Og Herren talte til Moses ansikt til ansikt."

Dette skal lære oss at det er kun et sted Gud er nådig, og det er i Jesus. Alle andre steder der mennesker måtte finne på å søke Gud, er han en fortærende ild.

Da Israelsfolket skulle føres ut ifra trellelivet i Egypt, hadde Herren gitt forordninger i forbindelse med slaktingen av påskelammel. "Så skal de tt av blodet og stryke på begge dørstolpene og på den øverste dørbjelken på de hus hvor de eter det. For Herren vil gå gjennom landet for å slå egypterne, og når han ser blodet på den øverste dørbjelken og på begge dørstolpene, skal han gå forbi den døren og ikke la ødeleggeren slippe inn i deres hus og slå dere" (1 Mos 12,7.23). Grunnen var at de stod under blodets beskyttelse.

La oss sammen denne dagen finne tilflukt under blodet. Det er det eneste sikre stedet.

Fast fjell å stå på.

2012-02-01T13:19:00.020+01:00

Fra Lov&Evangelium.
Nr. 1 - 2006.
Av Ludvig Hope.

«Jesus Kristus er i går og i dag den same, ja til evig tid». Heb 13:8.
Slik som berget står midt i fossen, står Kristus midt i menneskeslekta, mektig til å frelsa. Slik som sola kvar dag stig opp over jorda, utan noko anna krav enn å få lov til å lysa, varma og gi liv, slik er Jesu Kristi nåde kvar morgon ny over oss. Utanfor han er alt natt og død. I han er ljoset og livet. Hjå han finn me livsens meining og mål – hjå han åleine! Ingen kan forstå fullt ut det guddomsunderet at me vart utvalde i han før verda vart til. Men det er likevel dette som gjer frelsa så grunnfast og heilt av nåde.

Det som vart lagt i grus av Adam, er bygd opp att i Kristus. Han er den ånda som gir liv, det evige livet. Og han gir det til alle som let seg skilja ut av Adams ætt og som trur på namnet hans. Der Adam la dødsens frø, der legg Kristus livsfrøet, og den som tillitsfullt gir seg til han, skal i all æva ikkje døy.

La så alt anna svikta og gå under! Her er fast fjell å stå på, her er ljos i mørket, her er liv i dødsens land. Her er det einaste trygge utgangspunktet for reisa til det riket der livet aldri sloknar og sola aldri sig. Ved han gjer Herren oss fulldugande til det gode, og han verkar i oss det som er til hugnad for han sjølv.

«Ver ikkje redd! Eg er den fyrste og den siste og den levande. Eg var død, men sjå, eg lever i all æve og har nyklane til døden og dødsriket». (Op 1:17b-18)

Å Jesus, ditt namn er det beste,

av alt det du syndaren gav.

I bøna hans fullkomne feste,

i døden hans kjepp og hans stav!

(Sb. nr. 395, v. 1)

Forførelse.

2012-02-01T13:19:00.019+01:00

Fra Lov&Evangelium.
Nr. 4 - 2001.
Av Karl Notøy.

Vi lever i forførelsens tid. Guds ord har ikke lenger autoritet; – og det langt inn i de kristnes rekker! Guds ord blir tolket slik det passer, og Bibelen blir tatt til inntekt for verdslighet og utskeielser.

Forskjellen mellom Guds folk og verden blir visket ut. «Har du lyst så har du lov,» er tidens valgspråk. Og saltet holder på å miste sin kraft. Det regnes i kroner og øre i stedet for å stå på Bibelens grunn. Det gjelder å uttale seg varsomt slik at det ikke volder anstøt. Vi kan tenke på barna som døpes i våre kirker i dag. Jesu befaling var at vi skulle døpe dem og lære dem å holde alt Han har befalt oss. Jeg er redd opplæringa i dag de fleste steder er mangelfull. Og faller den bort, vanskeliggjør det at vi kan la våre barn bli døpt. For de to ting hører uløselig sammen.

Og stiller en opp i et kristent kor, er med i ei bibelgruppe, eller på annen måte er med i en eller annen form for religiøs aktivitet, – ja da er man på himmelveg med en gang. For mange er kristendommen bare en slags livsforsikring, eller en kulturarv som er god å ta vare på. Det gjelder å få både i pose og sekk.

Det tales om Guds kjærlighet, som om dette skulle være den eneste side ved Guddommen. Alt for mange tenker at det ikke er så farlig, det er nåde å få.

Det er et virvar av tanker, av læresetninger og meninger om Guds ord. Jeg er redd for at Jesu ord, når han sa: «Men når Menneskesønnen kommer, mon han da vil finne troen på jorden?» passer på den tid vi lever i.

Ja når jeg kjenner på mitt eget hjerte, hvor lik jeg er denne verden, må jeg spørre: «Er situasjonen med meg slik den var med Lot? Velger jeg å leve nært inntil dagens Sodoma? Er jeg blitt formet av denne tids ånd? Hva er det jeg setter høyt? Er det de mange ting i verden? Går jeg til Guds ord når jeg møter forskjellige læresetninger og nye synspunkter? Er det Guds ord som er fasiten i alle avgjørelser jeg tar? Eller synes jeg ikke det er så farlig?»

Mange kristne sier i dag: «Vi kan ikke være så pietistiske, for da støter vi folket fra oss. Holder vi fast ved det viktigste, så vil det nok gå bra.»

Men Gud ber oss om å stå på murene. Som Guds folk har vi fått et ansvar: Å holde Guds ord i akt og ære, og bringe det uforfalskede evangelium videre.

Men vil vi stå på sannheten kan det hende at vi blir stående alene.

?

2012-02-01T13:19:00.017+01:00

Frihed fra loven.

2012-02-01T13:18:00.028+01:00

Fra "Kristus vor retfærdighed"
Andakt til dag 10.
Av C.O. Rosenius.

”Til den frihed har Kristus befriet os.” Gal 5,1.
Konsekvensen af syndernes forladelse er frihed fra loven. Står vi i nåden, altså har en stedse gældende forladelse, så følger deraf, at vi ikke står under lovens dom. Dette er vor fuldkomne frihed fra loven.

Men til friheden fra loven hører også, at min samvittighed ved troen er gjort fri fra lovens trældomsåg. Men denne samvittighedens frihed er en ufuldkommen frihed. Den er nemlig afhængig af min tro. Og min tro er aldrig fuldkommen.

I Guds hjerte råder en evig nåde. Han er fuldt ud tilfreds med det frelsesværk, Sønnen har fuldbragt.

I mit hjerte derimod er der en stadig skiften, en stadig kamp mellem tro og vantro, mellem lys og mørke.

I Himlen er lovsangen evig. Uden ophør lovsynges Lammet for sejren, det vandt. Men her på jorden varer de lyse stunder med glæde og lovsang kun kort.

I Guds store bog er min regning for evigt kvitteret og slettet. Men i min lille kontrabog, samvittigheden, er det sjældent, at der ikke står en restgæld tilbage. Sagen er den, at vi har en fjende, som til stadighed fører gammel gæld ind for derved at forurolige og forskrække os.

Men Gud være tak! Nådepagten, han har sluttet med os, står fast. Han tilregner os ikke vor synd. Og dømmer vi os end selv efter loven - han gør det ikke!

Døde?

2012-02-01T13:18:00.027+01:00

Fra "Kristus vårt liv"
Andakt til dag 1.
Av C.O. Rosenius

«Vi som var døde på grunn av våre synder.» (Ef. 2,5)
Legg merke til hvilket ord apostelen her bruker om vår naturlige tilstand – det korte, men betydningsfulle ordet ”døde”. ”Døde på grunn av våre synder”. Livet fra Gud er borte. Mennesket er åndelig talt et lik.

Den legemlige døde kjennes på at han ikke lenger føler noe. Han verken ser eller hører. Han puster ikke, men likevel har han de samme organene som de levende: Øyne, ører, munn og lunger. Er ikke det samme tilfelle med den åndelige døde? Han kan ha alle de ytre kjennetegnene. Dessuten kan han ha en klar forstand, et følsomt hjerte, rike kunnskaper, edle motiver, gode gjerninger og ord. Men livet i Kristus mangler han. Forbindelsen med Gud, sansen for hans vilje, hans ord og hans nåde har han ikke.

Han kan nok ha en viss tro på Guds ords sannhet. Det er noe i hans hjerte som vitner om det, og han har kanskje heller aldri direkte tvilt. Han ser og hører i Guds ord dommen over alle som ikke er født av Gud, men selv om han ikke er seg bevisst noen ny fødsel, nærer han likevel ikke den minste frykt. Han leser om to veier, den brede og den smale, men han bekymrer seg ikke om hvilken av de to veiene han selv går på. Hvorfor frykter han ikke? – Fordi han er død! Tenk derfor over hva det vil si å være død i overtredelser og synder. Det er og blir vår naturlige tilstand.

Er dit hjerte koldt?

2012-01-02T12:29:00.014+01:00

Fra ”Ved kilden”
Andagt til 31. januar.
Af Øivind Andersen.

”Men hans hjerte blev koldt, thi han, troede dem ikke.” 1 Mos 45,26.
Jakob havde en knugende sorg. Han havde mistet sin søn Josef. Men en dag kom hans sønner og fortalte, at Josef var i live, og at han var blevet herre i Egyptens land.

Det var det mest glædelige budskab, Jakob kunne tænke sig! Alligevel var og blev hans hjerte koldt, for han troede det ikke. Mange ærlige og kæmpende sjæle har det på samme måde over for ordet om Jesus og det, han har gjort for dem.

Guds ord fortæller os, at Jesus har købt os fri fra alle vore synder. Jesus har taget den dom, der hviler over os, bort ved, at den blev udført på ham i stedet for på os. Rom. 8,3.

Evangeliet råber til alle, der tager imod det: Du er fri! Guds Søn har gjort dig fri!

Men mange, som faktisk har taget deres tilflugt til Jesus, oplever alligevel ikke nogen glæde og frelsesvished. De stoler ikke på evangeliet. De går i stedet og venter på oplevelsen, som Helligånden skal frembringe i deres hjerte. Og de tænker: Hvis jeg bare kan opleve frelsen, vil jeg ikke tvivle på, at jeg er et Guds barn!

De forstår ikke, at de på den måde sætter sagen på hovedet. Når man er sulten, må man spise. Det ville ikke falde nogen ind at sige: Jeg er alt for sulten til at spise noget nu. Men netop sådan gør mange, når det gælder deres åndelige liv. Jesus siger, at vi vil opleve at blive frigjort ved at tro ham på hans ord. Men vi vender det om og vil have oplevelsen først og troen bagefter.

Du skal ikke gå og vente på at opleve frigørelse, men takke Jesus, fordi han allerede har gjort dig fri på Golgatas kors.

"Hver mann gjorde det som var rett i hans øyne.”

2012-01-02T12:28:00.026+01:00

Fra ”I lys av Ordet”.
Andakt til 8. april.
Av Olav Hermod Kydland.

”I de dager var det ingen konge i Israel, hver mann gjorde det som var rett i hans øyne.” (Dom 17,6; 21,25)
Typisk for den åndelige frafallstid som dommertiden var, var at "hver mann gjorde det som var rett i hans øyne". Hva Gud hadde sagt, brydde en seg ikke om. Folk var bare interessert i det som en subjektivt sett mente var godt for en selv.

Det betydde ikke at ikke folk var religiøse. Vi leser om en mann som laget et avgudsbilde og ansatte en levitt til å være prest for sitt hus. Religion ville han ha, men etter sitt eget forgodtbefinnende, ikke I samsvar med den veiledning som Gud ga.

Også i moralske spørsmål fulgte folk sine egne tanker. På den ene siden finner vi eksempler på moralske utskeielser. På den andre siden kunne det forekomme en overreaksjon mot det som ble regnet som en ekstra grov synd.

Dette er trekk som de siste kapitlene i Dommernes bok forteller om.

Når det i tillegg nevnes som et karakteristisk trekk at det var "ingen konge i Israel", er dette noe som peker framover i frelseshistorien, mot det kongedømmet som ble opprettet gjennom David.

Vi vet at David ikke var den første kongen i Israel. Da folket krevde en konge (som 1 Samuelsbok forteller om), var det ikke et ønske etter Guds vilje. Israel ville ha det som hedningefolkene. Selv om Gud ga folket en konge, endte kong Sauls regjering i ulykke.

Likevel hadde Gud alt lenge før denne tiden gitt til kjenne at han hadde en plan med Israels kongedømme (1 Mos 49,10). Også dette skulle peke på Messias, Kristus.

Det vi blir minnet om i slutten av Dommerboken, er derfor at det avgjørende er å holde seg til Guds ord og til Frelseren, den Frelser som Gud har sendt. Det er det som holder, uansett hvordan tiden er.
--------------------------------------------------------------------------
Læs desuden: Ikke noget almindeligt kongedømme.

Løskøbt.

2012-01-02T12:28:00.022+01:00

Fra ”Kristus vor retfærdighed”
Andagt til dag 9.
Af Carl Olav Rosenius.

”Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld ... ” Gal 3,13.
Allerede selve ordet forbandelse rummer noget forfærdeligt. Det er et udtryk for alt det onde, som Herren i loven truer synderen med. Ligesom ordet velsignelse rummer al Guds nåde og alt det gode, som Gud i sin kærlighed kan overøse sine venner med, så betegner dets modsætning, forbandelsen, først hans guddommelige vrede og afsky, dernæst alt det onde, som han i denne sin vrede har magt til at bringe over sine fjender.

Havde der stået, at Kristus var blevet forbandet, ville allerede det have været forfærdeligt. Men nu står der det endnu forfærdeligere, at han blev en forbandelse. Han blev selve forbandelsen - på samme måde, som det hedder, at ham, der ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os. Ikke blot belastet med al verdens synd, men gjort til synd.

Med disse ejendommelige udtryk har Helligånden villet sige, at Kristus i den grad var overdænget med al verdens synd og al lovens forbandelse, at han kunne betragtes som forvandlet helt og fuldt til synd og forbandelse og således med rette kunne kaldes for selve synden, selve forbandelsen!

Herren går foran dere.

2012-01-02T12:28:00.018+01:00

Fra ”I lys av Ordet”
Andakt til 30. januar.
Av Finn-Widar Knutzen.

"Herren deres Gud som går foran dere, han skal kjempe for dere, slik som dere så han gjorde det for dere i Egypt og siden i ørkenen.” (5 Mos 1,30-31a)

Femte Mosebok består av tre taler som Moses holdt rett før folket inntok Kana'an. I tillegg omhandler slutten av boken Moses' siste levetid og virke. Han kom ikke inn i det lovede land, men skuet det bare.

I den første av disse talene minner Moses folket om den vei Gud har ført dem. Han minner dem om da han for nesten 40 år siden sendte ut speiderne, og folket i vantro ikke ville innta landet. Han minner også om dommen over folket - de skulle dø. Han hadde forkynt dommen fra Herren som gjaldt de som var mønstret fra tyveårsalderen og oppover.

Dommen hadde gått i oppfyllelse, og nå stod altså Moses der og talte til et nytt folk. Denne gang var det barna og barnebarna han talte til. De skulle snart gå inn i løftets land.

Nå minner også Moses dem om Herrens løfter som stod fast for førti år siden. De stod fast fremdeles. Det var bare en måte å komme inn i løftets land på: Herren deres Gud som går foran dere, han skal kjempe for dere. Slik var det da de ble ført ut av Egypt. Likedan ved grensen første gang. Slik stod løftet fast også nå.

Herren er den samme. Også for deg står løftet fast - i dag! Herren vil føre deg like inn i sitt fullkomne rike. "Jeg er så svak", sier du. "Kan jeg bli bevart, vil jeg nå fram?" Her i Ordet er det bare tale om Herrens styrke. Han skal kjempe for deg. Se hvordan det gikk ut av Egypt, ved Rødehavet og ved Jordan. Herren stod ved sitt ord.

Det får også du lov til å regne med. Herren skal stride for deg. Du skal få lov å være stille, bare stå og se Herrens frelse.

"Jesus Kristus er i går og i dag den samme, ja til evig tid." (Heb 13,8) "Hos ham er ingen forandring eller skiftende skygge." (Jak 1,17).

Kledd i hvite kjortler.

2012-01-02T12:28:00.016+01:00

Fra Lov&Evangelium
Nr. 1 - 2012.
Af Ingar Gangås.

De kristne ble forfulgt. Apostelen Johannes var forvist, og satt muligens i fangenskap. «Jeg, som er deres bror, og har del med dere i trengselen og riket og tålmodet i Jesus, jeg var på den øy som kalles Patmos for Guds ords og Jesu vitnesbyrds skyld» (Åp 1:9). Mens han var der, gjenga han det Gud lot ham se – under åpenbaring – til hjelp og trøst for Guds barn, og som advarsel, og til et kall for de ufrelste.

Han fikk høre en røst som sa: «Kom opp her, og jeg vil vise deg det som skal skje etter dette» (4:1). Kontrasten mellom de ytre omstendigheter og synet måtte være stor. På en trone i himmelen satt Gud, og ved hans side var det et lam, og det ble sunget at lammet var «slaktet» og at det med sitt «blod kjøpte oss til Gud» (5:9). «Deretter så jeg – og se: En stor skare som ingen kunne telle, av alle folkeslag og stammer og folk og tungemål. De stod for tronen og for Lammet, kledd i lange hvite kjortler, og med palmegrener i sine hender. Og de ropte med høy røst og sa: Frelsen tilhører vår Gud, han som sitter på tronen, og Lammet» (7:9-10).

De hadde kommet «ut av den store trengsel», ble det sagt, «og de har tvettet sine kjortler og gjort dem hvite i Lammets blod» (7:14).Allerede nå er Guds barn kledd i Jesu rettferdighets drakt – vasket rene, ja, gjort hvitere enn snø!

Bladet i PDF: Lov og Evangelium 2012 - Nr 01

.......................Artikler 2011.................

2011-12-14T03:00:00.009+01:00

.....

[Klik på ønskede titel]
.
December 2011.
--------------------
.
Jesus – det eneste håp.
Fra Lov&Evangelium.
Nr. 7 - 2005.
Av Ingar Gangås.
.
Hold ut!
Fra "I lys av Ordet"
Andakt til 26. desember.
Av Willy M. Nilsen.
.
Eder er i dag en frelser født.
Fra "Ét er nødvendigt"
Andagt til 25. december.
Af Hans Erik Nissen.
.
Det skjedde i de dage.
Fra "I lys av Ordet"
Andakt til 22. desember.
Av Willy M. Nilsen.
.
Kristenlivets paradoks.

Fra ”Kristus vor retfærdighed."

Andagt til dag 7.

Af Carl Olav Rosenius.

.
Ordet ble kjød.
Fra Lov&Evangelium
Nr. 10 - 2011.
Av Ingar Gangås.
.
Udvalgt i Kristus.

Fra ”Kristus vor retfærdighed."

Andagt til dag 6.

Af Carl Olav Rosenius.

.
Uforskyldt!
Fra Lov&Evangelium
Nr. 7 - 2011.
Af Carl F. Wisløff.
.
November 2011.
-------------------
.
Bedømmelsens nådegave.
Fra "Ét er nødvendigt"
Af Hans Erik Nissen.
Andagt til 30. november.
.
Jesus kommer snart.

Fra ”I lys af Ordet”.

Andagt til 29. november.

Av Axel Remme.

.
Glæden i Herren.

Fra ”Kristus vor retfærdighed."

Andagt til dag 5.

Af Carl Olav Rosenius.

.
Mens vi venter.
Fra ”I lys av Ordet”
Andakt til 22. november.
Av Axel Remme.
.
Forvandling.
Fra "Ny kraft"
Andagt til 22. november.
Af Erling Ruud.
.
Ta dere i vare!
Fra ”I lys av Ordet”
Andakt til 17. november.
Av Axel Remme.
.
Tenk om Bibelen har rett?
Fra Lov&Evangelium
Nr.9 - 2011.
Av Ingar Gangås.
.
Sannhetens ånd eller villfarelsens ånd?
Fra ”I lys av Ordet”
Andakt til 9. november.
Av Axel Remme.
.
Alle mine kilder er i dig.
Fra Shafan.dk/
November 2011.
Af Andreas Michelsen.
.
Jesu blod renser fra all synd.
Fra Lov&Evangelium
Nr.10 - 2009.
Av Andreas Fibiger.
.
Men Herren rådspurte de ikke.
Fra ”I lys av Ordet”
Andakt til 4. april.
Av Guttorm Raen.
.
Hykleres omvendelse.
Fra "Ny kraft".
Andagt til 2. november.
Af Erling Ruud.
.
Oktober 2011.
-----------------
.
Satans listige angrep.
Fra Lov&Evangelium
Nr. 6 - 2011.
Av Ingar Gangås.
.
Å være sin hærfører til lags.
Fra "I lys af Ordet"
Andakt til 29. oktober.
Av Kjell Dahlene.
.
Den nye fødsel.
Fra "Kristus vor retfærdighed".
Andagt til dag 4.
Af Carl Oluf Rosenius.
.
Hvor er den trange port?
Fra Lov&Evangelium
Nr. 8 - 2011.
Af Per Bergene Holm.
.
Den fineste festdragt.
Fra "Kristus vor retfærdighed".
Andagt til dag 3.
Af Carl Oluf Rosenius.
.
Ett gjør jeg ...
Fra "I lys af Ordet"
Andakt til 19. oktober.
Av Kjell Dahlene.
.
Hvor er billetten?
Fra Lov&Evangelium
Nr. 5 - 2002.
Av Tore Mangelrød.
.
Ikke af gerninger.
Fra "Kristus vor retfærdighed".
Andagt til dag 2.
Af Carl Oluf Rosenius.
.
Han som begynte.
Fra "I lys av Ordet"
Andakt til 14. oktober.
Af Kjell Dahlene.
.
Død eller levende tro?
Fra Lov&Evangelium
Nr. 2 - 2008.
Af Sigbjørn Agnalt.
.
Af nåde - ved tro.
Fra ”Kristus vor retfærdighed”
Andagt til dag 1.
Af Carl Oluf Rosenius.
.
I anfektelsens tid.
Fra "I lys af Ordet".
Andakt til 4. juli.
Av Eivind Gjerde.
.
September 2011.
----------------
.
"Frels dem, som hentes til døden..."
Fra "I lys av Ordet"
Andakt til 27. september.
Af Olav Hermod Kydland.
.
Tag imod Jesus!
Fra Nyt Liv's blad.
Nr. 2 - 2011.
Af Johnn Hardang.
.
Himmelens dør er åben.
Fra "Ét er nødvendigt"
Andagt til 20. september.
Af Hans Erik Nissen.
.
Din trøst oppliver men sjel..
Fra "I lys av Ordet"
Andakt til 18. september.
Af Olav Hermod Kydland.
.
"Salige er de, som..."
Fra “A First Book of Daily Readings”
Andagt til 16. september.
Af Martyn Lloyd-Jones
.
De salige.
Fra Ekris.net/
Av Johannes Daasvand.
.
Fra vor egen midte kommer de!
Fra "Ét er nødvendigt"
Andagt til 14. september.
Af Hans Erik Nissen.
.
August 2011.
-------------
.
De omvendte seg ikke.
Fra Lov&Evangelium.
Nr. 5 - 2010.
Af Per Bergene Holm. .
Det er Den Hellige Ånds gjerning!
Fra Bibelsk-Tro.
Nr. 4 - 2011.
Af Olav Valen-Sendstad.
.
Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.
Fra “A First Book of Daily Readings”
Andagt til 14. august.
Af Martyn Lloyd-Jones.
.
Kristus er den eneste vej.
Fra “A First Book of Daily Readings”
Andagt til 7. august.
Af Martyn Lloyd-Jones.
.
På Jesu bønneliste.
Fra Dagen.no/
6. maj 2010.
Af Ivar Gjerdi.
.
At leve på det nøgne Guds ord.
Fra “A First Book of Daily Readings”
Andagt til 1. august.
Af Martyn Lloyd-Jones.
.
Juli 2011.
--------------
.
Lever du som dem i Efesus?
Fra Bibelsk-Tro.
Nr. 4 - 2011.
Av Arnfinn Barlaup.
.
For tanken alt for stort.
Fra Lov&Evangelium.
Nr. 3 - 2004.
Af Av Karl Notøy.
.
Den første kjærlighet.
Fra "KRISTUS VÅR RETTFERDIGHET"
Andagt til 13. dag.
Af C. O. Rosenius.
.
En sann troende kristens morgenbønn.
Fra Bibelsk-Tro.
Nr. 4 - 2011.
Av Erik Pontoppidan.
.
Ikke langt fra Guds rike.
Fra Bibelsk-Tro.
Nr. 4 - 2011.
Af Kristoffer Fjelde.
.
Juni 2011.
-----------------
.
Tenk ikke høye tanker om deg selv.
Fra "Kristus vårt liv."
Andagt til 27. dag.
Af C. O. Rosenius.
.
Sandheden gør dig fri!
Fra "Ny kraft"
Andagt til 22. juni.
Af Erling Ruud.
.
"Jeg har set den åbne kilde... "
Tilsendt sangtekst.
.
Aftenbønn.
Fra Bibelsk-Tro.
Nr. 3 - 2011.
Av Erik Pontoppidan.
.
Pinse.
Fra Lov&Evangelium.
Nr. 5 - 2011.
Leder af Ingar Gangås.
.
Pinse på ny!
Fra Bibelsk Tro.
Nr. 3 - 2011.
Af Kristoffer Fjelde.
.
Ord for at leve, og dog død!
Fra "Ét er nødvendigt"
Andagt til 1. juni.
Af Hans Erik Nissen.
.
Maj 2011.
-------------------
.
Får uden hyrde.
Fra "A First Book of Daily Readings"
Andagt til 28. maj.
Af Martyn Lloyd-Jones.
.
Kom, som du er.
Fra "Ny kraft".
Andagt til 28. maj.
Af Erling Ruud.
.
Lad nåden få lov.
Andagt tidligere bragt i "Ung og kristen".
Af Peder Mikkelsen.
.
Mon jeg skal nå det skønne land?
Fra "Livet i Guds Sønn”
Andagt til 15. maj 2011.
Af Einar Kristoffersen.
.
Jesus alene.
Fra ”Stille stunder på veien hjem”.
Andagt til 9. juni.
Av H. E. Wisløff.
.
Jesus har opfyldt loven i vort sted!
Fra “Ved kilden”.
Andagt til 9. april.
Af Øjvind Andersen.
.
Elsker du Jesus?
Fra "Ét er nødvendigt"
Andagt til 3. maj.
Af Hans Erik Nissen.
.
"Han bør være konge"
Fra "I Guds hånd"
Andagt til 1. maj.
Af Herbert Neimanas.
.
April 2011.
----------------
.
Fri eller træl?
Andagt tidligere bragt i "Ung og kristen".
Af Peder Mikkelsen.
.
Han døde for alle.
Fra Bibelsk Tro.
Nr. 2 - 2010.
Av Kristoffer Fjelde.
.
Vore ord genspejler vort indre liv.
Fra "I Guds hånd".
Andagt til 28. april.
Af Herbert Neimanas.
.
Tro stort som Gud.
Fra "Ny kraft".
Andagt til 25. april.
Af Erling Ruud.
.
Påskeunderet.
Fra Lov&Evangelium.
Nr. 4 - 2011.
Af Ingar Gangås.
.
Luther: Rettferdig ved tro.
Fra Lutherskrifter.blogspot.com/
Den 18. april 2011.
Ved Nils Dybdal-Holthe.
.
Korset.
Fra Bibelsk Tro.
Nr. 2 - 2011.
Av Magne Gudvangen.
.
At vente på Ham.
Fra ”A first book of daily readings”
Andagt til 10. april.
Af Martyn Lloyd-Jones.
.
Hans store oppdagelse.
Fra Lov&Evangelium.
Nr. 3 -2011.
.
Ordet om korset.
Fra "Ny kraft".
Andagt til 6. april.
Af Erling Ruud.
.
Marts 2011.
--------------
.
"Det är Fullbordat"
Fra Fullbordat.nu
Andagt til 28. marts.
Af Martin Luther.
.
For sent!
Fra Blogg-ove.blogspot.com/
Den 20. marts 2010.
Af Ove Sandvik.
.
Om syndene er som purpur...
Fra Bibelsk Tro.
Nr. 2 - 2011.
Av Gudmund Vinskei.
.
Herrens nedrevne alter.
Fra Bibelsk Tro.
Nr. 2 - 2001.
Av Lars Eritsland.
.
Lidelsen vækker os.
Fra "Ét er nødvendigt"
Andagt til 12.marts.
Af Hans Erik Nissen.
.
Til deg som lider.
Fra p7.no/
Ugens andagt uge 10 - 2011.
Af Johnn R. Hardang.
.
Gjenfødelsens under.
Fra "Livets brød"
Af Øivind Andersen.
.
Jesus kommer snart!
Fra Blogg-ove.blogspot.com/
Den 8. juli 2010.
Af Ove Sandvik.
.
Fri!
Tidligere bragt i "Ung og kristen"
Af Peder Mikkelsen.
.
Februar 2011.
---------------
.
Fremtiden for Guds folk.
Fra DagenMagazinet.no
Den 3. maj 2007.
Interview med Jan Bygstad.
V/Ove Eikje.
.
To porte.
Andagt tidligere bragt i "Ung og kristen".
Af Peder Mikkelsen.
.
Viktig næring.
Fra Bibelsk Tro´.
Nr. 5 - 2010.
Av Kjell Dahlene
.
Vakt – men frelst?
Fra Blogg-ove.blogspot.com/
31. januar 2011.
.
Lidelser og trøst.
Fra "I Guds hånd".
Andagt til 10. februar.
Af Herbert Neimanas.
.
Når Guds ord ikke længere kan nå dig.
Andagt tidligere bragt i "Ung og kristen"
Af Peder Mikkelsen.
.
Januar 2011.
----------------
.
Våg og Arbejd.
Fra "Ny kraft".
Andagt til 28 januar.
Af Erling Ruud.
.
Englevakt.
Fra Lov&Evangelium.
Nr. 9 - 2010.
Av Ingar Gangås.
.
Jesus kommer snart!
Fra "Ét er nødvendigt".
Andagt til 17. juni.
Af Hans Erik Nissen.
.
Syndsbekjennelse. Fra Lov&Evangelium.
Nr. 1 - 2009.
Av Ingar Gangås.
.........................

Guds hellige lov.

2011-12-14T02:59:00.008+01:00

Fra ”Kristus vor retfærdighed”

Andagt til dag 8.

Af Carl Olav Rosenius.

”I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig.” 3. Mos 19,2.

Loven er Guds hellige vilje, udtrykt i menneskelige ord og for menneskelig bevidsthed. Lige så absolut som Guds hellighed er, lige så absolutte er derfor også Guds krav. Det er loven, der siger dig, både hvad Gud vil, og hvad han ikke vil. Og det er en given sag, at denne Guds vilje ikke holder op med at kræve forøget retfærdighed af dig, før du er blevet lige så hellig som Gud selv. Den, der virkelig har fået syn for lovens hellighed, vil derfor ikke gøre sig håb om at blive fuldkommen efter loven.

Nej, siger du, fuldkommen som Gud bliver man selvfølgelig aldrig - men man skal da gøre så meget, man kan!

Nej, det er netop det, du ikke skal! Du skal gøre det alt sammen! Og gør du ikke det, er du fordømt! "Forbandet være den, der ikke holder ordene i denne lov i hævd og følger dem." - Det er lovens egne ord.

Men Gud er jo nådig, siger du. Han vil for Kristi skyld tilgive, hvis vi på et eller andet punkt kommer til kort.

Nådig? - nej! Ikke mod dem, der endnu har noget, de skylder loven at opfylde. En helt anden sag er det med dem, som ved troen har modtaget Kristi retfærdighed. De har intet, overhovedet intet, de skylder loven. De har nemlig i Kristus netop den retfærdighed, som loven kræver.

Er synden farlig?

2011-12-14T02:59:00.007+01:00

Fra Lov&Evangelium.
Nr. 8 - 2007.
Av Kristian Fagerli.

Er satan en dum narr, en undermåls klovn med hov og horn, eller er han et ondt, genialt, personlig vesen som har som mål å få meg til helvete?

I dag opplever vi en så fortvilet tilbøyelighet til å se på så mye som nøytralt. Det er så mange ting som er blitt så farlig ufarlig. Det er så lite snakk om at det kanskje kan komme fra, eller bli tatt i bruk av satan, og dermed ha påvirkningskraft.

I militæret lærte vi at fienden hadde vunnet en stor seier hvis han fikk lurt oss til å tro at han var ufarlig eller langt borte. Da ville vi sannsynligvis ta det mindre alvorlig med vaktholdet. Kanskje ville vi til og med komme frem fra tilfluktsstedene våre – bare en liten tur – og så var vi solgt.

Satan er en stor strateg. Slik er for eksempel spiritismen nøytral i dag, bare en selskapslek. Hinduistisk meditasjon er blitt psykoterapi. Bibelkritikken – selvfølgelig den moderate – er ydmyk og stillferdig. Og musikken har i alle fall ingenting med åndeverdenen å gjøre.

Ja, også synden i ren form er blitt så trivelig, avslappende, nesten søvndyssende. Det å sitte kveld etter kveld og la seg underholde av det som Gud hater, det Jesus svettet blod for, og måtte dø for, er blitt lovlig uskadelig for en kristen. Og satan ler.

De gamle så det annerledes. De var mer realistiske:

«Gjem nu Guds ord i ditt hjerte og sinn,
slipp ikke synden og verden der inn,
Jesus la hjertene eie»
(Sb 904:2).

«Redd jeg er for verden, redd jeg er for meg.
Den som deg (Jesus) har vunnet,
rette veien funnet,
kan forville seg»
(Sb 476:7).

«Frykter dog sitt hjerte,
kjenner synd med smerte»
(v. 6).

Guds Ord – et skaperord.

2011-12-14T02:58:00.026+01:00

Fra ”I lys av Ordet”
Andakt til 2. januar.
Av Finn-Widar Knutzen.

”Da sa Gud: Bli lys! Og det lys.” (1 Mos 1,3)
I dag møter vi en grunnleggende sannhet i Guds ord, ja, i Gud selv: Gud er ett med sitt ord. Ordet fra Guds munn er et skaperord.

Dette ser vi tydelig i skapelsesberetningen. Gud sa: "Bli lys! Og det ble lys." Gud skapte ved sitt ord. Ordet skape betyr egentlig å frembringe av ingenting. Bare Gud kan det. Han kan tale og så skjer det. "For han talte og det skjedde. Han bød, og det stod der." (Salm 33,9)

Slik er det ikke med menneskers ord. De kan nok være virkningsfulle. Tungen er et ustyrlig onde, full av dødelig gift, sier Bibelen (Jak 3,8). Og vi formanes til alltid å la vår tale være vennlig (Kol 4,6). Men aldri kan menneskers ord skape - frembringe noe av ingenting. Det kan bare Guds ord.

Derfor blir også Guds ord, som er gitt til oss i Bibelen, kalt for et levende ord. Guds ord er levende og virksomt og skarpere enn noe tveegget sverd (Heb 4,12). Det er tveegget. Sverdet har to sider. Dette betyr at Bibelen har to gjerninger å gjøre i ditt hjerte. Det dømmer hjertets tanker og råd, og viser deg din sanne stilling inn for Gud. Slik åpenbares at den ene sanne Gud er en hellig Gud som ikke kan forlikes med synd.

Men det forkynner også om en som gikk i ditt sted. Han kom under Guds vrede for dine synder for at du skal gå fri. Det er dette ordet som ved troen gjør en synder til et levende Guds barn!

Guds ord et skaperord den dag i dag. Det skaper troen på Jesus i hjertet ved at Ordet lyder. Så kommer da troen av forkynnelsen som en hører, og forkynnelsen som en hører, kommer ved Kristi ord (Rom 10,17).

Jesus – det eneste håp.

2011-12-14T02:58:00.023+01:00

Fra Lov&Evangelium.
Nr. 7 - 2005.
Av Ingar Gangås.

Heb 4:12-14:
"For Guds ord er levende og virksomt og skarpere enn noe tveegget sverd. Det trenger igjennom helt til det kløver sjel og ånd, ledd og marg, og dømmer hjertets tanker og råd. Og ingen skapning er skjult for ham. Alt ligger nakent og bart for hans øyne som vi skal stå til regnskap for. Da vi nå har så stor en yppersteprest, som er gått gjennom himlene, Jesus, Guds Sønn, så la oss holde fast ved bekjennelsen!"

Gud kaller til regnskap
For det første har du her et veldig vitnesbyrd om Guds ords sannhet, hvordan alle en dag må stå til regnskap for Gud og erkjenne at han talte sant. For det andre taler dette avsnittet klart om den eneste veien til frelse: Jesus, Guds Sønn, den sanne yppersteprest til soning for alle dine synder.

«Men nå er han blitt åpenbart en gang ved tidenes ende for å bortta synden ved sitt offer» (Heb 9:26).

Dette er din eneste redning: Tro på ham, og du skal leve!

«For ennå er det bare en ganske liten stund igjen, så kommer han som komme skal, og han skal ikke dryge. Men den rettferdige av tro skal leve. Og dersom han unndrar seg, har min sjel ikke behag i ham. Men vi er ikke blant dem som unndrar seg og går fortapt, vi er av dem som tror til sjelens frelse» (Heb 10:37-39).

Hos profeten Jeremia heter det: «Er ikke mitt ord som en ild, sier Herren, lik en hammer som knuser berg»? (Jer 24:29) I fjor sommer brukte jeg meisel og meiselhammer på en mur heime. Det var så hardt at det nesten ikke var mulig å trenge igjennom. Resultatet ble mest bare støv. Da måtte jeg tenke på dette ordet. Du er som dette harde berget. Den som lever i synd, er syndens trell. Ditt hjerte er hardt som fjell. Du er redningsløst fortapt dersom du overlates til deg selv, og må svare Gud på dommens dag for dine overtredelser og synder. Ettersom årene går, hardner mennesket mer og mer til. Jo eldre det blir, dess vanskeligere blir det å nå inn med evangeliet om Jesus. Ludvig Hope har en gang sagt at vi må prøve å nå barna mens de er skjøre som glass og mjuke som voks. Da er det mest mottagelighet for Den Hellige Ånds gjerning.

Hjertets steingrunn
I boken «Steingrunnen», av biskop Bo Giertz, skildres hjertet som et berg. Dersom du tar kampen opp mot synden, vil du oppdage at det er som å rydde vekk stein. Du finner stadig nye synder. Jo dypere du kommer, jo verre blir det. Så en dag oppdager du at du er kommet ned på grunnfjellet. Dette er steingrunnen, som Bibelen kaller syndefordervet. Da har du tre muligheter, skriver Bo Giertz: Du kan gå bort i vantro, som Judas. Det fører til døden. Eller du kan fuske med rydningsarbeidet, som fariseerne. Det er den største fristelsen. Husk at du skal møte dommeren en dag, han som ser og vet alt. Det beste, og den tredje muligheten, er derfor å innrømme alt slik det er.

«Bare den som gir Guds ord rett uten å prute, og tar imot det helt og holdent som Guds ord, kommer ned til steingrunnen og oppdager den syndens lov som bor i lemmene. Bare det menneske forstår at en nå må frelses av nåde om en noensinne skal bli frelst, det er et Guds verk. Det var dit han ville føre sjelen da han blottet steingrunnen.»

Den eneste veien til frelse heter Jesus. Ordets hensikt er å dømme deg her i tiden, slik at du ikke skal bli fordømt med verden på den store dommens dag, men få bygge på den grunn som holder.

Paul Gerhard og Hans Adolph Brorson synger om dette:

«Den grunn hvorpå jeg bygger,
er Kristus og hans død.
I Kristi korses skygger,
forsvinner all min nød.
Der har jeg funnet livet,
selv er jeg intet verd.
Hva Jesus meg har givet,
gjør meg for Gud så kjær.»
(Nr 312 i Sangboken)

Tro ikke at du kan lure Gud. Han vet alt om deg. Ordet avslører. At Guds ord er levende, innebærer også at det gjør noe med deg når du hører det. Vær oppmerksom på at det virker enten liv eller død. En skarp kniv kan være til nytte og glede, eller den kan bli til ødeleggelse og sorg. Akkurat slik er Guds ord. Det blir deg enten til liv, eller død.

Ransak meg Gud!
Da er det viktig å la seg ransake slik salmisten sier det i Salme 139:1-4:

«Herre du ransaker meg og kjenner meg. Enten jeg sitter eller står opp, så vet du det. Langt borte fra forstår du min tanke. Enten jeg går eller ligger, ser du det, du kjenner nøye alle mine veier. For det er ikke et ord på min tunge – se, Herre, du vet det alt sammen.»

Da Peter bekjente på disiplenes vegne hvem Jesus var, sa han: «Du er Messias, den levende Guds Sønn!» Han hadde funnet selve livet. Hvem andre kunne han stole på? Da han seinere bannet på at han ikke kjente Jesus, holdt han på å miste denne bekjennelsen. Men ved bredden av Genesaretsjøen møtte Jesus ham med tre ransakende spørsmål. Da bekjente Peter på nytt: «Herre, du vet alt. Du vet at jeg har deg kjær!» Han kunne ikke unnvære Jesus. Nå hadde han mistet all tro på seg selv. Fra den dagen lærte han å stole på Jesus alene.

Profeten Jesaja sammenligner mennesket med tørt gress som en dag skal visne, eller med blomsten som faller av dersom «Herrens ånde blåser på det. Ja, sannelig folket er gress. Gresset blir tørt, blomsten visner. Men vår Guds ord står fast til evig tid» (Jes 40:7b-8).

Mennesket er ikke noe å lite på. Det skal forgå. Døden kommer ubønnhørlig. Men Guds ord holder. Det forkynner deg at Jesus er kommet «for at han ved døden skulle gjøre til intet den som hadde dødens velde, det er djevelen, og utfri alle dem som i frykt for døden var i trelldom hele sin livstid. For det er jo ikke engler han tar seg av, men Abrahams ætt tar han seg av. Derfor måtte han i alle ting bli sine brødre lik, for at han kunne bli en miskunnelig og trofast yppersteprest for Gud til å sone folkets synder» (2:14-17). Jesus er den beste trøst, og det sikreste skjulested.

En stor yppersteprest
Gud, som gjennomskuet oss (v 12-13), har sendt oss en yppersteprest som nå sitter på Guds trone (v 14). Det betyr at vi kan ha all frimodighet i ham fordi frelsesverket dermed er fullført. Den andre Adam har bestått prøven. Han seiret der den første Adam falt i tvil på Guds ord. Frivillig underla han seg Faderens vilje, slik at han kunne si: Ikke som jeg vil, men som du vil!

«For en slik yppersteprest var det vi måtte ha – hellig, uskyldig, ren, skilt fra syndere og opphøyet over himlene, en som ikke daglig trenger til, lik yppersteprestene, å bære fram offer, først for sine egne synder og deretter for folkets. For det gjorde han en gang for alle da han ofret seg selv» (7:26-27).

«Men han som for en kort tid ble satt lavere enn englene, Jesus, ham ser vi kronet med herlighet og ære fordi han led døden, for at han ved Guds nåde skulle smake døden for alle» (2:9).

Tanken her er ikke at Jesus er en stor yppersteprest blant mange. Han er den største, ypperstepresten i bestemt form. Tidligere i brevet er det blitt forkynt at han er større enn englene. Så har vi fått høre at han er større enn Moses. Nå får vi høre at han er større enn det levittiske prestedømme. Han er yppersteprest etter Melkisedeks vis. Det vil si at han er ovenfra, ikke av jordisk fødsel. Men han er mer enn Melkisedek. Han er Guds Sønn.

«Derfor er hebreerbrevet vel verd at det var skrevet med gullbokstaver», sier Luther, og han fortsetter: «Kristi prestedømme er den rette høye trøst for oss arme, syndige mennesker, og for alle bedrøvede hjerter.»

Å hvilken trøst!
Hva vil det si at Jesus er vår yppersteprest? Hvilken trøst har det å gi et Guds barn?

For det første at synden er sonet. Det er betalt. Det har allerede skjedd! Jesus er blitt den løsepenge som måtte til for å tilfredstille Gud og avlede hans vrede. Jesus ble en forbannelse for oss.

For det andre står det at han lærte lydighet av det han led. Han levde et liv i fullkommen lydighet, det vil si at han oppfylte loven i vårt sted.

For det tredje er det nok det som Jesus gjorde. Det trengs ikke noe mer i tillegg til ham. Gud er fornøyd med Jesus.

For det fjerde er frelsen fullbrakt en gang for alle. Offeret skal ikke gjentas.

Og for det femte er han som yppersteprest den som fører vår sak hos Gud. Han er din stedfortreder og mellommann. Han er det nå i denne stund.

Videre står det at han er en forbeder i himmelen. Han har altså en spesiell omsorg for at du skal nå heim til den salige hvile.

Gjennom fornedrelse, kors og grav ble han opphøyet og gjeninnsatt på tronen. Som en rød tråd gjennom hele Hebreerbrevet lyder oppfordringen til å se på Jesus som vår sanne yppersteprest. I starten av brevet blir vi minnet om hans storhet, og mot slutten stiger lovprisningen opp til Gud: «Ham tilhører æren i all evighet! Amen.»

Jesus gjelder i ditt sted
Alt dette innebærer at når Faderen ser oss i Kristus, elsker han oss med den kjærlighet som han elsket Sønnen med. Han ser oss ikke, og bedømmer oss ikke lenger etter det vi er i oss selv, men etter det vi har i Jesus.

Ypperstepresten i den gamle pakt var folkets representant overfor Gud og Guds representant overfor folket. Som mellommann skulle han gå inn i det Aller Helligste på den store forsoningsdag, og på egne og folkets vegne bringe soning for alle folkets synder. Jesus er nå blitt et bedre offer.

Skulle ikke dette være det herligste budskap for deg? Kristus gikk inn i selve himmelen for at han nå skal være for Guds åsyn for deg. Er du fornøyd med dette, ja da skulle du ha grunn til å takke og love Gud i all evighet!

«Du som freden meg forkynner.
Du en Frelser, jeg en synder.
Du med Amen, jeg med bønn.
Du med nåden,
jeg med skammen –
Å, hvor vi dog passer sammen,
du Guds salvede, Guds Sønn!»

Hold ut!

2011-12-14T02:58:00.021+01:00

Fra ”I lys av Ordet”.
Andakt til 26. desember.
Av Willy M. Nilsen.

”Og dere skal bli hatet av alle for mitt navns skyld. Men den som holder ut til enden, skal bli frelst.” (Matt 10,22)

"Stuefansdagen" er 2. juledag blitt kalt. Det er til minne om den første kristne martyr (Apg 7 og 8). I dagens tekst taler Jesus om forfølgelse som de troende utsettes for. Før dette har han talt om tjenesten i Guds rike.

Han sendte dem ut, som "får blant ulver". (v 16).

Budskapet om frelsen i Jesus Kristus har aldri blitt godt mottatt i verden. Denne verdens gud har blindet de vantros sinn så de ikke ser evangeliets lys. De vil heller ikke at den skal lyse inn i deres formørkede forstand, for deres gjerninger trives best i mørket. Folk ønsker å leve som de selv vil i sin ugudelighet.

"Dere skal stilles fram for domstolene og i synagogene", sier Jesus. Men "dere skal ikke være bekymret for hva dere skal svare." Den Hellige Ånd skal gi oss de ord vi trenger i den rette tid.

De som følger Jesus, skal bli hatet for hans navns skyld av alle, sier han. Det er en sannhet mange har erfart opp gjennom historien og også i dag. Ja, ofte er det nettopp kirkelige ledere som går i spissen for å stille sanne troende inn for de verdslige domstoler. De er religiøse ledere, men fremmede for korsets budskap, lever i åndelig sløvhet, og forfører andre inn i fortapelsen. Slikt skjer over hele verden, til alle tider. Heller ikke her i Norge bør vi regne oss som noe unntak.

"Hold ut!" sier Jesus.

Han måtte selv lide og stride mot maktene og myndighetene. Han ble forfulgt og stilt for den verdslige domstol, anklaget av templets og synagogens ledere. Uskyldig led han i ditt og mitt sted og vant en evig seier. Med ham skal også vi gå seirende ut av kampen. For det er hans kamp, ikke vår.

Den som holder ut, skal bli frelst. Målet er i sikte!

Eder er i dag en frelser født.

2011-12-14T02:58:00.020+01:00

Fra "Ét er nødvendigt"
Andagt til 25. december.
Af Hans Erik Nissen.

“Eder er i dag en frelser født” Luk. 2,11.
Hvem har brug for en frelser? Det har den, der trænger til at frelses.

Mange har ikke erkendt det. Nogle synes, at de klarer sig udmærket. Andre mener, at det går nogenlunde. Atter andre finder, at det går op og ned.

Det er i virkeligheden først, når man er fortabt, man får brug for Jesus. De selvhjulpne har aldrig fejret en rigtig jul. De får alt det ydre, og det er bestemt ikke at foragte. Højtiden er en gave. Familie og venner er det også. Det samme gælder mad og drikke. Alligevel er du fattig, hvis ikke julen betyder et møde med Jesus.

Dybest i dit hjerte bor synden. Sådan er du født, og sådan lever du dit liv. Det skyldes arvesynden. Det er den indstilling og grundholdning til Gud, som går i arv fra slægt til slægt.

På trods af glæde over mangt og meget i julen ændres intet, hvis ikke Gud får lov til at gribe ind i hjertets inderste. Det er, hvad han ønsker. Han sendte os ikke Jesus, for at vi skulle fejre hans fødselsdag med gode ønsker. Nej, han kender os meget bedre, end vi kender os selv. Derfor blev Jesus født som frelser.

En frelser har man brug for, når livet står på spil. Gud vil, at du skal få det evige liv i eje. Han kunne ikke udholde at se os gå fortabt. Derfor sendte han sin Søn, født af en kvinde. Det er sket. Julenat er en milepæl i vor frelseshistorie.

Men julenat er ikke den eneste nat, hvor Gud greb ind. Han går også ind i dit livs mørke og kolde nat. Dit urene hjerte holder ham ikke tilbage. Han vil, at du skal tage imod Jesus.

Gør du det, er det ikke alene blevet jul på jord. Det er også blevet det i dit hjerte. Jesus er gået ind. Du er blevet født på ny. Da har denne jul gjort dig til et nyt menneske.

Det skjedde i de dage.

2011-12-14T02:57:00.014+01:00

Fra "I lys av Ordet"
Andakt til 22. desember.
Av Willy M. Nilsen.

”Og det skjedde i de dage…” Luk 2,1.
Den største historiske hendelse blir her beskrevet i noen få setninger. I de dager da Augustus som keiser i Rom utstedte befalingen om å innskrive jødefolket i manntall, og Kvirinius var landshøvding i Syria, skjedde underet i Betlehem.

Dermed er det klart: Vår feiring av Jesu fødselsdag i år 2000 bygger ikke på dikt og legende, men på historiske fakta. Derfor skriver vi år 2000 e.Kr. (etter Kristi fødsel). En ny tidsregning tok til.

Hvordan man enn snur og vender på det og prøver seg på liberalteologiske krumspring, peker tidsregningen tilbake på dette faktum. For 2000 år siden begynte man på år 1. Hvorfor? For da ble Ordet kjød og tok bolig i blant oss (Joh 1,14).

Noen vil kanskje si: "Det betyr vel ikke så mye om Jesus ble født der og da. Hovedsaken er at vi feirer jul."

Hva feirer vi jul for? Materialismen? Det kan se slik ut der nissekledde menn står i butikkene og nikker folk inn gjennom stormagasinene mens tonene fra kjente julesanger skal få folk til å kjøpe litt mer. Tanken på ham som ble født i en stall for 2000 år siden, streifer få av dem som haster av sted.

Vi bekjenner: "Jeg tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Sønn, født av jomfru Maria." Tror du på han som kom i de dager? Dette er avgjørende for hvor du blir i evigheten.

I våre dager går det mot Guds rikes fullendelse når Jesus kommer igjen. I dag er nådedagen. Bruk den rett.

Jesus kom også for deg. Ta imot ham og la ham frelse deg, så også du kan bli med ham i hans himmelske herlighet.

Nå vandrer fra hver en verdens krok i ånden frem
et uoverskuelig pilegrimstog mot Betlehem.

Kristenlivets paradoks.

2011-12-14T02:57:00.008+01:00

Fra "Kristus vor retfærdighed"
Andagt til 7. dag.
Af Carl Olav Rosenius.

"Som bedrøvede, dog altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog ejer alt." 2 Kor 6,10.

Lyder delte ikke mærkeligt? Det må da være et høst ejendommeligt væsen, disse ord passer på. Et sådant væsen er en kristen - undertrykt og dog triumferende, bedrøvet og dog glad, fattig og dog umådelig rig, syndig og dog fuldkommen retfærdig, ussel og dog herlig, fremmed og udlænding på jorden, men med borgerret i himlen.

Også ikke-kristne har deres glæder og fornøjelser; men "græsset tørrer ind, blomsterne falder". Og er det først forbi med den jordiske lykke, er det også forbi med glæden. For Paulus derimod står solen først op om aftenen. Og når det mørkner hernede svinger han sig op til lyset i Guds paradis. Han lever i en vis forstand et dobbeltliv: som vandringsmand på jorden, men med borgerret i himlen, og hele sit hjerte har han i dette hans rette fædreland. "Men vort borgerskab er i himlene," siger han. Det er i himlen - ikke det skal blive.

Det, Paulus taler om, er noget helt andet end det, ikke-kristne forstår ved håbet om et liv efter dette. Allerede nu, mens han er her på jorden, er han sig bevidst at være himmelborger.

Ordet ble kjød.

2011-11-29T23:30:00.011+01:00

Fra Lov&Evangelium
Nr. 10 - 2011.
Av Ingar Gangås.

«Og Ordet ble kjød og tok bolig iblant oss. Og vi så hans herlighet, en herlighet som den en enbåren Sønn har fra sin Far, full av nåde og sannhet.» Joh 1:14

Ordet ble menneske
Jesus kom for å bo iblant oss. Uttrykket «tok bolig» iblant oss kan oversettes «slo opp sitt telt» iblant oss. Det får oss til å tenke på tabernaklet i den gamle pakts tid. Da Moses var ferdig med tabernaklet, kom Herrens herlighet og fylte det (2 Mos 40:34). Da Jesus ble født, kom han hit til jord med Guds herlighet. Jesus ble et virkelig, sant menneske, født av jomfru Maria. Det var ikke mye ytre rikdom og prakt omkring hans fødsel, men han bar like fullt med seg Guds herlighet. Derfor står det at Herrens herlighet lyste omkring hyrdene på Betlehemsmarken da englene forkynte dette veldige som var skjedd (Luk 2:9).

Uten synd
At Jesus ble sant menneske, betyr ikke at han ble født som et syndig menneske. Han var uten synd. Derfor kan det med rette sies om ham at han var et virkelig sant og helt menneske. At han ble kjød, betyr at han iførte seg vår menneskenatur for å fri oss fra fallet, og gjøre til intet den som hadde dødens velde, det er djevelen (Heb 2:14-15). Han kom som den andre Adam for å oppfylle loven i vårt sted, og ta straffen for all vår synd. Himmelens kongesønn gav avkall på å være Gud lik, og ble for en kort tid satt lavere enn englene, og måtte i alle ting bli sine brødre lik, for at han kunne bli en miskunnelig og trofast yppersteprest for Gud for å sone folkets synder (Heb 2:7-9; 17).

Forfatteren av Filipperbrevet sier det slik: «Han som da han var i Guds skikkelse, ikke holdt det for et røvet bytte å være Gud lik, men gav avkall på det og tok en tjeners skikkelse på seg, da han kom i menneskers liknelse. Og da han i sin ferd var funnet som et menneske, fornedret han seg selv og ble lydig til døden – ja, døden på korset» (Fil 2:6-8).

Vi så hans herlighet
Denne herlighet hadde han fra evighet av. I sin yppersteprestelige bønn sier Jesus til sin Far: «Jeg har herliggjort deg på jorden idet jeg har fullført den gjerning som du har gitt meg å gjøre. Og nå, herliggjør du meg, Far, hos deg selv med en herlighet jeg hadde hos deg før verden ble til!» (Joh 17:4-5).

Johannes var selv et øyenvitne: «Det som var fra begynnelsen, det som vi har hørt, det som vi har sett med våre øyne, det som vi betraktet og våre hender rørte ved, om livets Ord – og livet ble åpenbart, og vi har sett det og vitner og forkynner dere livet, det evige, som var hos Faderen og ble åpenbart for oss» (1Joh 1:1-2). Han hadde sett hans herlighet, og var blitt overbevist om at Jesus var Guds Sønn.

Full av nåde og sannhet
«Nåde» betyr Guds kjærlighet til elendige og hjelpeløse. I vår dagligtale hender det at vi bruker uttrykket «la nåde gå for rett». Da mener vi at en person må få slippe billigere enn han fortjener, og at vi ikke må dømme ham for strengt. Det bibelske uttrykket «nåde» er ikke slik å forstå. Når Bibelen taler om å få nåde, er det alltid satt i sammenheng med at Jesus ble vår stedfortreder. Jesus betalte din store syndegjeld, og tok straffen for den. Han gikk i ditt sted. Hver den som tar imot ham, blir tatt til nåde for Jesu skyld. Det er alltid tale om å få nåden tilregnet gratis, uten å ha fortjent den. Skriften kaller det en gave. Men glem ikke hva det kostet Jesus!

«Av nåde er dere frelst. Han oppvakte oss med ham og satte oss med ham i himmelen, i Kristus Jesus, for at han i de kommende tider kunne vise sin nådes overveldende rikdom i godhet mot oss i Kristus Jesus. For av nåde er dere frelst, ved tro. Og dette er ikke av dere selv, det er Guds gave» (Ef 2:5b-8).

«Sannhet» er den fullkomne åpenbaring av Guds evige råd til frelse. Denne sannhet er noe du virkelig kan stole på, i motsetning til alt annet som vakler i denne verden. Jesus er sannheten.

Vi skal merke oss at Jesus er full av både nåde og sannhet. De kan ikke skilles fra hverandre. Det går ikke an å ta imot det ene uten det andre. Du får ikke del i nåden uten å bøye deg for sannheten. Og du får heller ikke del i den virkelige og fulle sannhet uten at du kommer inn under nåden.

Jesus er full av nåde og sannhet. «Hos ham bor hele guddommens fylde legemlig» (Kol 2:9).

Vil bo i hjertet
Får Jesus ta bolig i ditt hjerte, har du alt du trenger for himmel og jord.

Enten bor Jesus ved troen i ditt hjerte, og da mangler du ingen ting, eller han står utenfor og banker på din hjertedør, og da mangler du alt!

Fra "Kristus vor retfærdighed"

2011-11-29T23:29:00.024+01:00

Af Carl Oluf Rosenius.

Dag 1:
http://nyt-i-natten-morgen.blogspot.com/2011/10/blog-post.html

Dag 2:
http://nyt-i-natten-morgen.blogspot.com/2011/10/blog-post_5625.html

Dag 3:
http://nyt-i-natten-morgen.blogspot.com/2011/10/blog-post_8518.html

Dag 4:
http://nyt-i-natten-morgen.blogspot.com/2011/10/blog-post_3505.html

Dag 5:
http://nyt-i-natten-morgen.blogspot.com/2011/11/blog-post_46.html

Dag 6:
http://nyt-i-natten-morgen.blogspot.com/2011/11/blog-post_1598.html

Dag 7:
http://nyt-i-natten-morgen.blogspot.com/2011/12/blog-post.html

Dag 8:
http://nyt-i-natten-morgen.blogspot.com/2011/12/blog-post_8406.html

Dag 9:
http://nyt-i-natten-morgen.blogspot.com/2012/01/blog-post_9350.html

Dag 10:
http://nyt-i-natten-morgen.blogspot.com/2012/02/blog-post_01.html
-------------------------------------------------------------------------------

Udvalgt i Kristus.

2011-11-29T23:29:00.020+01:00

Fra "Kristus vor retfærdighed"
Andagt til 6. dag.
Af Carl Olav Rosenius.

”For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os ...” Ef. 1,4.

Vor udvælgelse grunder sig således ikke på noget hos os selv. Før vi blev født, før himmel og jord blev til, ja, før verdens grundvold endnu var lagt, udvalgte Gud os i Kristus til børn og arvinger.

Det er da klart, at han ikke så på noget hos os, men ene og alene på Kristus. Var vor synd end tusind gange større, kunne den ikke gøre denne udvælgelse til intet og forhindre vor frelse. Dens grundvold er lagt på en så fast og urokkelig klippe, at hverken vor synd eller vort hjertes ondskab, ja, ikke engang Djævelen raseri kan omstyrte den.

Vejer din synd end tungt i vægtskålen, så vejer det, Gud har gjort, dog tusind gange mere! Mener du med din omvendelse, anger og bøn at skulle gøre noget til din frelse, så kommer du for sent. Gud udvalgte os i Kristus, før verdens grundvold blev lagt. I Kristus udvalgte han os - ikke i dig eller mig eller nogen anden. Med Kristus har Gud gjort regnskabet op, og i Kristus er han forsonet!

Så tidligt udvalgte Gud os, at intet menneske havde bedt ham derom eller kunnet bevæge ham dertil ved nogen form for anger eller forbedring. Han gjorde det "efter sin viljes forsæt ... til lov og pris for hans herlighed". Vor frelse er lige så fuldt og helt Guds eget værk, som skabelsen af universet er det.

Uforskyldt!

2011-11-29T23:29:00.013+01:00

Fra Lov&Evangelium
Nr. 7 - 2011.
Af Carl F. Wisløff.

Gud er den ene-handlende i sitt forhold til mennesket. Derfor er alt i kristendommen uforskyldt. Det er det guddommelige i kristendommen som er uforskyldt. Det er det som er virket av Gud. For ham er det intet annet som har verdi, enn det han selv har virket. Derfor er det bare det uforskyldte som gjelder.

Det uforskyldte er ikke én tone på kristendommens mangestrengede harpe, slik at noen griper den tone, mens andre spiller mest på andre strenger. Tonen om det uforskyldte er grunntonen i det hele. Det er den som bringer strengene i det rette forhold til hverandre og gir spillet harmoni. Så sant det er evangeliets harpe det spilles på, må sangen bli om det uforskyldte.

Dette med det uforskyldte er ikke noe som man nødvendigvis må «ha med» om det hele skal bli ekte; det er sentrum som alt dreier seg om, som alle radiene peker inn mot. Hvor det uforskyldte mangler, mangler Gud.

Guds nåde er ikke bare starten for den kristne. Syndenes forlatelse er ikke et begynnerstadium, som man føres videre fra i takt med at man modnes åndelig. Kristus er ikke bare døren, men også veien. Kristus er ikke bare «a», men også «å» og alt som ligger imellom. Den som ikke lever i daglig syndsforlatelse, lever heller ikke i Kristus, hvor «åndelig» han ellers er.

Det uforskyldte blir kjærere og mer umistelig for en kristen jo mer han modnes åndelig. Aldri er det uforskyldte så dyrebart for et menneske som ved avskjeden med livet. Og da er det den beste kristen som trenger mest nåde.

Uten det uforskyldte kan nok et menneske oppnå moral, men aldri hellighet.

Uten Guds nåde kan man nok gjøre religiøst arbeid, men ikke et verk som består.
----------------------------------------------------
Utdrag fra boken «Uforskyldt», Lutherstiftelsens forlag, Oslo, 1940

Bedømmelsens nådegave.

2011-11-29T23:29:00.012+01:00

Fra "Ét er nødvendigt"
Af Hans Erik Nissen.
Andagt til 30. november.

”Du ved, at alle i provinsen Asien har vendt sig fra mig”. 2. Tim.1,15.

Disse ord står i det sidste brev, vi har fra Paulus. Hvilken smerte rummer de ikke? Hvad havde det ikke kostet ham at bringe evangeliet til Asien? Hvordan kunne kristne vende sig imod ham, når han havde været redskabet til deres frelse?

Paulus var en bølgebryder i Guds rige. De frådende bølger mødte først ham. Derfor måtte han gennem talrige kampe. Han ville værne den strand, som var vundet for Herren. Hans hjerte kunne ikke bære, at ondskabens magter skulle æde stykke for stykke af Guds jord.

Derfor stillede han sig længst ude. Der blev han stående. Han havde Guds ords faste grund under fødderne. Herren holdt sin hånd over ham. Men i menneskelig forstand betalte han en høj pris.

Man fandt Paulus vanskelig. Han var ikke villig til at indgå noget kompromis. Tilpasning kendte han ikke. Han var alt for alvorlig. Nogen afbalanceret vurdering var han ikke i stand til at give.

Hertil kom så anklagerne om at være vankelmodig og vanskelig at forstå. Ja, mange havde meget at sige ham på, og det lykkedes dem at vinde gehør. Til sidst blev Paulus endog forladt af sine venner.

Også i dag har Gud bølgebrydere. Det er de kristne, der har fået bedømmelsens nådegave. Når uvejret rejser sig imod Guds folk, løfter de deres røst til advarsel. Men det er svært for dem at vinde gehør. De fleste mener, at de ser alt for mørkt på tingene og er glade for, at der ikke findes mange af deres slags i Guds rige.

De bliver ofte mere og mere ensomme, fordi flere og flere forlader dem. Samtidens dom er ofte hård, men evighedens dom bliver en anden.

Kærlighed til sandheden kræver sin pris. Den må vi betale uden skuffelse og bitterhed. Samtidig hviler Herrens forjættelse over dem, der er tro mod ham. På langt sigt bærer deres tjeneste rig frugt. Det er Paulus et eksempel på, og kristne kvinder og mænd gennem hele Guds folks historie aflægger samme vidnesbyrd.

Tag ved lære af dem. Gå i deres fodspor. Efterfølg deres tro.

Jesus kommer snart.

2011-11-29T23:28:00.004+01:00

Fra ”I lys af Ordet”.

Andagt til 29. november.

Av Axel Remme.

”Jeg kommer snart!” (Ap 3,7-13)

Filadelfia-menigheten får som Smyrna ingen irettesettelse. Derimot er brevet rikt på løfter, oppmuntring og trøst. Ved sin presentasjon viser Jesus både til sin hellighet, sannhet og makt. «Den Hellige, Den sannferdige», er kvaliteter og egenskaper som bare Gud har (kap 6,10). Dermed understrekes at hans ord er hellig og absolutt pålitelig. Fordi han «har Davids nøkkel» kan han lukke opp og inn i Guds rike, som davidsriket er et motbilde på. Men han er også den som stenger igjen og lukker ute. Jesus er døren og veien til Guds rike (Joh 10,9; 14,6).

Den nøkkelmakt som Jesus kunngjorde for dem, hadde han også anvendt på dem: «Se, jeg har satt foran deg en åpnet dør». Et trøstefullt ord for alle som «har liten styrke» og møter motgang på grunn av sin tro og bekjennelse. Det Jesus roste dem for er alle kristnes kall: Hold fast på Guds ord og ikke fornekt Jesu navn. Han åpner både oppad til Guds nåde og utad til menneskene. Troskapen mot Herrens ord belønnes med nye velsignelser og flere erfaringer av Guds hjelp.

De kristne måtte tåle spott og forfølgelse, men Herren skulle la motstanderne forstå at menigheten var elsket av Gud (v 9). Løftet om å bli bevart og utfridd av den store prøvelse «som skal komme over hele verden», får de som tar vare på Jesu ord. Til dette føyer Jesus advents store budskap: «Jeg kommer snart!» Du er rede og skal seire dersom du holder fast på det Jesus har gjort og gitt.

Glæden i Herren.

2011-11-13T12:43:00.025+01:00

Fra ”Kristus vor retfærdighed."

Andagt til dag 5.

Af Carl Olav Rosenius.

”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!” Fil. 4,4

Apostlens opfordring til glæde gælder dem, der ved Guds nåde er født på ny, og som dermed er Guds børn og ejer den Almægtiges venskab. De har i sandhed grund til at glæde sig - også når sorg og ulykke rammer dem. Selv om de ikke altid er glade, så er de dog altid lykkelige. Og derfor burde de altid være glade.

Men ingen kristen er udlært i denne kunst. Følelserne veksler som skyer på himlen; men dybere og varigere end den følbare glæde er troens glæde. Det er den, apostlen tænker på, når han siger: "Glæd jer altid!"

Hemmeligheden ved denne glæde ligger i tilføjelsen: "i Herren". Ikke i sølv og guld, ikke i lyst og sang, ikke i helbred og styrke, ikke i kunst og visdom, ikke i magt og ære, ikke i venskab og popularitet, ja, ikke engang i gode gerninger og hellighed.

De ægte børn, der er under Guds ånds tugt, får heller ikke lov til at glæde sig ret længe i noget af alt dette. Dels er det en farlig glæde, som drager hjertet bort fra Herren. Han alene vil være sine børns sande glæde. Dels er det også en kort og usikker glæde. Den, der vil glæde sig altid - ja evigt - må glæde sig i Herren.

Mens vi venter.

2011-11-13T12:43:00.023+01:00

Fra ”I lys av Ordet”.
Andakt til 22. november.
Av Axel Remme.

”… mens dere venter” Judas Brev 17-25.

Formaningen i vers 17 om å huske på det apostlene har talt, trenger vi også i dag. Her minnes det om at de er «vår Herre Jesu Kristi apostler». Dermed understrekes både deres autoritet og at apostlenes forkynnelse og lære, gjelder. De formidlet Gud-inspirerte ord og veiledning, blant annet om den siste tids spott og falske åndelighet. «Sjelelige mennesker» (som ledes av følelser og sanselige lyster), men «ikke har Ånden», forfører. Disse er årsaken til skiller mellom kristne. Tros-splittelsen kommer av at religiøse ledere ikke lar seg lede av Ånden og Ordet.

Som overskriften uttrykker forutsettes det at vi venter på Jesus. Og det vi skal vente på er «Kristi miskunn til evig liv». I ventetiden er det om å gjøre og holde seg «i Guds kjærlighet» (v 21). Dette er avgjørende både for vårt forhold til Gud, våre medmennesker og for den gjerning vi er kalt til. Gud lar oss slippe inn i sin kjærlighet og han lar sin kjærlighet utøse i våre hjerter (Rom 5,5).

Hvordan kan vi så holde oss i Guds kjærlighet? Svaret er: Ved oppbyggelse og bønn (v 20). «Oppbygg dere på deres høyhellige tro». Evangeliet om Guds kjærlighet og Jesu frelse er hellig. Dette «troens ord» skal vi høre, ta imot og bekjenne. «Be i Den Hellige Ånd», føyes det til. Bønnen holder oss på plass og beskytter mot det onde. Her gjelder det ikke bønnens form, grad av intensitet og utholdenhet. Men det å be i Jesu navn, etter hans vilje og om å bli ledet av Ånden. «Slik», ved troens oppbyggelse og bønn, holder vi oss i Guds kjærlighet.

Da blir vi også istandsatt til å utføre kallet, hjelpe mennesker som er blitt vranglærens og syndens bytte. Det krever varsomhet og frykt (v 22-23). Mens vi venter på Jesus, skal vi arbeide med takk og ære til Gud (v 24-25).

Forvandling.

2011-11-13T12:43:00.020+01:00

Fra "Ny kraft"
Andagt til 22. november.
Af Erling Ruud.

Stanley Jones skriver: »Jeg stod en gang i en nordindisk by og så op mod Himalayas evige sne med dens blændende hvidhed. Foran mine fødder lå en dam med snavset vand. Jeg sagde til den: »Jeg kender en kraft, der kan løfte dig op af smudset og rense dig. Her er solstrålen. Lad dig løfte af den, betro dig helt til solens varme og kraft.«

De snavsede vanddråber lod sig løfte op, højere og højere, og som klare snekrystaller faldt de senere ned deroppe på de evige snebjerge.«

De samme - og dog nye skabninger. Således går det med hvert menneske, der lader sig løfte af nådens sol og begynder at leve himmellivet hernede.

Selv om arbejdet måske er det samme som før, så gøres det med et nyt sind og for Herrens ansigt. Arbejdspladsen bliver et sted til at tjene Gud.

Hjemmet får en ny atmosfære. Man tænker mere på at elske og tjene end på selv at blive tjent. Livet gøres dagligt helligt med Guds ord og bøn, og hjemmet bliver et tempel for Gud.

Fristelserne og lysterne er de samme, men hjertet hader synden. Man vandrer i lyset med alt. Hjertet renses i Jesu blod. Der er lys over livet, glæde i hjerte og øjne, lovsang på læberne.

Har du ladet dig sådan løfte op til ham, der vil forvandle dig indefra?

»Og alle vi, som med utildækket ansigt skuer Herrens herlighed i et spejl, forvandles til det samme billede, fra herlighed til herlighed.« 2. Kor. 3,18.

Bøn:
"O du, som skabte hjerte mit,

det dybe, underfulde,

o, dan det efter hjerte dit

til himmel-spejl i mulde,

så jeg, langt mer end selv jeg ved,

kan lære af din kærlighed

om nådens rige fylde!"

N. F. S. Grundtvig
DDS 493

Ta dere i vare!

2011-11-13T12:43:00.016+01:00

Fra ”I lys av Ordet”
Andakt til 17. november.
Av Axel Remme.

”Ta dere i vare” 2 Joh 7-13.
«Ta dere i vare» (v 8) er en vel kjent og mye brukt form for advarsel, også i Bibelen. Den er ikke bare aktuell når det gjelder farer på det profane plan. Ikke minst må en ta seg i vare i åndelige forhold, som spørsmål om tro og lære.

På nytt gis det advarsel mot forførelsen som skjer ved den gale forkynnelse om Jesus. Her en lære som både vraket inkarnasjonen og forsoningen. Det at Kristus ble menneske og døde på korset som Guds Lam, for å sone for all verdens synd. Denne grunnleggende sannhet om Jesus eliminerte vranglærerne. Men disse avgjørende frelseshistoriske begivenheter er selve grunnlaget for samfunnet med Gud.

Er en ikke på vakt, kan en tape det som er gitt og gjort, både ved andre og en selv (v 8). Den bedragerske ånd og de forførende ord, må ikke få stjele gudslivet og lønnen fra deg. Apostelen minte om at den troende har «vunnet» mye ved andres arbeid. Nå gjaldt det ikke å miste det, men på oppgjøres dag hos Gud få «full lønn». Den som går sin egen vei ut over «Kristi lære», taper samfunnet med Faderen og Sønnen (v 9). En så alvorlig konsekvens har det for «enhver som slår inn på avveier»!

Apostelen gir også anvisning på hvordan en skal forholde seg til vranglærerne. Forførere skal verken tas imot eller hilses velkommen. Vranglære er ond gjerning og ringeakt mot Kristus. Derfor så skarp avvisning av dem. Det er kjærlighetsløst å la en som lærer vrangt slippe til i den kristne forsamling. Dessuten blir en da «medskyldig med ham i hans onde gjerninger» (v 10-11). Hadde alle kristenledere fulgt denne apostoliske veiledning, ville de troende vært spart for mye ondt og kirken for mye strid.

Tenk om Bibelen har rett?

2011-11-13T12:42:00.005+01:00

Fra Lov&Evangelium
Nr.9 - 2011.
Av Ingar Gangås.

Tenk om Bibelen har rett i at det finnes bare én sann Gud, og at Han snart skal «komme igjen for å dømme levende og døde»? Stilt overfor dette spørsmålet må mennesket skjelve. Det står skrevet i Guds eget ord – Den Hellige Skrift:«I begynnelsen skapte Gud himmelen og jorden» (1 Mos 1:1). «Og Gud skapte mennesket i sitt bilde, i Guds bilde skapte han det, til mann og kvinne skapte han dem» (1:27). «Alt er blitt til ved ham, og uten ham er ikke noe blitt til. I ham var liv, og livet var menneskenes lys» (Joh 1:3-4).

Tenk om det er sant?
Verden ble til ved Guds skapelse. Mennesket ble skapt til å leve i samfunn med ham – i hans lys. Men menneskeheten valgte å gå sin egen vei – i mørke. Gud vil at mann og kvinne skal gifte seg og leve sammen i livslangt ekteskap. Selvbestemt abort er å ta liv. Homofilt samliv er synd. Hva om Bibelen har rett? Alle mennesker har behov for å stole på noe. De fleste har valgt å stole på seg selv. Men hva har mennesket å stole på når sykdom og store prøvelser kommer? Når hav og brenninger bruser, eller når jordskjelv og storm ryster oss, hva skal mennesket da sette sin lit til? En dag vil døden innhente deg, hvordan vil det gå da?

Tenk om Bibelen har rett?
«Den som ikke er med meg, er imot meg» (Mat 12:30), sier Jesus.

Sannhetens ånd eller villfarelsens ånd?

2011-10-30T17:09:00.026+01:00

Fra ”I lys av Ordet”
Andakt til 9. november.
Av Axel Remme.

”... sannhetens ånd og villfarelsens ånd” (1 Joh 3,21-4,6)

Vi har med ånd å gjøre. Det skal vi være oss bevisst i troens strid mot de onde krefter, og i kampen for Bibelens lære og Guds rikes utbredelse. «Guds Ånd» og «Antikristens ånd», «sannhetens ånd» og «villfarelsens ånd», står vi overfor. For at vi ikke skal bli forført er det avgjørende å ha et rett forhold til Gud, slik siste del av kapittel 3 fra vers 21 minner om. Med synden tilgitt, en god samvittighet og hjerte som ikke fordømmer, har vi frimodighet for Gud og tillit til at han gir bønnesvar. Løftet om å få «hva vi enn ber om» er knyttet til det å være Guds lydige barn, som ønsker det Gud vil (5,14).

Apostelen gir klare råd for ikke å bli bedratt. Vi har med «sannhetens ånd» og «villfarelsens ånd» å gjøre. Det er ingen nøytrale makter som en upåvirket kan forholde seg til. Første råd som gis, er at en ikke skal tro enhver ånd. Dermed sies det at vi ikke ureflektert skal ha tillit til det vi hører eller leser. For, som det minnes om også her, det er «mange falske profeter» i verden.

Dernest får vi det råd å «prøve åndene». Selv om dette er en nådegave som er gitt enkelte (1 Kor 12,10), har likevel enhver kristen sitt ansvar her. For vi har alle fått det åndene skal prøves på, Guds ord. Denne prøven må ha det gode motiv, ønsket om å finne ut hva som er riktig og ekte.

Vranglæren det slås ned på, gjelder fornektelsen av at «Jesus er Kristus, kommet i kjød». Inkarnasjonens under, at han som var hos Gud ble menneske, unnfanget ved Den Hellige Ånd, og fra fødselen av var sann Gud og sant menneske. Antikristens ånd står bak all fornektelse av sannheten om Jesus Kristus og er kilden til all annen vranglære. Men ved «sannhetens ånd», Den Hellige Ånd, får vi seier over «villfarelsens ånd».

Alle mine kilder er i dig.

2011-10-30T17:09:00.023+01:00

Fra Shafan.dk/
November 2011.
Af Andreas Michelsen.

”Dansende synger de: Alle mine kilder er i dig." Slm 87,7.

Alle mine kilder skal være hos dig!
Det var Guds-ordet i gamle dage
til det folkefærd uden mage,
som bar på vor Herres moder hos sig.
N.F.S. Grundtvig 1856-60.

Kildemateriale er en vigtig ting

I kristen sammenhæng har vi en kilde, som vi kan stole på - en kilde, hvor vi får oplyst Sandheden. Det er en levende, livgivende kilde - vi finder den i Guds eget Ord.

Ligesom der i vor verden kan findes utallige falske udtalelser - kilder, oplever vi desværre også, at der indenfor den kristne menighed findes falske kilder. Kilder, som ikke har deres udspring i Jesus - men hvor vi mennesker har tilføjet andre inspirationskilder. Da er det ikke sandheden, men tidsånden, der er i centrum.

Der indføres nye metoder - "det er det samme - blot en ny måde at synge lovsange på "- siger man. Det skal være noget der appellerer til folket - der foretages "brugerundersøgelser", og kilden indrettes - designes og opretholdes af menneskers egne ønsker - og så kalder man det en fortrolig kilde. Den er dog inspireret af egne ønsker og er således en foragt for den sande kilde. En foragt for den hellige almægtige Gud, der virker alt.

En sådan kunstig - falsk kilde kan ligne en rigtig kilde til forveksling. Tænk blot på hvor nemt det er at få konstrueret en kilde til haven så det ligner et levende kildevæld - selvom det drejer sig om forurenet overfladevand, der løber i kraft af en lille pumpe.

Dette overfladevand ser uskyldigt ud - men er det ikke - det mangler de livsvigtige stoffer, som findes i det rene kildevand - de stoffer, som er absolut nødvendige for livets opretholdelse.

I menighedssammenhæng kan vi sammenligne en forkyndelse uden Jesus - uden korset - uden en hellig Gud med en sådan kilde. Drikker du vand af denne forurenede kilde bliver du syg - det smitter - og du lider en åndelig død af denne forurening - og dermed en evig død.

Var dig for at drikke - lægge øre til det forurenede falske kildevand. Lyt i stedet til lyden fra den sande Hyrde.

Jeramias siger det sådan: »Thi to onde ting har mit folk gjort: mig, en kilde med levende vand, har de forladt for at hugge sig cisterner, sprukne cisterner, der ikke kan holde vand« (Jer. 2,13).

Alle mine kilder har jeg i Jesus - det betyder, at alt hvad jeg behøver, findes i Ordet - det må jeg øse af - og det er en kilde, der aldrig tørrer ud. Hver gang jeg drikker af denne kilde, bliver jeg fornyet - Det bliver aldrig noget gammelt kedeligt vand - Det fornyer - giver liv og opbygger hele legemet.

Esajas siger: "Gud er min frelse, jeg er tryg, jeg frygter ikke, for Herren er min styrke og lovsang, han blev min frelse. I skal øse vand med glæde af frelsens kilder." (Es.12,2-3)

Kender du den livsens kilde,
hvorfra nådens strøm udgår?
Om al verden øse ville,
den udtørres intet år;
fra Guds egen hjerterod
strømmer ud den nådeflod,
hen mod alle jordens sider
salig sødt dens vande glider.

H.A. Timm 1834.

Læs hele artiklen her.

Jesu blod renser fra all synd.

2011-10-30T17:09:00.011+01:00

Fra Lov&Evangelium
Nr.10 - 2009.
Av Andreas Fibiger.

Presten hadde holdt et møte. Det var blitt kveld, og han gikk hjemover gjennom gatene i den stille byen. I en dør sto en ung tjenestepike for å trekke litt frisk luft etter dagens arbeid.

Det forekom presten at hun smilte av ham idet han gikk forbi. Stakkars unge pike, tenkte han. Det er vel en av disse lettsindige kvinnene som bare har et smil til overs for en hellig prest. Så var det en stemme som hvisket til ham: Gå bort og snakk til henne! Og halvt med, halvt mot sin vilje snudde han og gikk bort og ga seg i snakk med den unge piken. Sine hette hun.

Og så merket presten, slik vi ofte får erfare det, at han hadde tatt grundig feil. I stedet for en spottende, ung pike fant presten en søkende sjel, som det var fullt alvor for. Så langt fra at hun ville spotte, var hun tvert imot alvorlig bekymret for sin sjels frelse. Tårene brøt frem, og hun klaget bedrøvet: – Hva skal jeg gjøre for at jeg kan bli frelst?

Da begynte presten å holde Guds nådefulle løfter frem for den bekymrede sjelen. Men det var som hun ikke våget å ta dem til seg. Om hun da ikke trodde dem? – Jo, de er nok for deg, herr pastor, og for alle andre, men ikke for meg. Å, jeg er uren i Guds øyne, så stor en synder!

Da fikk presten en god idé. Han tok nytestamentet sitt og slo opp i 1Joh 1:7. – Les det, sa han. Og Sine leste: «…og Jesu, hans Sønns blod renser oss fra all synd». – Det står det ikke, sa presten. Og Sine leste igjen, akkurat det samme. – Det står ikke det, sa presten. – Jo, påsto Sine. – Du kan selv se. Og presten leste. – Jo, sa han, det står virkelig så. Men hør nå, Sine, det passer jo ikke. For du sier jo at du er altfor stor synder, altfor uren til at du kan tro at du kan bli hellig og ren i Guds øyne! Men se her, her har du blyanten min! Stryk nå ut det ordet som står der: «All». Så står det: «Jesu hans Sønns blod renser oss fra ... synd». Og det kan jo bety fra litt synd, og fra en del synd, men bare ikke fra all synd.

Dette syntes ikke Sine var helt riktig. For hun hadde en gang lest på det siste bladet i Bibelen sin at hvis noen tok bort noe fra ordene i den profetiske boken, skulle Gud ta bort hans del fra livets tre og fra den hellige stad (Åp 22:19). Så stryke ut noe i Guds ord, det torde hun ikke.

– Ja, ja, sa presten, vi lar det stå som det står. Men vi har lov å skrive i margen, for det er da min bok! Så skriver vi: Renser oss fra all synd, unntagen Sines! Og den stakkars piken måtte smile gjennom tårer, for det var altfor merkverdig om det skulle stå i Bibelen at Jesu Kristi blod renser fra all synd, unntagen fra hennes.

– Ja, vil du ikke tro ordet som det står der, kan jeg ikke hjelpe deg. De ba en bønn sammen, og så skiltes de.

En åtte dagers tid etter sitter presten en dag i sitt værelse. Det banker på døren. – Kom inn! Der sto en ung pike, og det var naturligvis Sine. – Kjenner presten meg igjen, spurte hun. – Ja, var svaret, det gjør jeg, men oppriktig talt, jeg ser så mange ansikter, derfor vet jeg i øyeblikket ikke…

Da får jeg si deg hvem jeg er! Hun rettet seg og så ham inn i øynene, og idet et lyst, tåredogget smil gled over ansiktet hennes, sa hun: – Jeg er: Jesu, hans Sønns blod renser oss fra all synd, også fra Sines!

Guds Ånd hadde hjulpet henne til å tro det.

Fra boken «Gullkristne», Lutherstiftelsens forlag, Oslo, 1948

Men Herren rådspurte de ikke.

2011-10-30T17:08:00.012+01:00

Fra ”I lys av Ordet”
Andakt til 4. april.
Av Guttorm Raen.

”Men Herren spurte de ikke til råds”. Jos 9,14
Stundom hender det noe som virker så innlysende at selv erfarne troende glømmer å spørre Herren til råds om hva som er hans vilje. Slik var det med Josva og Israels ledere i det tilfellet vi leser om i dette kapitlet.

De holdt på å innta det landet som Gud hadde lovt å gi dem, og de skulle fjerne de hedenske folkeslag som bodde der. Det hadde flere grunner. Disse folkene var under Guds dom på grunn av sin avgudsdyrkelse og andre synder. Og Gud ville både at hans folk skulle bo trygt, og at det skulle unngå mest mulig av fristelser fra dem som hadde forlatt Gud.

En dag kom det besøk av noen som ga seg ut for å bo langt borte. De kom med gammel mat og utslitte klær, som om de hadde vært heimefra i mange dager. I virkeligheten bodde de midt i det landet, som Israel skulle ha. Og Josva og folket ble lurt.

En fortelling som dette minner oss for det første om hvor viktig det er at Guds barn har kontakt med ham i alle saker. Han vet hva som er best for oss, og vil lede oss i alle livets forhold. Handler vi uten å rådføre oss med ham, kan det hende at det blir annerledes enn han egentlig ville det skulle være for oss.

Men fortellingen viser oss en sak til. Vi er ikke fullkomne. Heller ikke de fremste åndelige ledere er det. Det betyr likevel ikke at Gud lar oss i stikken om vi glømmer å rådføre oss med ham. Resultatet blir kanskje annerledes enn det egentlig skulle ha vært, men Herren har likevel en hånd i det. Når det kommer til stykket, vender han alt til det gode for sine barn, endog det som måtte skyldes vår uforstand.

Hykleres omvendelse.

2011-10-30T17:08:00.010+01:00

Fra "Ny kraft".
Andagt til 2. november.
Af Erling Ruud.

En gammel græsk fabel fortæller, at menneskene går omkring med to poser. Den ene, der hænger foran, er fuld af andre menneskers mange fejltrin. Den anden, der hænger på ryggen, er fuld af Ens egne fejl. Deraf kommer det, siger fabeldigteren Æsop, at menneskene så let ser andres fejl, men har så svært ved at se deres egne.

Fabelen er gammel, men dog lige aktuel i dag. Hykleriet ligger til vor natur. Omvendelsen består netop i, at disse to poser bytter plads. Kun når vi ser vor egen synd klart, får vi brug for en frelser. Ellers bliver det kun de, andre, der trænger til frelse.

»Tror du, at det var nødvendigt, at Jesus døde på korset for din skyld?« spurgte, jeg en ung mand. - »Nej,« svarede han, »men han måtte vel dø for dem, der ligger i rendestenen.«

Fablen kan let omskrives af os. Mange går rundt med to poser. Den, der hænger foran, er fuld af ydre synder, den, der hænger bagpå, er fuld af sindets synder. Retskafne og brave mennesker falder let i farisæernes hykleri, fordi de ikke ser sindets synd hos sig selv.

Lader vi Gud vise os, hvor ondt, urent og egenkærligt vort eget hjerte er, da ser vi fordærvelsens afgrund inde i os selv, og vi glemmer andres små ydre fejl og fald. Her er frelsen. Har du set dit hjerte i Guds lys?

»Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud af din broders øje!« Matt. 7, 5.

Bøn:

Vis mig fordærvelsens afgrund i mig,

at sig naturen til døden kan bøje,

Ånden alene må leve for dig!

P. J. Hygom

DDS 460

Satans listige angrep.

2011-10-30T17:08:00.001+01:00

Fra Lov&Evangelium
Nr. 6 - 2011.
Av Ingar Gangås.

Jesus måtte flere ganger ta disiplene sine med seg avsides. De trengte stillhet og ro. I en travel hverdag kunne de så lett bli et bytte for satans listige angrep. Han kommer som en brølende løve. Går du lenge nok i larm og bråk vil du til sist bli vant til det. En som bor ved jernbanelinjen vil snart ikke reagere lenger på lyden fra toget. Den som bor ved et fossefall vil venne seg til fosseduren.

Dersom du aldri kommer avsides med Jesus – bort fra verdens larm – vil du til slutt trives best med «lyd på øret». Da når ikke Jesu tale inn til deg, for han taler til deg i stillheten. Der får du lytte til hans stemme, og han blir din kraft i striden. Slik var det også for Israelsfolket da fiendene angrep dem. «For så sa Herren Herren, Israels Hellige: Dersom dere vender om og holder dere i ro, skal dere bli frelst. I stillhet og tillit skal deres styrke være» (Jes 30:15).

Uten stillhet og ro går du snart i egen kraft. Da vil du fort bli utmattet, og søvnen kommer snikende…

Vår motstander, djevelen, kommer også som en lysets engel. Han lokker deg til synd – med utsikt til god fortjeneste eller et godt liv i frihet og nytelse. Da mister du smaken på himmelen og de helliges samfunn. Plassen i venneflokken blir stående tom.

Andre ganger kommer den onde gjennom mismot og sorg. Disiplene sovnet i Getsemane hage. De var bekymret og bedrøvet av sorg. La ikke sorgen ta makten fra deg! «Gled dere i Herren alltid! Igjen vil jeg si: gled dere! (Fil 4:4). «Vær ikke bekymret for noe», fortsetter han (4:6-7), «men la i alle ting deres bønneemner komme fram for Gud i påkallelse og bønn med takk. Og Guds fred, som overgår all forstand, skal bevare deres hjerter og deres tanker i Kristus Jesus». Midt i sorgen og nøden, ja nettopp da, kan du hvile ut hos Jesus.

Fly verdens larm og pass deg for travelhetens farlige «garn»! «Bedrageren» er bare ute etter å aktivisere deg slik at han kan ta fra deg sjelefreden og røve din sjel!

Ta tid til å bede,
søk stillhet og ro!
I Frelserens nærhet
du alltid skal bo.
Når verden den larmer
og striden blir het,
søk hvile hos Jesus,
han selv er din fred!
Anna Jonassen, 1902. Sb 587:1

Glem ikke stillheten! Søk ro og hvile ved Jesu hjerte, og Guds fred skal bevare deg.

Å være sin hærfører til lags.

2011-10-05T16:51:00.023+02:00

Fra "I lys af Ordet"
Andakt til 29. oktober.
Av Kjell Dahlene.

”Ingen som gjør krigstjeneste, blander seg inn i dagliglivets sysler, for han vil gjøre sin hærfører til lags.” (2 Tim 2,4)

Bibelen peker på flere likhetstrekk mellom soldaten og en kristen.

Kristent liv og livsførsel blir sammenlignet med en åndelig krig. Vi blir bedt om å ha utrustningen i orden, om å stride på den rette måten og i Herrens kraft for å bli stående etter det avgjørende slaget.

I den åndelige strid lurer mange farer. Den verste har vi med oss til enhver tid. Det er stolthet og selvhevdelse. Solospill kan kast glans over vår egen tjeneste, våre offer, våre kamper og seire, men det er avsporinger i striden. I den åndelige strid er det viktigst å være hærføreren Jesus Kristus til lags.

Vår gamle, syndige natur er alltid ute etter å få ære av mennesker, få en framskutt plass så en blir lagt merke til. Men det er hærføreren Kristus vi skal ha øye for. Han ser i det skjulte og lønner i det åpenbare. Intet blir oversett av ham.

Søker vi ære av mennesker, er vi kommet på feil spor. Det kan ikke forenes med tjenesten for Jesus (Gal 1,10), I den åndelige strid har soldaten ett ønske. Det er å være Kristus til ære, til glede og behag. Han viser det ved lydighet og villighet til å stride på den rette maten, følge de ord og regler som hærføreren har satt.

Paulus gjør det til sitt livs høyeste mål å være Kristus til behag. Liv og død er underordnet dette. "Derfor setter vi også vår ære i enten vi er hjemme eller borte - å være ham til behag" (2 Kor 5,9).

Evangeliet har gitt oss løftet: Alle ting med Kristus. I den åndelige striden svarer soldaten glad: Alle ting for Kristus! Alt til ære for ham.

Ett gjør jeg ...

2011-10-05T16:50:00.023+02:00

Fra "I lys af Ordet"
Andakt til 19. oktober.
Av Kjell Dahlene.

”Men ett gjør jeg… ” Fil 3,14.
Livet er rikt. Et vell av oppdrag og opplevelser tilbyr det oss. Utfordringene star i kø for å få oss med, gripe personligheten vår og fylle tiden.

En kulturpersonlighet kom med denne bekjennelsen ved en anledning. "Jeg har tusen ting å leve for, men ingen ting å dø på.” Mange mennesker kan skrive under på det, og de lever for å fange inn mest mulig. Men det betyr ikke at de ved det har funnet livets mening.

Gud gjør oss i dag oppmerksom på den hellige ensidighet. Alt i livet er ikke like viktig. Fram for alt gjelder det at det viktigste kommer først. For mange kom det for sent.

Mye av det nyttige og interessante kan ta oss bort fra det viktigste.

Til og med en så edel skikkelse som Marta i Betania, var så travelt opptatt med å tjene Jesus at hun mistet den rette orden. Å tjene Kristus ble viktigere enn å lytte til ham. Hun fikk en kjærlig påminnelse fra Jesus: Ett er nødvendig. Intet må komme i veien for det å lytte og ta til seg ordene fra Jesu munn.

Paulus vil minne oss om de rette prioriteringer. Vi kan ikke favne alt. Da står vi i fare for å miste alt. Flere ganger når jeg har båret bokstabler, har noe begynt å bevege seg, og før jeg visste ordet av det, fór bøkene til alle kanter, og jeg hadde ingen igjen.

Søk Guds rike først, er det sterke ordet fra Jesu munn. Alt annet skal underordne seg dette. I dette rike er Kristus Herre og frelser, livskilde og inspirasjonskilde.

Det viktigste i livet er at lyset fra Jesu frelse får fargelegge alle mine tanker, mine valg og mine prioriteringer.

Den nye fødsel.

2011-10-05T16:50:00.022+02:00

Fra "Kristus vor retfærdighed".
Andagt til dag 4.
Af Carl Oluf Rosenius.

”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Joh 3,3.

Guds nyskabende gerning er særlig mærkbar, når et menneske fra den ene dag til den anden føres fra den dybeste syndenød til en klar og glad forvisning om nåden. Men også de, der er nået frem til denne forvisning gennem en længere udvikling, ved med dem selv, hvornår denne store forandring i deres liv fandt sted. De mindes deres gamle liv i vantro som en lang, mørk nat, mod hvilken den nærværende tid er som en ny, herlig dag, som retfærdighedens sol er gået op over med lægedom under sine vinger. De kan gøre den blindfødtes ord til deres: " ... en ting ved jeg: Jeg var blind, og nu kan jeg se."

Det er meget betænkeligt at trøste sig med noget, der direkte strider mod Bibelens ord og eksempler. Og det gør den, der regner sig for kristen uden at vide af nogen væsentlig forandring eller noget vendepunkt i sit liv.

At du ikke kan efterspore alle nådens virkninger i dit hjerte og ikke kan opgive dag og time for din omvendelse, strider derimod ikke imod Ordet. En vækkelse, der er foregået gradvis ved gentagne påmindelser af Guds lov og en tilsvarende gradvis tilegnelse af evangeliet, er ikke ringere end den bratte overgang fra død til liv.

Hvor er den trange port?

2011-10-05T16:50:00.020+02:00

Fra Lov&Evangelium
Nr. 8 - 2011.
Af Per Bergene Holm.

Det er tankevekkende å lese de ulike reportasjene fra sommerens mange kristelige stevner. Det er et sterkt ønske om å samle mennesker ved å lage så spennende og interessante program som mulig, slik at mange får lyst til å komme. Når de kommer til møtene, er det om å gjøre at de opplever det godt og får et positivt inntrykk av kristendommen.

Tankegangen minner mye om hvordan en selger tenker. Det gjelder å overbevise kjøperen om hvor fortreffelig godt produktet er, slik at kunden får lyst på det. Det er en tilsvarende tankegang som ligger bak ønsket om mer intellektuelt trosforsvar. Kristendommen skal framstilles slik at den oppleves å ha noe å tilføre, også for kritisk tenkende mennesker. Da holder det ikke med ordinær bibelsk forkynnelse av de sentrale grunnsannhetene til frelse.

Det er ingen tvil om at evangeliet og livet med Gud er noe uendelig godt. Sigurd Odland sa at om menneskene bare visste hva det ville si at Jesus er den gode hyrde, ville de omvendt seg til ham av pur egoisme. Men saken er at evangeliet ikke oppleves som noe godt av det naturlige menneske. Det er en dårskap for det naturlige menneske, og det kan ikke kjenne det (1Kor 2:14).

Derfor er det slik at jo mer vi forsøker å gjøre evangeliet til noe som oppleves positivt for det naturlige menneske, gjør vi det allmennreligiøst. Det er menneskenes naturlige og hedenske religiøsitet vi tilfredsstiller. Det samme skjer om vi søker å framstille evangeliet i pakt med denne verdens visdom. Det eneste vi oppnår er at evangeliet mister sin kraft. I den grad vi vinner mennesker på denne veien, er det ved å forfalske Guds ord (2Kor 4:2).

For evangeliets kraft ligger nettopp i det som i menneskenes øyne er svakhet og dårskap. Der Jesus opplevde at menneskene søkte ham fordi de fikk sine naturlige religiøse ønsker oppfylt, gikk han straks til angrep på den samme religiøsiteten (jf. Joh 6). Den som vil føre mennesker til sann kristen tro, må først ta fra mennesket det som det holder for å være rikdom, styrke og visdom. Å bli en kristen er ikke bare å bli tilført noe, å bli ført videre på den veien man allerede er på og få mer av det en alt søker (lykke, helse, visdom osv.). Det er først å bli fratatt sitt eget, miste sitt liv, og først da kan en finne livet – et liv som er noe ganske annet enn det en søker av naturen. Mens de falske profeter søker å tilfredsstille menneskenes naturlige religiøsitet, søker de sanne profeter å føre mennesker til omvendelse og nytt liv.

Den fineste festdragt.

2011-10-05T16:50:00.019+02:00

Fra "Kristus vor retfærdighed".
Andagt til dag 3.
Af Carl Oluf Rosenius.

”Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på.” Luk 15,22.

Hvad er det, Jesus vil sige os her med disse ord af den fortabte søns far om den fineste festdragt?

Det skulle være den fineste, fordi det var den mest uværdige, den skulle skjule og pynte. Når den dybest faldne vender hjem, er glæden størst. Det samme forhold møder vi overalt i Guds ord. Er du "den største af alle syndere", vil Gud på dig som den største "vise hele sin langmodighed". "Når jeg tilgiver dig ... " - "så du skammer dig på grund af din skændsel og ikke mere åbner munden, siger Gud Herren" ...

Hvilken følelse af dyb skamfuldhed og usigelig lykke har ikke fyldt den fortabte søns hjerte ved den modtagelse, han fik af sin far. Han vidste kun alt for godt, hvor dybt han var sunket. Men til ham, den uværdigste af alle, har hans far den fineste festdragt parat.

Det er Guds hjertes største lyst at overraske syndere ved at skænke dem tilgivelse, når de mindst af alt venter det. Intet er ham kærere end at se den forlegenhed, blandt med glæde, der præger en synder, når han som den mest uværdige får den største nåde, og som den mest urene bliver iført den fineste festdragt.

Han som begynte.

2011-10-05T16:49:00.029+02:00

Fra "I lys av Ordet"
Andakt til 14. oktober.
Af Kjell Dahlene.

”Han som begynte en god gjerning i dere, vil fullføre den inntil Jesu Kristi dag.” (Fil 1,6)

Historien forteller om mye som ble påbegynt, men ikke fullført. Noen byggeverk ble aldri ferdig. Studenter startet på et studium, men kom aldri i mål. Overalt kan vi se rester og ruiner av de mange gode forsett og forsøk. Selvgjort er ikke alltid velgjort som ordspråket skal få oss til å tro.

Med slike tanker i hodet er det mange som vegrer seg for å bli en kristen. "Jeg kan aldri klare det," sier de. Andre skjelver når livets prøvelser slår ind over livet. Kan jeg nå holde fast på Gud. Evangeliet retter vårt blikk en annen vei. Frelse og bevarelse er ikke mitt verk og gjerning.

Han som begynte, var ikke du. Det var Kristus. Vel synes du begynnelsen var svak i ditt liv, men ikke hos ham. Han grep deg med sine sterke frelserarmer. Og han er mektig til å holde deg fast.

"Han som begynte .... " skal vende vår oppmerksomhet mot ham.

Hvordan begynte han? Han kom med nåde, med syndenes forlatelse, med oppreisning, fred og glede. Det var så godt og så trygt. Hva var det som skjedde? Livet ditt begynte da han fikk begynne. Det var lkke du som fikk det til. Han gjorde det, og det ble en god begynnelse.

Men han som begynte, Kristus, har lovet at han også viI fullføre. Han har makten tiI det og vil bruke denne makt. Han har sagt at han ikke vil slippe deg og ikke forlate deg. Ingen makt formår å rive deg ut av hans hånd.

Han som begynte den gode gjerning vil fortsette og fullføre den.

Hvor er billetten?

2011-10-05T16:49:00.028+02:00

Fra Lov&Evangelium
Nr. 5 - 2002.
Av Tore Mangelrød.

Jeg var på prekenferd til Tysvær og satt på Haukeli-ekspressen. Det var godt å være på bussen. Ute var det snøvær og vind. Underveis skiftet vi sjåfør. Da den nye sjåføren kom inn i bussen, bekjentgjorde han en billettkontroll. Det skapte liv i bussen. Noen satt godt tilbake i stolen, noen ville kanskje sove. Nå ble det leting i vesker og lommebøker.

Ei dame som satt foran meg, fant ikke billetten! «Jeg festet meg ikke ved billetten,» sa hun, «tenkte ikke mer på den, jeg vet ikke hvor den er.» Vesken ble gjennomgått flere ganger.

«Hvordan ser billetten ut?» spurte hun en medpassasjer. Denne holdt den lille gule billetten opp så hun fikk se.

Men dama fant ikke billetten sin. Sjåføren kom til henne. Hun fortalte sannheten, han gikk bakover i bussen – han spurte ikke damen mer om billetten.

Du og jeg er i en «ekspressbuss». Livet går så fort. Vi er på vei enten til Himmelen eller helvete.

Det hender jeg blir trøtt i bussen og sovner, det er så behagelige seter. Du har vel ikke sovna!

Så kommer sjåføren: «Jeg vil foreta en billettkontroll!» Vi trenger vekkelse i våre liv!

Ligner du denne dama! Hun hadde glemt hvordan billetten så ut. Hun var opptatt av alt annet.

Er denne nød i våre hjerter og på våre møter: Hvor er billetten? Hvordan ser billetten ut?

Denne medpassasjeren holdt sin billett høyt og tydelig opp, så alle vi rundt fikk se. Det er ditt og mitt kall; – se på ham som ble opphøyet på korset – min Herlige Frelser, Forsoner og venn!

Denne «fribillett» som kostet Jesus alt, skal du og jeg få lov å se på. Den er i Ordet: Så har Gud elsket Tore, ja deg og hele verden, at han gav sin sønn. (Joh 3.16)

Billetten gir frelsesvisshet: Den som har Sønnen, har livet. (1joh 5:12)

Bussjåføren kunne ha kastet dama ut. Den Hellige Gud kaster den ut i den evige ild som ikke har billetten.

I Egyptens land, når påskelammet var slaktet, holdt Herren dom. I de hus hvor Påskelammets uskyldige, rene blod var strøket på dørstolpene, lød et underlig budskap: «Når jeg ser blodet, vil jeg gå dere forbi. Intet dødelig slag skal ramme dere...» (2M 12:13)

Det var et under når dødsengelen gikk forbi. Har du sett at det er Guds under når Herren går deg forbi?

Det var all grunn til å rette deg det dødelige slag! Slagets kraft er Guds Hellige lov med sin torden over syndefallet, over mine mange og daglige fall. Jeg ville blitt evig knust!

Nå har Gud gitt oss Ordet sitt i Jes 53:5: Det behaget Herren å knuse Jesus. Det behaget Herren å straffe min synd!

Slik er Guds ufattelige kjærlighet, det store Guds under: Han flyttet synden fra meg over på Jesus!

Gud er forsonet, – min regning er betalt!

En betalt regning gir ikke våkenetter, bekymringer og uro. Regningen er forvandlet til kvittering. Den gir fred og glede og stiller min uro!

Du skal få lov å gå til Far og spørre: «Er det i orden med blodet på min hjertes dør?» Husfar i Egypt kunne svare den førstefødte: «Ja, jeg har selv strøket det på.» Da fikk den førstefødte tro og fred.

Dette er til deg, du skal få høre Guds røst, Herren skaper troen.

Se her er den blodige fribillett fra Golgata! Den er til deg! Takk og lov for billetten!

Ikke af gerninger.

2011-10-05T16:49:00.026+02:00

Fra "Kristus vor retfærdighed".
Andagt til dag 2.
Af Carl Oluf Rosenius.

”Og er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger; ellers ville nåden jo ikke længere være nåde.” Rom 11,6.

Her ser vi, at ingen synd kan formindske og ingen gode gerninger forøge den nåde og retfærdighed, de troende ejer for Gud. Så længe vi bliver i troen, ser Gud os i Kristus, sin elskede Søn, lige retfærdige og elskelige til enhver tid.

Dersom Kristi retfærdighed ikke var en fuldkommen retfærdighed, kunne vi aldrig vide, hvornår det mål af fromhed, vi selv skulle præstere, var tilstrækkeligt stort.

Vi konstaterer altså, "at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus". Og det står fast, at så længe du gennem troen bliver i Kristus, er du til enhver tid lige retfærdig - i dine stærkeste som i dine svageste øjeblikke. Når du falder i synd, som når du får nåde til at gøre noget godt. Når du bruser op i vrede, som når du får kraft til at lide med sagtmodighed. Når dit hjerte er koldt som is, som når det smelter af kærlighed. Ja, når du ler, som når du græder.

Forfærdet rejser fornuft og følelse sig til protest mod en sådan påstand. Så indgroet er den tanke hos os alle, vantro såvel som troende, at gerninger skulle spille en rolle for vor retfærdighed. Men: " ... hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte."

Død eller levende tro?

2011-10-05T16:49:00.020+02:00

Fra Lov&Evangelium
Nr. 2 - 2008.
Af Sigbjørn Agnalt.

Jeg tror på Gud Fader, den allmektige, himmelens og jordens skaper.

Dette er en bekjennelse. Den gir uttrykk for vårt personlige forhold til det vi sier og bekjenner. For her er det tale om noe som eies i levende liv, og ikke bare er en læremessig sannhet.

Vi sier – jeg tror. Tro er ikke det samme som å vite om dette, kunne det, og ha de rette meninger, altså noe intellektuelt som sitter i hodet. Troen sitter ikke der, ser vi av Rom 10:10, men – med hjertet tror en.

Den døde forstandstro
Det finnes allikevel noe vi kan kalle en intellektuell tro, og den sitter i hodet. Man holder noe for å være sant. Men en slik tro er død, uten det liv som troen i hjertet bringer med seg. Jakob skriver om den døde tro i 2:19 – De onde ånder tror på Gud med en slik tankemessig klarhet at de skjelver, og allikevel forblir de aldri annet enn onde ånder, skilt fra Gud, fordømt til den evige pine. De har en død tro, for livet sitter ikke i hodet, men i hjertet. Kanskje alle som leser dette bekjenner – jeg tror. Men det avgjørende spørsmål er hvor troen sitter, er den på rett eller feil sted, i hjertet eller i hodet?

Noen av de forkynnerne jeg hørte i min barndom talte om en taget tro, en stjålet tro, en tro vi skaffer oss selv ved å få den rette kunnskap og de rette kristne meninger og holde fast på dem. De kalte det for en tro med skaft. Den må ha det, for her står og faller alt med om vi holder fast og ikke svikter. For alt sitter i hodet, og er et resultat av våre evner, vårt arbeid og er vår prestasjon. Men den er død og til ingen nytte, ja den er ikke annet enn vantro og står i veien for en sann tro.

Trollmannen Simeon
Vi møter dette i Apg 8:13. Simon tok ved troen han også. Det førte til store forandringer i hans liv. Hva han før drev med leser vi om i versene overfor. Det var mørkets gjerninger. Han var en fiende av den kristne tro. Men så ble det store forandringer ser vi. Han tok ved troen, ble døpt og holdt seg til Filip og var full av begeistring over det han hørte og så. Og allikevel var alt galt ser vi i vers 21. Det var noe galt med hjertet. Der var det ikke skjedd noen forandring. Hjertet var det samme, for alt satt i hodet. Det ble avslørt i det at han ville kjøpe Guds gave (v 20). Troen vender seg til Gud for å få for intet. Å kjøpe, få ved å gi, det er vantroens vesen. Den tror i realiteten ikke på mer fra Gud enn den kan skaffe seg selv. Slik er forstandstroen, den døde tro. Hvordan er det med vår tro, er den død eller levende? Det handler om død eller liv for oss!

Gud åpenbarte Daniel hemmeligheten
I Daniels bok, i det andre kapittelet, hører vi at Nebukadnesar var konge i Babel: Han var veldig i makt og urokkelig i sin vilje. Han hadde en drøm, og krevde av sine vismenn at de skulle si ham drømmen og tydningen av den. Det syntes som et urimelig krav, men kongen hadde rett, det måtte være slik. Han visste ikke hva han hadde drømt. Grunnen til det, finner vi i vers 28. Det var Gud som hadde talt til ham gjennom drømmen, gitt ved Guds åpenbaring. Han kunne heller ikke forstå hva den betydde, for det var hemmeligheter. Her hjalp det ikke med alle Babels vismenn, for her kom forstanden til kort. Ikke et menneske på jorden kunne si kongen det han ville vite (Dan 2:10).

Slik er det med Guds ord. Det er innblest av Gud (2Tim 3:16). Det er gitt ved Jesu Kristi åpenbaring (Gal 1:12). Det er et åpenbaringsord som inneholder hemmeligheter. Og her rekker det ikke bare med forstanden. Vi ser Daniel var en klok og forstandig mann (Dan 2:14), men det var ikke nok. Her måtte noe mer til. Guds ord er gitt oss ved åpenbaring. Det blir bare forstått rett av dem som får det åpenbart fra himmelen. Tror vi det?

Fra mennesket kommer løgn og tomt snakk
Nebukadnesar hadde mange som mente at bare de fikk vite hva han hadde drømt, så skulle de fortelle ham hva det betydde. De var ikke i tvil om at de med sin forstand skulle forstå det rett. Men Nebukadnesar visste at gav han dem drømmen, Guds ord, så var det ikke den rette betydning han ville bli fortalt, men en skammelig løgn (v 9).

Slik er det også i vårt land. Det vrimler av biskoper, prester, pastorer, predikanter, leg og lærd som har tatt Guds ord og tilranet seg det. Og de står frem og sier at de vet hva det betyr, men de forteller ikke annet enn skammelige løgner. For de taler bare om det de har forstått med sin forstand. Det gjelder biskoper og prester og deres tale om homofili og mye annet, ja, men vi har ikke forstått dette rett før det går opp for oss at det gjelder først og fremst oss selv. Når vi taler eller uttaler oss om åndelige spørsmål og saker og sier: Dette sier Herrens ord. Taler vi det som Herren har åpenbart for oss, eller er det fra oss selv? Er det innøvd, tillest og tillært kristelig snakk slik som hos Babels vismenn? De var eksperter på hvordan de måtte snakke slik at kongen skulle tro de talte sant.

Daniel hadde troens visshet
Hva gjorde Daniel? Han gikk inn til kongen og ba om en frist, ikke for å få en utsettelse, men for at kongen skulle få det han krevde for deres liv: åpenbaringen, tydningen av drømmen. Tenk det, en slik trygghet og sikkerhet, i en slik situasjon, trengt opp i et hjørne, uten noen mulighet for utflukter. Alle menneskelige utveier var stengt.

Så gikk han for å be til himmelens Gud. Han visste om et annet sted å gå som de andre vismennene ikke kjente til. Og da han gikk, var han trygg på at han skulle få det han ba om (v 18). Han ville be til han fikk. Hvor mange predikanter i dag er det som kjenner denne veien? Hvor mange tilhørere kjenner den? Ber vi til vi får?

Daniel hadde troens visshet om at innen neste dag ville han få svaret. Da kunne han stige fram og fortelle kongen det umulige, åpenbare hva han hadde drømt og hva det betydde. Hvordan var det mulig? Han trodde på Gud Fader, den allmektige, himmelens og jordens skaper. Slik skulle det også være for oss. Denne ene Gud, den allmektige, han som er jordens skaper, han er min far! Denne far kan gi, og han vil gi! Uten hans åpenbaring fra himmelen ville det bli døden for alle! Derfor: finnes det ingen som kan tale slik, åpenbare hemmeligheter fra himmelen, da må også vi dø. For den levende tro lever ikke av forstandens tale, men av Guds ord, åpenbart i fra himmelen.

Forskjell på forstandstro og levende tro
Her ser vi forskjellen på forstandstro og levende tro. Forstandstroen går også for å be, men det betyr ingen ting om den får. Den tror også på Gud, men forventer ingen ting, ingen virkelig hjelp fra ham. For den klarer seg med sin forstand, vet ikke om noe annet, for den har en død tro.

Hadde Daniel hatt en død forstandstro, hadde han nok handlet helt annerledes. Da hadde han vært som de andre vismennene. Men Daniel var ikke slik. Han visste om noe annet. Han gikk hjem og bønnfalt om en åpenbaring, for det var det eneste som kunne redde deres liv (v 19).

Da ble hemmeligheten åpenbart. Det skjedde et under. Det kom et syn fra himmelens Gud hvor han fikk se det Gud hadde talt og hva det betydde. Med ett så han inn i, og forsto, det Gud hadde åpenbart, og det ble til fornyelse for hans tro, til liv og frelse for ham selv og hans venner. Men ikke bare det, det ble til frelse for alle Babels vismenn.

Forstanden underlagt åpenbaringen og troen
Så ble Daniel satt til herre over landskapet Babylon og til øverste leder for alle Babels vismenn (v 48). Åpenbaringen og troen hadde fått sin plass over forstanden. Slik må det være i den troende menighet og i den enkeltes trosliv. Det er forutsetningen for alt åndelig liv, for all sann tro i hjertet. Men da kommer også forstanden på rette plass og kan være til stor nytte, når den får tjene under åpenbaringen og troen.

«Den som setter sin lit til sin forstand, han er en dåre. Men den som vandrer i visdom, han blir frelst» (Ord 28:28).

Af nåde - ved tro.

2011-10-05T16:49:00.019+02:00

Fra ”Kristus vor retfærdighed”
Andagt til dag 1.
Af Carl Oluf Rosenius.

”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds” Efes 2,8.

Mange har udret sig over, at det lille ond "tro" har fået så stor en plads i Bibelen. De kan heller ikke forstå, at vor frelse er så nøje knyttet til troen. For mange er dette blevet til anstød og forargelse. Men som "en anstødssten" og "en klippe til at snuble over" står Ordet der, fast og urokkeligt, grundet i Guds evige rådslutning til vor frelse.

Gud har fra evighed besluttet og i sit ord åbenbaret, at hans enbårne Søn skulle påtage sig hele frelsesværket, og at frelsen skulle skænkes os som en gave. Altså behøver vi intet som helst at gøre for at fortjene den eller blive vrerdige til den. Vi har blot at tage imod den som det, den er: en gave, der skænkes os frit og for intet.

Denne gave rækkes os gennem ord og løfter. Derfor kan den heller ikke modtages på anden måde end ved tro. Den frelsende tro er at modtage gaven på en måde, der svarer til måden, hvorpå den gives. Den gives som gave, derfor må den modtages som gave. Den rækkes os gennem ord, derfor må den også modtages ved tro. Det eneste, vi har at gøre, er at tage imod.

I anfektelsens tid.

2011-09-18T13:27:00.025+02:00

Fra "I lys af Ordet".
Andakt til 4. juli.
Av Eivind Gjerde.

”For Herren forkaster ikke til evig tid, men om han bedrøver, så forbarmer han seg igjen etter sin rike miskunn. For det er ikke av hjertet han plager eller bedrøver menneskenes barn.” (Klag 3,31-33)

Mange troende har i anfektelsens fortvilelse klaget over at de føler seg forlatt av Gud. De roper til ham, men får ikke svar. De ransaker sitt eget hjerte for om mulig å finne en skjult synd som ikke er gjort opp. Kanskje er det den som stenger for bønnesvaret og som gjør at Gud holder seg på avstand? Men heller ikke den hjerteundersøkelsen hjelper det minste. Alle veier til Gud synes stengt.

Kanskje er du i anfektelsens mørke akkurat nå. Når du anfektes, blir troen din angrepet. Gud tillater at det skjer. Du kjenner deg utlevert til Satan og hans onde ånder på samme måte som Job i den gamle pakt. Du ber og gråter, men himmelen synes stengt over deg. Det er ikke godt å ha det slik. Men enhver gudfryktig kristen har fått oppleve noe av dette.

Det som du opplever er at Gud virkelig bedrøver deg. Men Gud har en bestemt hensikt med det. Han vil at du skal få møte han igjen og bli fornyet i troen. I syndefallets verden er det farlig for en kristen å bare oppleve såkalte gode dager. Gode dager drar med uimotståelig makt den åndelige søvnen inn over livet ditt. Alt i gudslivet blir så selvsagt. Du ser på det som en selvfølge at du står fast i troen og har Guds nåde. Den hellige uroen er blitt borte. Laodika-menighetens tilstand er faretruende nær: " ...jeg er rik, jeg har overflod og har ingen nød.." (Ap 3,17).

Herren vil berge deg fra den falske sikkerheten. Derfor bruker han det som oppleves som ondt av deg i sin faderlige oppdragelse: "All tukt synes vel, mens den står på, ikke å være til glæde, men til sorg. Men siden gir den dem som ved dette er blitt oppøvd, rettferdighets salige frukt." (Heb 12,11)

Bli ikke utålmodig i anfektelsens tid. Gud vil etter sitt ord og løfte føre deg ut av mørket. Klyng deg til ordet om Jesus og frelsen i han. Gjør det selv om du ikke opplever at budskapet trøster deg. Trøstens tid vil komme. Han vil forbarme seg igjen.

"Frels dem, som hentes til døden..."

2011-09-18T13:27:00.024+02:00

Fra "I lys av Ordet".
Andakt til 27. september.
Av Olav Hermod Kydland.

”Frels dem som hentes til døden, og de som vakler hen for å drepes - måtte du kunne holde dem tilbake!” (Ordspr 24,11)

For flere år siden fortalte et engelsk menighetsblad om en gruppe medisinske studenter som fikk følgende spørsmål å besvare: "I en familie lider faren av syfilis og moren har tuberkulose. Hun har født fire barn. Det første er blindt, det andre døde, det tredje er døvstumt og det fjerde har tuberkulose. Nå er hun gravid igjen, med det femte barnet. Foreldrene er villige til a akseptere abort. Hva råd har du å gi dem?

Flertallet av studentene var avgjort for abort i dette tilfelle. Foreleseren svarte da: ”Gratulerer, mine herrer. Nå har dere prestert å ta livet av Beethoven!"

Livet begynner i og med befruktningen. Derfor har fosteret menneskeverd og en uendelig verdi, og livet er ukrenkelig. Det lille ufødte barnet er vårt medmenneske og vår neste.

Har vi gjort noe for å redde disse små? Guds ord sier: "Om du sier: Se, vi visste ikke noe om det! - skulle ikke han skjønne det, han som prøver hjertene? Og han som vokter din sjel, skulle ikke han vite det, og skulle ikke han gjengjelde et menneske etter dets gjerninger?" (Ordspr 24,12). - Ingen av oss kan si at vi ikke visste noe, for næsten daglig hører vi at det skjer på sykehusene.

Kunne bare dette ordet bli en vekker for hver enkelt slik at vi lægger de små fram for Herren.

La oss også be for dem som styrer og regjerer om at de må besinne seg på Guds lov og gi de små rettsvern fra unnfangelsen av! Skriften sier: "Kongens hjerte er som bekker i Herrens hånd, han bøyer det dit han vil" (Ordspr 21,1). Det er godt a vite at ingenting umulig for Herren.

Må Herren Jesus Kristus se i nåde til oss alle og landet vårt!

Tag imod Jesus!

2011-09-18T13:27:00.015+02:00

Fra Nyt Liv's blad.
Nr. 2 - 2011.
Af Johnn Hardang.

”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn.” (Joh 1,12).

”Tag imod Jesus. Og gør det i aften!” Sådan afslutter den unge forkynder sin tale.

”Jeg var kun 16 år, da jeg tog imod Jesus. Det er det største, der er sket i mit liv.” Sådan siger en ældre kvinde det i sit vidnesbyrd.

Det er det samme, de taler om, disse to: De taler om at tage imod Jesus. Men hvorfor formulerer de sig egentlig på den måde? Svaret er ganske enkelt, at det er sådan, der også står i Bibelen.

”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn.” At blive en kristen er at tage imod Jesus!

At byde Jesus indenfor
Men hvad indebærer det egentlig, helt konkret, at tage imod Jesus? Og hvordan kan jeg vide, om jeg har taget imod ham? Sådan er der mange, der spørger. Hvad ville du have svaret, hvis nogen havde stillet dig dette spørgsmål?

Det var lettere på Jesu tid, tænker vi ofte. Da Jesus for eksempel kom til Betania, til Martha, Maria og Lazarus, kunne de jo bare åbne døren for ham og sige: 'Kom indenfor!' Og så havde de taget imod Jesus. Men det er sværere i dag …

Hør: I dag kommer Jesus til os i sit Ord. Vi møder ham i Bibelen. At tage imod Jesus er det samme som at tage imod Ordet om Jesus. Dit forhold til Jesus er det samme som det forhold, du har til budskabet om ham.

Du må bytte med Jesus
Du spørger måske: Er jeg kristen? Kan jeg kalde mig et Guds barn? Da skal du prøve dig selv på budskabet om Jesus: Hvad læser du om Jesus i Bibelen? Hvad læser du om det, Jesus har gjort for dig? Og så, det vigtigste: Har du brug for det, du læser? Og har du plads til dette budskab i dit hjerte?

Bibelen fortæller to ting om Jesus:

For det første at Jesus levede et liv uden synd. Dit og mit liv er fuldt af synd. Vi står med snavsede klæder for Gud og passer ikke ind i Himmelen. Men Jesus har rene klæder. Hans dragt passer til Himmelen. Og det er denne dragt, han nu vil give til sådan nogle som dig og mig. Så passer vi også ind i Himmelen!

Desuden fortæller Bibelen, at Jesus døde for al verdens synd. Han tog straffen i synderens sted. Han blev behandlet som om, han var dig og mig. For at du og jeg skulle blive behandlet som om, vi var Guds kæreste børn.

Frelsen er at bytte klædedragt med Jesus! Vi bytter synden ud med nåde.

Når Ordet ind?
Hvordan er det med dig, der læser dette: Trænger du til dette budskab? Dækker det et behov hos dig? Eller har du tænkt dig at løse dit forhold til Gud på andre måder?

Den, der har taget imod Ordet om Jesus, har taget imod mere end et budskab. Han har taget imod Jesus selv. Jesus talte engang til mennesker, som stod uden for fællesskabet med ham: ”Mit ord når ikke ind til jer,” sagde Jesus (Joh 8,37).

Det var tragedien. Og dette må ikke ske med os! Du må åbne dig for Jesus ved at tage imod Ordet om ham! Ja, for kun den, der har taget imod Jesus, har ret til at kalde sig et Guds barn!

Ord til eftertanke:
- ”Enhver, som er af sandheden, hører min røst” (Joh 18,37).
- ”Den, der er af Gud, hører Guds ord” (Joh 8,47).

Artiklen er oversat af Henrik Gren Hansen fra www.p7.no.

Din trøst oppliver min sjel.

2011-09-18T13:26:00.012+02:00

Fra "I lys av Ordet"
Andakt til 18. september.
Af Olav Hermod Kydland.

”Når mine urolige tanker blir mange i mitt hjerte, da oppliver din trøst min sjel.” (Salm 94,19)

Noe av det mest karakteristiske for mennesket er at det har evnen til å tenke og dra slutninger.

Tankelivet kan imidlertid ofte volde store problemer for en kristen. Det kan være uro og bekymringer om framtida, livet i denne verden og utviklingen i folke- og samfunnslivet.

Det er også bekymringsfullt å se på tilstanden og utviklingen i kirke- og bedehuslivet. En er vitne til at verdslig tankegang med underholdning og støyende musikk godtas av stadig flere og fører til uro, nød og splittelse i forsamlingene.

Hvordan skal det gå med meg og mine nærmeste? spør mange.

Det ser gjerne mørkt ut. Noen har gjerne kastet seg ut i verdens fornøyelser og vil ikke gå dit Guds ord forkynnes. Redselen for at de skal bli fanget av alkohol og narkotiske stoffer, tar gjerne søvnen fra foreldre. Ja, selve tanken på at noen av våre kanskje skal gå fortapt, er forferdelig.

Hvordan skal det så gå med meg selv? Jeg føler meg ofte så lunken og kald. Jeg har mange ganger så liten lyst til a lese Guds ord og forsømmer ofte bønnen. Mitt gamle mennesket, kjødet, plager meg dag og natt. Djevelen frister meg og sier at jeg ikke kan være en kristen, jeg som tenker og lever slik som jeg gjør. - Herre hjelp meg!

Hør! Guds trøst til deg er Jesus Kristus. Jesus kom til jord for å frelse syndere som plages av vonde og syndige tanker, gjerninger og ord. Fra Goigata kors lød det et "fullført". Jesus beseiret denne verdens fyrste og hans åndehær på korset. Vegen oppad er nå fri, og du skal få legge av synden og alt som tynger deg hos Jesus. Du skal få leve i syndenes forlatelse og takke for Jesu Kristi rettferdighetsdrakt, som han har kledd deg i. - Han har omsorg for deg!

Himmelens dør er åben.

2011-09-18T13:26:00.010+02:00

Fra "Ét er nødvendigt"
Andagt til 20. september.
Af Hans Erik Nissen.

”Derefter så jeg, og se, en dør var åben ind til Himmelen.” Johs Åb 4,l.

Det er godt at lægge mærke til, hvad der ikke står. Det hjælper os til at give agt på, hvad der står.
Da Johannes fik lov til at se ind i Himlen, så han ikke en dør blive åbnet. Nej, han så en dør, som var åbnet.

Dermed fik han lov til at erfare, at Jesus kan man stole på. Han talte sandt, da han sagde: »I skal se Himlen åben.«

Stefanus, den første kristne martyr, fik også lov til at se det. Før han blev stenet til døde, sagde han: »Jeg skuer Himlene åbne!« Et Guds barn lever under åben Himmel. Himlens dør skal ikke åbnes for dig, når du står foran den. Den er allerede åben.

Da din frelser, vor Herre Jesus Kristus, stod foran døren, blev den åbnet, og den er aldrig blevet lukket igen for noget menneske, der i syndenød har taget sin tilflugt til ham.

Vi har let ved at glemme den åbne dør. Da Israel fik overflod i løfternes land, glemte de Gud, som havde givet dem alt.

Min sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans velgerninger. Glem ikke den åbne Himmel, når Herren overøser dig med godt.

Glem den heller ikke, når livets mørke og tunge skyer samler sig over dig. Når alle veje synes lukkede, skal du vide, at der er en dør, som er åben. Det er den dør, Jesus har lukket op. Han lukker op, så ingen og intet kan lukke i.

Alle hindringer mellem dig og Gud har han fjernet, da han udgød sit blod på Golgata. Der er åbnet en dør lige ind til Guds hjerte. Lever du dit liv med Jesus, kan synd og svigt ikke lukke den. Du lever under en åben nåde-himmel. Snart skal du gå ind i det rige, hvor du evigt skal være sammen med ham, som har fuldbragt alt for dig.

"Salige er de, som..."

2011-08-07T14:44:00.028+02:00

Fra "A First Book of Daily Readings”
Andagt til 16. September.
Af Martyn Lloyd-Jones.

Tænk på en mand, der lider af en smertefuld sygdom. Generelt er det eneste ønske hos en sådan patient at blive fritaget for sine smerter, og det kan man meget godt forstå. Ingen bryder sig om at have smerter. Den eneste tanke hos denne patient er derfor at gøre noget, som kan lindre smerten. Ja, men hvis den læge, der tilser denne patient, også kun bekymrer sig om at lindre denne mands smerter, er han en meget dårlig læge. Hans primære opgave er at finde årsagen til smerterne og behandle den.

Smerter er et vidunderligt symptom, som er givet os af naturen for at gøre opmærksom på sygdom, og den ultimative behandling for smerterne er at behandle sygdommen - ikke smerterne. Så hvis en læge blot behandler smerten, uden at opdage årsagen til den, handler han ikke alene i strid med naturen, han gør noget, der er ekstremt farligt for patientens liv. Patienten kan blive fri for smerter og se ud til at have det godt, men årsagen til problemet er der stadig.

Det er den dårskab, som verden gør sig skyldig i. Den siger, ”Jeg ønsker at slippe af med min smerte, så jeg vil se film eller drikke eller gøre et eller andet, der kan hjælpe mig til at glemme mine smerter". Men spørgsmålet er, hvad er årsagen til smerten og ulykken og elendigheden? Dén er ikke glad, som hungrer efter lykke og salighed. Nej, ”Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.” Matt 5,6.

De salige.

2011-08-07T14:44:00.025+02:00

Fra Ekris.net/
Av Johannes Daasvand.

Luk. 6,20-26:
"Og Han løftet sine øyne på sine disipler og sa: Salige er dere fattige; for Guds rike er deres. Salige er dere som nå hungrer; for dere skal mettes. Salige er dere som nå gråter; for dere skal le. Salige er dere når menneskene hater dere, og når de ikke vil vite av dere, og spotter dere og kaster deres navn fra seg som noe ondt, for Menneskesønnens skyld. Gled dere på den dag og spring av fryd, for se, deres lønn er stor i himmelen; for på samme vis gjorde deres fedre med profetene. Men ve dere rike, for dere har allerede fått deres trøst. Ve dere, som nå er mette, for dere skal hungre. Ve dere, som nå ler, for dere skal sørge og gråte. Ve dere når alle mennesker taler vel om dere, for på samme vis gjorde deres fedre med de falske profeter."

Guds Ord legger ikke skjul på at en kristen må gå gjennom mange trengsler på veien til herligheten hjemme hos Gud.

I Ordet i dag taler Herren om at hans venner skal gråte, mens verden ler - de skal bli forfulgt for hans navns skyld - de skal bli spottet og foraktet.

Levende kristendom har aldri vært på mote i verden. Og den vil heller aldri komme til å bli det. La oss være fortrolige med det. "Den som vil være verdens venn, han blir Guds fiende" står det skrevet. Jak. 4, 4.

Likevel kaller Jesus dem salige, som hører ham til, og han ber dem glede seg og springe av fryd.

De troende er salige alt her. Vi møter disse to ordene rett som det er: "Salige er -." La oss nevne noen av dem:

"Salige er alle de som tar sin tilflukt til ham." Salme 2,12.

"Salig er den hvis overtredelse er forlatt, hvis synd er skjult. Salig er det menneske som Herren ikke tilregner misgjerning. og i hvis ånd der ikke er svik." Salme 32,1-2.

"Salig er den du utvelger og lar komme nær, så han bor i dine forgårder." Salme 65,5.

"Salige er de som bor i ditt hus, de skal stadig love deg. Salig er det menneske som har sin styrke i deg, de hvis hu står til de jevne veier." Salme 84,5 - 6.

De samme uttrykkene leser vi fire ganger i tekstordet i dag. Dette understreker sterkt at en sann kristen er et lykkelig menneske, tross alt som møter ham i livet.

Når Jesus i sine lignelser taler om Guds rike slik som det oppleves her nede av de troende, så bruker han de fineste billeder fra jordelivet.

Et stort gjestebud, Luk. 4. Et smilende farshjem, Luk.5. En kostbar perle og skatt, Matt. 13, og en kongesønns bryllup, Matt. 22.

Paulus og Silas sang Herren lovsanger midt i det svarteste fengsel. Det samme gjorde Hans Nielsen Hauge. Det var i Trondheims landsfengsel han diktet salmen:

"Jeg er hos Gud i nåde -
Hva skader verden meg
Om den en stund får råde
Og stenger meg min vei?
Om den mitt legem binder
I fengslets mørke skjul,
Dog ånden overvinner
Og holder glad sin jul."

Hva er det som gjør de troende salige allerede her? Kast et blikk på de skriftordene som vi har anført oven for, så vil du få svaret:

I sin hjelpeløse tilstand har de tatt sin tilflukt til Jesus. De har mottatt syndenes forlatelse og har sin synd skjult, for Jesu skyld.

De bor i Den allmektiges nærhet.
De er blitt Guds barn.
Svake som de er i seg selv, har de sin styrke i Jesus.
Som de fattige i seg selv eier de hele Guds rike.
Som de hungrende skal de stadig få mette seg ved Guds rike bord.
De skal i herligheten bli rikelig belønnet for alt som de her måtte gjennomgå.

Er du salig? Har du tatt din tilflukt til Jesus med dine synder?

Hvis ikke, så skynd deg i dag. La det bli din frelsesdag. Så skal du få oppleve sannheten av de ordene som du lærte som barn: "Hvor syndenes forlatelse er, der er liv og salighet."

Vi har nå sett at de troende er salige alt her. La oss til slutt minne hverandre om saligheten som venter alle Herrens venner i herligheten.

"For jeg holder for at den nærværende tids lidelser ikke er å akte mot den herlighet som skal åpenbares på oss." Rom. 8,18.

"For vår trengsel, som er kortvarig og lett virker for oss en evig fylde av herlighet i overmål på overmål, så som vi ikke har det synlige for øye, men det usynlige; for det synlige er timelig, men det usynlige evig." 2. Kor. 4,17-18.

Apostelen taler her om "en evig fylde av herlighet i over mål på overmål." Det må være noe overmåte herlig som venter Guds folk. Og denne herligheten har de allerede fått smake noe av -, de som er gått forut for oss.

Apostelen sier om de troende som ikke lenger er her, at de er "borte fra legemet, hjemme hos Herren." 2 Kor. 5,5.

De er salige i Herrens nærhet, selv om den fullkomne salighet først venter dem når en dag sjel og legeme forenes ved Herrens komme i skyen, 1 Tess. 4,16-18. Det skal bli en salig dag når vi møtes med alle hellige, hjemme hos Herren for aldri mer å skilles. Må vi være med alle den dagen!

"Hvor salig er den lille flokk
Som Jesus kjennes ved!
I ham, sin Frelser, har den nok
Nu og i evighet.
I kjærlighet, i håp og tro
Den vandrer her og hist skal bo
Med ham når håp og tro forgår,
Men kjærlighet består."

Fra vor egen midte kommer de!

2011-08-07T14:44:00.020+02:00

Fra "Ét er nødvendigt"
Andagt til 14. september.
Af Hans Erik Nissen.

”De tiloversblevne, de, som er tilbage fra fangenskabet der i landet, lever i stor nød og forsmædelse, og Jerusalems mure er nedrevet og portene opbrændt”. Neh. 1,3.

Guds folk er trængt på samme måde, som israelitterne var det. Også vor mur er nedbrudt. Forfærdeligt mange i Guds folk har mistet sind og sans for den sunde lære. Det skyldes først og fremmest bibelkritikken.

I Paradis spurgte Satan: ”Mon Gud virkelig har sagt?” Det samme spørgsmål stiller han også i dag gennem nogle tjenere i menigheden. Det er de glubske ulve, som Paulus talt om. De vil ikke spare hjorden. Fra vores egen midte kommer de, som går på rov.

Mange af dem, som kalder sig selv kristne, sætter spørgsmålstegn ved Guds ord. De mener ikke, at vi fuldt ud kan regne med det i alt, hvad der siges. Den grundholdning er farlig. Den gør den enkelte til dommer.

Mange i menigheden er mere afhængige af, hvad flertallet tænker og siger end af Ordets klare udsagn. Der er så meget, der er tidsbestemt, siger man. Man taler om modsigelser og fejl. Resultatet er, at man sidder tilbage med en bibel, man har tappet for autoritet og myndighed.

Guds folks værnende mur er også nedbrudt gennem den skjulte bibelkritik. Man fastholder det rette syn på Guds ord, men man retter sig ikke efter det. Hver gang samvittigheden rører på sig, beroliger man sig selv med sit bibelsyn.

En levende kristen tror Gud på hans ord og lever efter det. Dagligt lider han nederlag. Dagligt må han modtage nåde på ny. Og han ophøjer sig ikke over Guds folk i dets store, åndelige nød. Nej, som Nehemias gør han sig til ét med folket og bærer det frem for Gud i bøn.

Gud har før gjort undere. Det kan ske igen. Ørkenen kan atter blomstre som en urtegård. Guds ord kan blive vort værn. Hans navn kan blive troet. Hans vilje kan blive fulgt. Herre, lad det ske i din nåde!

De omvendte seg ikke.

2011-08-07T14:44:00.016+02:00

Fra Lov&Evangelium.
Nr. 5 - 2010.
Af Per Bergene Holm.

Verdens ledere var samlet i København for å bli enige om tiltak mot ødeleggende klimakatastrofer. Håpet er at en ved å begrense og rense utslipp m.v. kan redde verden, ikke noe mindre enn det!

For den som leser i Skriften skulle ikke de veldige ødeleggelsene av miljøet overraske. De har vært forutsagt i snart to tusen år, og vi kan lese om dem i Åpenbaringsboken. Det er ingen tvil om hva som er den bakenforliggende årsaken. Det er Guds dom over frafallet. Når menneskene reiser seg mot Gud, reiser Gud naturen mot menneskene. Det har han gjort siden syndefallets dag. Vi ser det så klart ved landeplagene i Egypt. Det er ingen tvil om at menneskene er ansvarlige, men det er ikke den ytre forurensning som er problemet, det er synden og opprøret mot Gud og hans bud. At Gud kan bruke vår forurensning som utløsende årsak for sine domshandlinger, forandrer ikke på dette.

Men midt i dommen har Gud en nådig hensikt. Han vil vekke menneskene til erkjennelse og omvendelse, mens det ennå er tid. Plagene er som basuner som skal klinge for menneskenes ører og vekke dem av syndesøvnen, til besinnelse og tilflukt til Kristus før den virkelige katastrofen kommer, Guds endelige dom.

Når menneskene ikke vil høre på Ordets forkynnere, eller når disse svikter og deres basunrøst ikke lenger lyder klart, sender Gud sin basunrøst over jorden med sitt rystende budskap. Men det er få som akter på røsten og forstår Guds vekkende kall i det som skjer. Noen bagatelliserer katastrofene og sier at det alltid har vært slik, det er naturlige årsaker. Det er intet å frykte. Andre søker å hindre katastrofene med ulike miljøtiltak. Ja, det kan være godt og bra så langt det rekker. Sykdom og død er også følger av synden, og vi er glade for alt det legevitenskapen har gjort for å lindre og hjelpe, men det kan likevel ikke ta bort sykdom og død. Tvert imot vil det være slik at jo mer menneskene reiser seg mot Gud, jo mer vil legevitenskapen stå maktesløs mot de sykdommer som kommer. Slik vil det også være med kampen for miljøet. Det er som å stanse syndfloden med sandsekker.

Denne verden går, som Titanic, mot sin undergang. Gud rister i oss for å fortelle oss at det er på høy tid å gå i livbåten, før det er for sent.

Det er Den Hellige Ånds gjerning!

2011-08-07T14:43:00.014+02:00

Fra Bibelsk-Tro.
Nr. 4 - 2011.
Af Olav Valen-Sendstad.

I vår barnelærdom lærte vi i Luthers forklaring til den 3. artikkel: ”Jeg tror at jeg ikke av egen kraft eller fornuft, kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men det er Den Hellige Ånds gjerning.” I de ordene er sagt hele hemmeligheten med pinseunderet og Guds Hellige Ånd.

Da Faderen sendte Sønnen i kjød til verden – for å bli et menneske som vi, for å leve vårt liv, bære vår synd, fullføre vår forsoning med Gud og legge grunn til et nytt liv for oss i nåde – da framstilte Han seg selv i denne verden og lot sin egen evige guddomsfylde bo legemlig i Jesus. Her vandret Gud i verden, her kom Gud selv til oss – liten, uanselig, ydmyk, saktmodig og ringe. For å søke oss, for å frelse oss for å vise seg selv for oss – så vi kunne se og kjenne og skjønne ham, elske å ære og tilbe ham: Livets store Gud, det evige lys, det godes kilde, det helliges rot, kjærlighetens vesen.

Men om han var synlig i verden – vi hadde ikke øyne til å se ham med. Om han var hørlig i vår verden – vi hadde ikke ører til å høre med. Det er og det var vår dype ulykke at syndens gift i vår slekt har gjort oss blinde og døve for den sanne Gud – enda han er vår skaper og vårt opphav som elsker oss med en evig kjærlighet.

Å denne forferdelige døvhet og blindhet for Gud i oss mennesker! Derfor ynkedes både Faderen og Sønnen over oss, at så store og herlige ting skulle gå oss forbi. Det brant i Faderens og Sønnens hjerte at dette dog ikke skulle bli forgjeves for oss. Faderen og Sønnen var fulle av nidkjærhet – ikke bare for å komme til oss, ikke bare for at Sønnen skulle lide og dø for våre synders skyld, ikke bare for at Sønnen skulle oppfylle den hele lov og fullbyrde all rettferdighet – men også for at vi skulle få øyne, få ører, få sanser for dette evige, ubegripelige og underfulle, og for at vi skulle kunne komme til Jesus.

Derfor behaget det Faderen og Sønnen å sende ut fra seg Den Hellige Ånd – den tredje person i den evige, salige guddom. Og de sendte Ham ut fra seg, til verden, over hjertene – for at Han skulle gjøre denne gjerning: Gi øyne, gi ører, gi sanser og evner til å se Jesus.

Vet du, min kjære leser, at ingen kan se eller kjenne Jesus uten ved og i Den Hellige Ånd?

Du vet visselig fra din Bibel at Jesus var den som avkledde seg all herlighet og steg ned i vår elendighet, at han la et skjul og dekke over sin guddomsherlighet for å stige ned i våre kår? – Men vet du også at Den Hellige Ånd ganske etterfølger Jesu eksempel?

For når Den Hellige Ånd kommer inn på ditt hjerte, så tror du som regel aller minst at det er Ånden som kommer.

Du kjenner en sviende smerte i ditt bryst over dine synder, over ditt urene hjerte, over ditt verdslige sinn, du sukker og roper: «Å Herre, gi meg et rent hjerte!» Du føler det som Gud skulle ha forlatt deg for din dårlighets skyld, og du tenker du er ganske forlatt av Guds Ånd – du som er så kald og verdslig.

– Min venn: Det er Den Hellige Ånds gjerning! For Jesus har sagt: ”Han skal overbevise om synd.”

Du kjenner en dragende lengsel i ditt hjerte etter Gud, etter frelse, etter lys, etter hvile, etter Jesu samfunn. Og i lengselen synes du ikke du har noe av det du lengter etter. Det er som du mangler alt. – Min venn: Det er Den Hellige Ånds gjerning!

Du hører Ordet om din Jesus, det varmer ditt hjerte at han har betalt dine synder, at han er din rettferdighet, at han er din venn, ditt liv, ditt håp. Det får deg til å beve i hellig takk og glede at i ham er du Guds barn, himmelens borger, arving til livets krone og en evig herlighet. Ditt hjerte skuer med fryd på hans løfter, og din trette sjel hviler i nådens tilsagn og barmhjertighetens favn. – Min venn: Det er Den Hellige Ånds gjerning!

Slik er jo Den Hellige Ånd: Han er deg nær uten at du merker det, han skjuler seg selv og viser deg Jesus, han gjemmer seg bak Ordet og i Ordet og åpenbarer deg ham som er Ordet, Jesus. Du kan ikke se Ånden, men Ånden gjør at du ser. Du kan ikke høre Ånden, men Ånden gjør at du hører. Du kan ikke sanse Guds Ånd, men Ånden gjør at du sanser den evige og levende Jesus.

Graver du i ditt eget hjerte for å se Guds Ånd i deg selv, så ser du ham aldri. For han kan ikke sees i egen person, verken i verden omkring deg eller i den verden som er i ditt sinn og ditt bryst. Men graver du i Ordet, som du hører og leser, så åpner Ånden dine ører og salver dine øyne. Du skjønner det ikke, og forstår ikke hvordan det henger sammen? – Nei, ikke jeg heller! Men slik er det, sier Guds eget ord – det som Guds Ånd forklarer og bevitner for hjertet.

Derfor er hele hemmeligheten med Guds Ånd nettopp dette: Han tar av det som hører Jesus til og forklarer det for oss. Det er Den Hellige Ånds gjerning: Skjulende seg selv å åpenbare Jesus, gjemt i ditt øye å få deg til å se, forborgen i ditt hjertes dyp å få deg til å elske Jesus, skjult i dine ører å få deg til å høre, svøpt i Ordets dekke å åpenbare deg himmelens hemmeligheter om den enbårne Sønn som er i Faderens skjød, og din evige, uforgjengelige arv i Sønnens høye og elskede navn.

Det er Den Hellige Ånds gjerning!

(Fra Santalen, lørdag 31. mai 1941)

Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.

2011-08-07T14:43:00.010+02:00

Fra “A First Book of Daily Readings”
Andagt til 14. august.
Af Martyn Lloyd-Jones.

Hvor omhyggelig Jesus altid var med at tale om "min Fader og jeres Fader". Han siger ikke "vor Fader". Han siger: "min Fader”. Han underviser sine disciple i at bede: "Fader vor", men Han inkluderer aldrig sig selv i "dem". Han gør sig altid umage for at understrege denne forskel, at Han er Menneskesønnen. Han er menneske, og alligevel er Han ikke kun menneske ... [Se Matt 11:27; Joh 14:6]

Han sætter sig bevidst op som den autoritative Lærer… "I har hørt, at der er sagt til de gamle… Men jeg siger jer ..." (Matt 5,21 og 22) Han siger 'jeg' med autoritet ... Det er denne egenskab – det personlige eftertryk - der bringer Ham i modsætning til profeterne ... De var store personligheder ... Men der er ikke én af dem, som nogensinde har brugt dette "jeg". De siger alle: "Så siger Herren”.

Men Herren Jesus Kristus ... siger: "Jeg siger jer". Straks adskiller Han sig fra alle andre. "Nu er det tid til den endelig myndighed”, synes Han at sige. Han understreger konstant dette faktum i Bjergprædikenen ... Når Han afrunder den store prædiken, gør Han det ved at ytre en af de mest overvældende og forbløffende ting, Han nogensinde har sagt: ”Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. ..."

Der kan vi se, at hele Hans vægt er på "disse (mine) ord". Her er Hans krav på den endelige myndighed. Og hvis det er muligt at føje noget til en sådan erklæring, gjorde Han det, da han sagde: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå," Matt 24,35.

Der er intet over dette.

Kristus er den eneste vej.

2011-08-07T14:42:00.001+02:00

Fra “A FIRST BOOK OF DAILY READINGS”
Andagt til 7. august.
Af Martyn Lloyd-Jones.

Evangeliet om Jesus Kristus konfronterer og udfordrer den moderne verden med udsagnet om, at det alene har svaret på alle menneskers spørgsmål og løsningen på alle deres problemer. I en verden, der søger en vej ud af sin tragedie og sine problemer, bekendtgør Evangeliet, at løsningen allerede er til rådighed ... Det fordømmer den skæbnesvangre vane at fæstne vore forhåbninger til noget, der kommer til at ske, og meddeler, at alle menneskets behov - individuelt og kollektivt - har været til rådighed for menneskeheden i næsten to tusind år.

For det centrale budskab i Evangeliet er at fortælle mennesker, at alt, som er nødvendige til deres frelse, er at finde i Jesus Kristus fra Nazareth, Guds enbårne søn. Der forkyndes det, at Han er den fulde og endelige åbenbaring af Gud. Det er i Ham, Hans liv og Hans lære, at vi ser, hvad mennesket er bestemt til at blive, og den form for liv, som mennesket er bestemt til at leve.

Det er i Hans død på korset, at vi ser verdens synd endelig afsløret og fordømt. Det er gennem Hans død, vi ser den eneste måde, hvorpå mennesket kan blive forsonet med Gud. Det er ved Ham alene, vi kan få nyt liv og en ny begyndelse.

Det er kun, når vi modtager kraft fra Ham, at vi kan leve det liv, som Gud har bestemt os til at leve. Ja, det går videre, og forsikrer os om, at Han sidder ved Guds højre hånd og regerer med magt ...

Evangeliet forkynder, at den tid kommer, da ”i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden," (Filipperbrevet 2:10). Således konfronterer Evangeliet om Jesus Kristus mennesker og opfordrer dem til at vende tilbage - at se tilbage på denne enestående person, der var her på jorden for næsten to tusinde år siden, og i hvem alene frelsen findes.

På Jesu bønneliste.

2011-06-20T14:17:00.013+02:00

Fra Dagen.no/
6. maj 2010.
Af Ivar Gjerdi.

Vi er på Jesu bønneliste! I Johannes kapitel 17 legger han denne saken fram for Gud. Det er den sterkeste grunn vi kan påberope oss når vi ber om bli bevart. Garantien ligger i at vi lever i Guds nåde. Middelet Gud har gitt oss er Ordet.

«Og dette er det evige liv at de kjenner deg, den eneste sanne Gud, og ham du har utsendt, Jesus Kristus. Jeg har forherliget deg på jorden da jeg fullførte den gjerning du gav meg å gjøre. Og nå ber jeg at du, Far, vil gi meg den herlighet som jeg hadde hos deg før verden ble til.

Jeg har åpenbart ditt navn for de mennesker du gav meg fra verden. De var dine, og du gav meg dem, og de har holdt fast på ditt ord. Nå vet de at alt det du har gitt meg, er fra deg. For jeg har gitt dem de ord du gav meg -.» Versene 3-7.

Vi skal bevares og rustes ved Ordet. Han vil hellige oss i sannheten. Jesus har selv kommet med ord fra Guds munn. Kraftkilden er og blir Guds ord.

Gud vil at vi skal trøste oss med at vi hører Herren til, at vi kjenner Gud og Sønnen Jesus Kristus. Den vissheten hviler på løftet fra Gud, som skal fylle hjertene våre med sin fred og glede. Jesus ber for oss alle: «Hellige Far, bevar dem i ditt navn - ».

At leve på det nøgne Guds ord.

2011-06-20T14:17:00.011+02:00

Fra “A First Book of Daily Readings”
Andagt til 1. august.
Af Martyn Lloyd-Jones.

Tro betyder at gribe det nøgne Guds ord og handle på det, fordi det er Guds ord. Det betyder at tro, hvad Gud siger, enkelt og alene fordi Han har sagt det. Trosheltene i Hebræerbrevet 11 troede på Guds ord, blot fordi Gud havde talt. De havde ikke andre grunde til at tro det. Hvorfor tog Abraham for eksempel Isak og gik op på bjerget med ham? Hvorfor var han på nippet til at ofre sin søn? Simpelthen fordi Gud havde sagt, at han skulle gøre det.

Men at leve af tro betyder endnu mere end det. Det betyder at basere hele sit liv på tro på Gud. Hemmeligheden bag alle disse gammeltestamentlige figurer var, at de levede "som om de så Ham, som er usynlig”... Disse mænd satsede alt på Guds Ord. De var parate til at lide for det og - hvis det var nødvendigt - at udholde tabet af alle ting. Den samme udsigt stod mange af de tidlige kristne over for... ”Hvis du ikke siger, at Cæsar er Herre,” sagde myndighederne, "vil du blive kastet for løverne i arenaen!" Alligevel nægtede de at sige det. På hvilket grundlag? På grund af det nøgne Guds Ord! ... De risikerede alt. De døde ved tro og i tro.

Dette er vores stilling som kristne i dag. Valget bliver mere og mere påtvunget os. Er der nogen, der stadig er tåbelig nok til at satse på denne verden, og hvad den har at byde på? Hvad er det styrende princip i vores liv? Er det beregning? Er det verdslig visdom ... ? Eller er det Guds ord, som advarer os om, at dette liv og denne verden kun er forbigående, og at begge dele blot er en forberedelse til den kommende verden? Det siger ikke, at vi helt skal vende ryggen til verden, men det kræver, at vi har det rigtige syn på verden ... Vi må ind for Guds ansigt stille os selv det simple spørgsmål: Er mit liv baseret på troens princip? Indordner jeg mig under det faktum, at det, jeg læser i Bibelen, er Guds ord og er sandt? Og er jeg villig til at satse alt - mit liv inkluderet - på dette faktum?

Lever du som dem i Efesus?

2011-06-20T14:17:00.005+02:00

Fra Bibelsk-Tro.
Nr. 4 - 2011.
Av Arnfinn Barlaup.

(Åp 2,1-6)
Tenk for en menighet Efesus var i sin tid! Dette var plassen hvor det fantes læresterke mennesker, og mennesker som klarte å skille mellom ekte og sann lære, og det som var falskt og løgn. Her klarte man å kjenne om det var Herrens Ånd eller om det var en falsk ånd som var innom og gjestet menigheten.

Det var en menighet som var svært opptatt av å følge Herrens Ord, og som sto fast på apostlenes lære, det vil si Skriftens Ord. Jeg antar at denne menighet var veldig opptatt av og ikke bli lik verden. Her var man bekymret for utviklingen og hvordan de andre menighetene begynte å forlate apostlenes lære. Men de sto opp i mot den vrange lære. Her sto man fast på Ordets grunn, selv om det kostet mye.

Vi forstår at Efesus var en menighet der man ikke tok lett på kristenlivet. Man tok sitt kristenliv og sin kristendom meget alvorlig. Hvorfor refses de da? Hva var det som gjorde at de hadde falt i fra? Jo, nettopp at deres kristendom hadde tatt plassen til deres Frelser. I sin iver og streben etter å leve mest mulig gudfryktig og rent, hadde Jesus forsvunnet.

Du som leser dette, lever du på samme måten som dem i Efesus? Du kjenner den sanne lære så godt. Du vet hvordan god forkynnelse skal være, og du merker når det ikke er Herrens Ånd som taler. Du er bekymret over utviklingen i det åndelige Norge, og så slår du deg til ro med dette! Selvsagt er ikke det noe du sier høyt, for det vet du godt at er helt feil å mene. Men du gjør det i ditt indre likevel. For oss pietister er faren for å havne i det samme som dem i Efesus stor! Og spesielt viss Herren har åpnet skriftsteder for deg. Alt er rett med meg som har en sånn innsikt og kjennskap i Ordet, kan man fristes til å tenke og ikke minst å stole på.

Jeg vil stille deg ett spørsmål, du som leser dette; Hvordan har du det med Jesus? Lever du med Han hver dag? Har du fått Han kjær? Når det av og til gis anledning til frie vitnesbyrd, hva skjer da? Jo, det er ingen som reiser seg og vitner, utenom de tre som alltid gjør det. Du som er gift, kan du si noe om din ektefelle? Ja, selvfølgelig, vedkommende kan du si litt om, for den lever du sammen med hver dag! Men din evige brudgom, som har betalt så dyrt for å få deg til brud. Han som elsker deg med en kjærlighet som er så stor at Han ville smake fortapelsen for deg, han har du ikke noe å si om! Den som lever nær Jesus, og som har fått Han kjær, kan ikke tie om sin Herre og sin evige brudgom!

Når var det sist du måtte resignere, og bøye kne for Han og be om nåde? Eller er det blitt en fremmed bønn i ditt liv? Den som får møte Gud i hans Ord og i sin hellighet må si som profeten; ”Ve meg! For jeg er fortapt!” (Jes 6, 5). Når bruden i Høysangen har fått vært i samfunn med sin brudgom (Høy 1, 4), hva sier hun da? Hva sier den som får komme inn i et nært samfunn med Jesus? ”Svart er jeg!” (Høy 1, 5) ”Svart!” Den som lever nær Jesus, den blir ”svart” i sine egne øyne. Det var en som sa det slik: Du som vil ha et fromt og fint kristenliv, du skal holde deg langt unna Jesus! Viss du vil at ditt kristenliv skal være vellykket og flott, må du holde deg på avstand fra Han! For i samfunn med Han blir alt ditt ”svart”. Om det er dine beste meninger eller flotteste gjerninger - alt blir ”svart”. Er det lenge siden du så deg selv ”svart” eller fortapt? Da er det lenge siden du har møtt Jesus i Ordet.

Men hva sier bruden videre? ”Svart er jeg, men yndig!” ”Yndig”! Hva har hun sett? I samfunnet med Jesus har alt hennes eget blitt ”svart”, men alt hennes tok Han på seg. Alt mitt tok Jesus på seg! Tenk, all min synd, min baktalelse, mine utuktige tanker, min egenrettferdighet, min pengekjærhet, ja, alt tok Han på seg. I Han finnes det ingen fordømmelse, for han ble fordømt i vårt sted. Er det rart bruden vitner at hun er ”yndig”? Jeg er ”svart”, det er kun synd i meg, men den synd som er i meg den har min brudgom båret opp på Golgata kors og tatt straffen for, for så å legge hele synden i grav. Jeg er frelst, jeg er fri, jeg er ”yndig” i Jesus. Hør: bruden som kom i samfunn med Jesus, hadde kun synd, men på tross av det opplevde hun Hans evige kjærlighet til seg.

Lever du i samfunn med Jesus? Der du er en synder i deg selv, men lever i hans nåde? Eller lever du som dem i Efesus, med ditt flotte og fromme kristenliv, men har forlatt din første kjærlighet?

Du kjem ikkje utanom Jesus,
det einaste haldet som held.
I livet, i døden, i domen,
det einaste namnet som gjeld!

(Trygve Bjerkrheim 1956 Sangboken nr 149 v. 4)

For tanken alt for stort.

2011-06-20T14:16:00.019+02:00

Fra Lov&Evangelium.
Nr. 3 - 2004.
Af Av Karl Notøy.

Vi mennesker er opptatt med å forstå alt, at alt kan forklares.

Dette synet holder på å spre seg inn i de kristnes rekker. Vi prøver å forstå Gud og hans frelse, og det prøves å legge det til rette for tanken. Det hevdes at mennesket med sin fornuft kan finne vegen til Gud. Det er bare om å gjøre å forstå poenget i budskapet. Og så smøres det på med Guds kjærlighet.

Men Bibelen sier det klart at mennesket aldri kan bli frelst ved å forstå, men ved å høre.

Kristendommen er en åpenbaringsreligion. Skal vi kunne komme til tro må Ordet ved Den Hellige Ånd bli åpenbart for våre hjerter.

Jesus måtte si til Nikodemus: «Du er Israels lærer, og vet ikke dette?» Endog til Peter sa han «Du har ikke sans for det som hører Guds rike til, men bare for det som hører menneskene til.»

Mennesket er så jordvent, og menneskers tanker er onde den hele dag. Det eneste mennesket kan, er å synde. Og endog våre beste gjerninger er smittet av synd.

Mennesket mener selv at det skal finne Gud. Men Bibelens budskap er at Gud fant meg. At han kom til meg i sitt ord. At jeg som var død ble gjort levende.

«Hvem kan da bli frelst?» spurte disiplene en gang. Og Jesus svarte: For mennesker er det umulig, men for Gud er alt mulig.»

Ja, det som var umulig for mennesket, det gjorde Gud, da han sendte sin Sønn, og forlikte verden med seg selv.

Med tanken kan ingen forstå dette! David sier det slik: «Å forstå dette er for underlig for meg, det er for høyt, jeg makter det ikke.»

Som kristen møter du mange hvorfor. Det er ikke lett å forstå Guds veg. Det kan synes at det blir mange bratte bakker. Og foten kan bli sår mange ganger.

Nei, Guds skole er ikke enkel. For vi vil så gjerne bli store, mens Gud vil at vi skal være små.

Han vil lære oss ydmykhet.

La oss ikke prøve å legge budskapet til rette for tanken. Det ender med at vi begynner å ta bort det vi ikke kan forklare med tanken.

Det er Den Hellige Ånd som skal forklare budskapet og gjøre det levende for våre hjerter.

Hvem kan forstå frelsesverket, jomfrufødselen, eller Jesu oppstandelse. Nei, ingen kan forstå Guds handlemåte, for Guds tanker er høyre enn menneskenes tanker. Han har gjennom Jesus Kristus gjort det mulig for deg og meg å nå himmel og salighet.

Den første kjærlighet.

2011-06-20T14:16:00.017+02:00

Fra "KRISTUS VÅR RETTFERDIGHET"
Andagt til 13. dag.
Af C. O. Rosenius.

«Men jeg har imot deg at du har forlatt din første kjærlighet.» (Åpb. 2,4)

Den første kjærlighet må ikke forveksles med de første overstrømmende følelser. I tillegg til den kjærlighet som oppsto i den fortapte sønns hjerte da faren så ufortjent tok ham i sine armer, ble det gjort i stand en gledesfest i hjemmet, forteller Jesus. Der ble gjøkalven slaktet og spist. Der hadde de fest med musikk og dans. Men denne gledesfest kunne ikke vare alltid. Sønnen måtte også delta i arbeidet, og nøye seg med vanlig hverdagskost.

Nettopp slik steller Gud til vanlig med sine barn. Først gir han en forunderlig herlig tid, der vårt følelsesliv er rikt og varmt. «Da kan ikke brudesvennene sørge» - men «det kommer dager da brudgommen er tatt fra dem, og da skal de faste,» sier Jesus. Og Luther sier at følelsene avtar, i samme grad som troen tiltar.

Men når det må skilles mellom disse første følelser og den første kjærlighet, hva er så denne siste?

Som før nevnt kom den til oss ved at våre mange synder ble oss forlatt. Og den består vel nettopp i dette at Frelseren for vår syndenøds skyld, og for syndsforlatelsens skyld, ble oss så uendelig uunnværlig, dyrebar og kjær.

Og denne kjærlighet blir og tiltar hos oss selv om følelsene avtar - i samme grad som Frelseren selv blir dyrebar og uunnværlig for oss.
--------------------------------------------------------------------------------
KRISTUS VÅR RETTFERDIGHET
Korte utdrag av C. O. Rosenius’ husandaktsbok.
Utgitt av Lunde forlag A/S.

En sann troende kristens morgenbønn.

2011-06-20T14:16:00.015+02:00

Fra Bibelsk-Tro.
Nr. 4 - 2011.
Av Erik Pontoppidan.

Evige og allmektige Gud, barmhjertige, kjære himmelske Far. Jeg priser deg i denne morgenstund av inneste hjerte og sjel fordi du i natten som gikk, har vært sol og skjold over meg, - at du har skjermet meg mot all fare og skade på legeme og sjel.

La meg i dag og alle dager eie din faderlige velsignelse og hjelp på alle mine veier og i alt jeg gjør! Frels min arme sjel fra fristelse, mitt legeme fra sykdom, mitt øye fra gråt og min fot fra fall! Men da jo synden er det største onde, så hjelp meg, min Gud, framfor alle ting å stå den imot ved troens kraft! La din hånd være over meg, din Ånd i meg og din fred om meg! La meg ikke leve i meg selv, men i troen på Guds Sønn, så jeg kan ha ditt velbehag i alle mine tanke, ord og gjerninger! Og finne bønnens tilflukt hos deg i all min nød!

Gode Far. Tilgi alt jeg har gjort imot deg inntil denne dag – av din nåde for Jesu skyld! Gi fortsatt nåde, så jeg forbereder mitt syndige liv ved sann fornyelse etter ditt bilde, og så at min Jesu saktmodige, ydmyke, kjærlige og rene sinn må merkes i all min ferd!

Himmelske Far, opphold din troende menighet på jorden! La den daglig vokse ved at syndere blir frelst! Velsign kongen og hans hus, gi framgang for det felles vel, gjør jorden fruktbar, bevar oss fra landeplager, gjør vel mot min slekt og mine venner, forsørg de fattige, trøst de redde og bedrøvete, særlig de i dødens nød! Og endelig: Bered meg selv hver dag til en salig død og en herlig oppstandelse! Amen.

(Fra ”Sannhet til Gudfryktighet”)

Ikke langt fra Guds rike.

2011-06-20T14:16:00.013+02:00

Fra Bibelsk-Tro.
Nr. 4 - 2011.
Af Kristoffer Fjelde.

”Og da Jesus så at han svarte forstandig, sa han til ham: Du er ikke langt borte fra Guds rike!” Mark 12,34.

Bibelen taler om flere personer som sto Guds rike nær, men som ikke kom lenger. En av dem var, så vidt vi vet, kong Agrippa. Det er noe stort som har skjedd med det mennesket som er kommet nær Guds rike. Men det er også vemodig når det ikke kommer lenger.
Sankey synger slik:

”Ei langt, ei langt fra Guds rike.
Dog ennå fanget i synd.
Hvor mange vi ser nær ved porten,
Men få er dog de som går inn!”

Og dette er sant. De mange som er nær porten, er på fortapelsens vei, tross alt. Ble livstråden kuttet, eller om Jesus kom igjen så ville det være for sent!

Ingen tenker vel at det skal gå slik. Men djevelen har fanget mange nettopp ved denne taktikk! Får han ikke et menneske bort fra Guds ords påvirkning, så bruker han ”utsettelsesmetoden”. Og da sier han omtrent slik: ”Du må nok bli frelst, men ikke i dag!”

Kanskje han bruker denne metoden på deg?

Våkn opp fra din søvn! Din ”fromme søvn” som bemerker at du engang skal bli en kristen. Gå inn i Guds rike, eller må du våkne i den evige fortapelse! Men i dag er nådens tid!

”Ei langt, ei langt fra Guds rike,
Ett skritt kun, Og alt vil bli vel.
Men blir du der utenfor porten,
Fortapes din dyrt kjøpte sjel.
Å skynd deg, ja skynd deg, stig inn!
Å stå ikke utenfor porten,
Men skynd deg i dag og stig inn”

Tenk ikke høye tanker om deg selv.

2011-06-20T14:16:00.009+02:00

Fra "Kristus vårt liv."
Andagt til 27. dag.
Af C. O. Rosenius.

«I kraft av den nåde jeg har fått, sier jeg til hver enkelt av dere: Gjør deg ikke større tanker enn du bør.» (Rom. 12,3)

Tilbøyeligheten til å tenke godt om seg selv ligger i menneskets natur. Vi finner den allerede i ganske små barn når de begynner å skryte av seg selv. ”Jeg kan gjøre det mye bedre enn deg, så” osv. Ja, vi vet også at det var egen kjærlighet og hovmod den falne engel smittet mennesket med fra først av da han sa: ”Dere blir lik Gud.”

Denne tanken har trengt igjennom hos mennesket, og den sitter også dypt i alle Guds barn. Du tenker høye tanker om deg selv og mener at du er mer opplyst enn andre, klokere, mer trofast, alvorlig og from og synes du gjør tingene bedre enn andre. Hvis Gud så ved sitt ord og sin ånd ikke får holde deg ydmyk og fattig i deg selv så du frykter ham, kan du være sikker på at du kommer til å falle i synd og dårskap. Hvor våken du synes deg å være, kan ikke du selv verge deg mot det.

Herren Jesus sier uttrykkelig at de første skal bli de siste og at den som opphøyer seg selv, skal fornedres. Peter uttaler seg også om dette: ”Gud står de stolte imot.” (1. Pet. 5,5).

Forsøk ikke å trosse Gud når han står imot deg. Hva du enn finner på, så skal du fornedres.

Her hjelper ikke noe annet enn at du i tide lar deg advare, så du uavlatelig roper og ber til den allmektige Gud at han må forbarme seg over deg og gjøre deg ydmyk og fattig i ånden.

Den bønnen vil han gjerne høre.

Sandheden gør dig fri!

2011-06-20T14:15:00.005+02:00

Fra "Ny kraft"
Andagt til 22. juni.
Af Erling Ruud.

Der findes mennesker, der kan tage et stykke glødende kul i hånden, uden at brænde sig. Men prøver de på kinden, smerter det frygteligt. Temperaturen er den samme, men følsomheden er vidt forskellig.

Nogle har fået en så ufølsom samvittighed at de ikke længere reagerer der, hvor andre ville få savittighedskval ved den første berøring med samme synd. Synden er jo dog synd for dem begge.

»Kan det være synd, når jeg ikke føler noget ved det?« spurgte engang en mand. Han ville være en kristen, men var inde på en vej, der åbenbart endte i Kristusfornægtelse og Kristusforfølgelse.

Vore følelser er derfor et dårligt termometer for vor åndelige tilstand. Samvittigheden kan sløves, ja, den kan dø.

Guds ord er som sjælens spejl. Det har fuldkommen ret. Det fortæller os sandheden. Og det kan gøre samvittigheden levende igen. Guds levende sandhed er samvittighedens samvittighed.

Der findes en anden side af vore følelser, der er et bedre kendetegn end samvittighedens reaktion overfor synden. Og der er, hvordan Gud virker på den. Augustin har sagt: »Trællen frygter, når Gud føles nær. Barnet frygter, når Gud er langt borte.«

Vil du kun lære at forstå dit eget forhold, så prøv dig selv på den måde. Ejer du barnefrygten for at såre Gud? Er du bange for at komme bort fra din barnetro? Da lever du.

»Og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.« Johs. 8, 32.

Bøn:

Mer hellighed giv mig, mer alvor og flid,

mer sorg over synden, mer troskab i strid,

mer kraft til at tjene mer trolig min Gud,

mer tålmod i modgang, mer lyst til dit bud!

P. P. Bliss.
HJMT 435

"Jeg har set den åbne kilde... "

2011-06-20T14:15:00.003+02:00

1. Jeg har set den åbne kilde

mod al synd og usselhed,

og jeg fulgte Åndens kalden:

“Den er og for dig bered!”

Kor: Jeg vil prise, jeg vil prise

Lammet med de dybe sår.

Giv ham ære, syndre alle;

thi hos ham vi fuld forløsning får.

2. På den smalle vej til kilden

alt mit eget dømt jeg så;

mine planer, mine ønsker

ved min fod i aske lå.

3. Da i knuste, bange hjerte

faldt af Himlens ild en glød.

Evig ære være Jesus,

Livet fik jeg gennem død.

4. Hvor jeg elsker navnet Jesus!

End på jord, han alt gør vel.

Jeg var død, men se jeg lever;

Han har renset, fyldt min sjæl.

Forfatter ukendt.

Aftenbønn.

2011-05-11T23:50:00.019+02:00

Fra Bibelsk-Tro.
Nr. 3 - 2011.
Av Erik Pontoppidan.

Himmelske Far, i denne aften bøyer jeg mine knær igjen for ditt hellige ansikt, og tenker med takk på den store nåde og de mange velgjerninger du har vist meg i dag uten noen fortjeneste fra min side. Herre, hva er et menneske at du kommer ham i hug? Hvem er jeg, arme, uverdige synder, at du slik overøser meg med velgjerninger fra dag til dag? Det er mitt hjertes overbevisning at hvis du ville handle med meg etter mine synder, kunne jeg ikke vente annet enn å bli kastet bort fra ditt ansikt ut i det ytterste mørke og de fordømtes evige natt.

Ja, om du bare tilregner meg hva jeg har syndet mot deg i dag i tanker, ord og gjerninger, - hva jeg har syndet mot meg selv og min neste, - kunne jeg ikke svare deg én mot tusen. Og er jeg i dag blitt bevart fra lettsindig ondskapssynd og sikkerhet, så skylder jeg ikke det noen måte min fordervete natur, men bare din tuktende og bevarende nåde.

Jeg har også i dag mottatt mange timelige velgjerninger fra din samme uforskyldte godhetskilde, - både fred, daglig brød og befrielse fra mange ulykker som kan ha hendt mange rundt i den vide verden i dag. Det kunne like godt ha rammet meg om ikke din faderomsorg hadde vært over meg og avverget alt ondt.

Min Gud, jeg har opplevd din trofasthet i tusen tilfelle. Og fremdeles skal du være mitt hjertes eneste tilflukt, min klikke og faste borg.

Bevar meg da, Gud, i natt fra all fare og skade på legeme og sjel! La meg hvile under dine vingers skygge, til styrke for mitt legeme! Og la meg stå opp i morgen, frisk og sunn, til min gjerning!

Kjære Gud, enten jeg sover eller våker – ja, lever eller dør – la meg alltid henge fast ved deg

av hele mitt hjerte! Du er meg bedre enn alt. Og når jeg bare har deg, akter jeg ikke på himmel eller jord. Vansmekter enn mitt legeme og min sjel, så er du likevel alltid mitt hjertes trøst og min del evindelig. (evinnelig?)

Herre, la aldri din nådes sol gå ned over meg! La den alltid opplyse og varme mitt mørke og kalde hjerte, - bevege og oppmuntre mitt harde og tunge hjerte!

Kjære Jesus, la meg alltid leve i samfunn med deg i en levende tro! La meg alltid hente all kraft i ditt kors til å nå fram på den smale vei og gjennom den trange port!

Min Gud, jeg setter mitt håp til deg. Forlat ikke meg eller noen av mine i natt! La ikke ditt ords lysestake flyttes fra oss noen gang!

Opphold øvrigheten, den er jo din ordning, slik at vi kan leve rolig under den i din frykt! Bevar i din nåde vårt land fra krig, pest, hunger, dyrtid og alle velfortjente plager!

La din velsignelse være over hele vårt liv! Og gi oss til slutt en salig død, og gi oss etter døden ro og hvile i dine evige boliger! Amen.

Fra ”Sannhet til Gudfryktighet”

Pinse.

2011-05-11T23:50:00.016+02:00

Fra Lov&Evangelium.
Nr. 5 - 2011.
Leder af Ingar Gangås.

Fortellingen om Rut (Rut 1-4) som ble gift med løseren Boas, og beretningen om lovgivningen på Sinai (2 Mos 19-20), var to ulike tekster som ble lest under pinsefesten i Israel. Pinsen hviler på disse to søylene: «de ti bud» og ordet om «gjenløseren» – loven og evangeliet. Folket skulle minnes «grunnloven» fra Sinai, som ble gitt 50 dager etter påskefeiringen i Egypt (2 Mos 12:2-3). Tordenen på Sinai og blodet på dørstolpene hørte med til pinsen, ja, var selve grunnlaget for den.

Pinsefeiringen henger nøye sammen med påsken og påskelammet, og den hviler på de ti bud.

Jødenes pinsefest var også en takkefest for grøden. Da førstegrøden var kommet i hus, sømmet det seg å takke Høstens Herre. Dette er et bilde på Jesus – «førstegrøden». Han er hvetekornet som måtte legges i jorden for å dø, men som døden ikke kunne holde på.

På Golgata møttes loven og evangeliet – Guds vrede og Guds kjærlighet – som i et brennpunkt! Der har du grunnlaget for pinsen.

Den Hellige Ånd – som ble utgytt på pinsedag – har som sin fremste oppgave å rette våre blikk på sonofferlammet, han som ble opptatt til himmelen – som vår stedfortreder.

I ham er frelse – i ham og ingen annen!

Fra pinsedag skulle dette forkynnes for alle mennesker!

Pinse på ny!

2011-05-11T23:49:00.040+02:00

Fra Bibelsk Tro.
Nr. 3 - 2011.
Af Kristoffer Fjelde.

Hva er pinse? Det er en av de tre store høytidene i frelseshistorien. Men det ble også pinse når en blir født på ny og Den Hellige Ånd tar plass i hjertet.

Sannhetstolken var på ferde og overbeviste om synd, rettferdighet og dom. Evangeliet ble forkynt og hørt som det ble for Kornelius, Apg 10.44.

Men begynt er ikke endt. Det ble slutt på pinse da det kom svik i ånden. David gikk i ett år slik. Sannhetstolken ble for mektig da Natan kom sa: "Du er mannen". David sier: ”Jeg bekjente min synd for deg og skjulte ikke min skyld, og du tok bort min syndeskyld. Jeg sa: Jeg vil bekjenne mine misgjerninger for Herren! – Og du tok bort min syndeskyld, Sela” Sal 32, 5. - Det ble pinse på ny!

Ikke bare de store syndefall kan gjøre slutt på pinse. Også de små revene i vingården. De mange uoppgjorte synder har flyttet pinse ut av mangt et og hjerte. Det er mange vingeskutte og brennemerkede samvittigheter. Det blir skinn uten kraft. En har Gud i munnen og ikke i hjertet. Den Hellige Ånd skal ha takk som ikke går trett. Asaf fikk pinse på ny!

Men det er ikke bare synden som kan gjøre slutt på hjertefreden. For galaterne sluttet pinse med "gode" gjerninger. De hadde fått Kristus malt for sine øyne som korsfestet. Det hadde de trodd seg frelst på, men noen kom etter og sa det måtte mere til. Ga1 3,4; 5,4. De var begynt i ånd og holdt på å fullende i kjød. Hvor alvorlig dette er.

Hvordan bli bevart slik at pinse vedvarer?

Det gjelder å vandre i lyset. Det er alltid pinse der den sønderbrutte og nedbøyde i ånden får se det fullbrakte verk på Golgata, se Jes 57,15. Paulus måtte ha en torn i kjødet for å beholde pinse.

Herre! Ta ikke din Hellige Ånd fra meg!

Ord for at leve, og dog død!

2011-05-11T23:49:00.037+02:00

Fra "Ét er nødvendigt"
Andagt til 1. juni.
Af Hans Erik Nissen.

”Og skriv til menighedens engel i Sardes: ”Dette siger han, som har Guds syv ånder og de syv stjerner: Jeg kender dine gerninger, at du har ord for at leve og er dog død!”Johs. Åb. 3,1.

Jesu ord adskiller sig fra alle andres. Vi kan vurdere og bedømme forskelligt; men Jesus tager aldrig fejl. Han kan granske et menneskes inderste, og han gør det. Her på jord bliver han sagt imod, men der kommer en dag, da ingen vover at sige noget, når han har talt.

”Du har ord for at leve”:
Det betyder, at andre mener om dig, at du lever. Ja, man får indtryk af, at menigheden i Sardes i særlig grad har været anset for at være levende. Men sandheden var en ganske anden.

Hvordan kan det være, at andre kristnes dom og Jesu dom var så forskellige? Vi bedømmer ud fra det, vi kan se. Men Herren ser på hjertet.

Når vi hører den rette bekendelse og møder en kristen livsførelse og et forbilledligt menighedsliv, glædes vi. Vi lader os blænde. Bag det ydre kan verdslighedens ånd og tankegang have sneget sig ind, og selve troens pulsslag kan mangle. Det er en rystende kendsgerning.´I lyset af den kaldes enhver til prøvelse for Guds ansigt.

Vi ser kort. Derfor er der grund til med David at bede: ”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig og kend mine tanker!” Se, om jeg er på smertens vej, og led mig på evigheds vej!”

Gud må gribe ind.
Han må vække mig, så jeg ikke sover ind i døden. Uanset hvad det koster, må jeg standses og føres tilbage til udgangspunktet. Jeg må igen stå som en fortabt synder, der ikke er noget i sig selv. Jeg må på ny finde nåde hos Herren.

Jesus forkaster ikke de åndeligt døde. Han kalder og vækker. Det er tid at høre hans røst og følge ham.

Får uden hyrde.

2011-05-11T23:49:00.035+02:00

Fra "A First Book of Daily Readings"
Andagt til 28. maj.
Af Martyn Lloyd-Jones.

Bibelen ... gengiver ikke blot historien. Den hjælper os til at forstå betydningen af historien. Den lærer visse principper meget klart. Den første er, at alle ting - selv de onde magter - er under Guds hånd ... Intet sker adskilt fra Gud. ”Herren regerer" ... Det er af vital betydning, at vi griber den bibelske lære om forsynet. Det kan defineres som: ”Den fortsatte udøvelse af den guddommelige virkekraft, hvorved Skaberen opholder alle sine skabninger, er virkende i alt, hvad der viser sig i verden, og dirigerer alle ting til deres beskikkede afslutning.” ... I forbindelse med dette må vi huske Guds tilladende vilje. Det er udenfor vor forståelse, men det er klart lært, at han tillader visse ting at ske for hans egne formål.

En anden ting, vi tydeligt ser her, er, at hele den ugudeliges stilling er usikker og farlig. Den færdes på ”glatte steder. Alt, hvad de har, er midlertidigt ... alder og forfald, død og dom, er visse. Den mest forfærdelige ting ved synd er, at den blinder mennesker, så de ikke kan se realistisk på dette. De ser ikke, at deres pomp og pragt kun er for en tid ...

Salmisten så dette så tydeligt i Guds helligdom [Salme 73], at han ikke blot ophørte med at være misundelig på de ugudelige, men vi får det indtryk, at han endog begyndte at føle medlidenhed med dem, da han indså sandheden om deres holdning. Således var hans tænkning med hensyn til de ugudelige rigtig, og der er måske ingen bedre prøve for vort eget liv i den kristne tro end netop dette. Har vi ondt af de ugudelige i deres blindhed? Har vi endog en fornemmelse af medfølelse for dem, når vi ser dem som får uden en hyrde?

Kom, som du er.

2011-05-11T23:49:00.032+02:00

Fra "Ny kraft".
Andagt til 28. maj.
Af Erling Ruud.

En kunstner skulle male et billede af den fortabte søn. Han aftalte med en laset og forhutlet tlgger, at han skulle stå model, og bestemte tid og sted. Næste dag bankede det på døren i atelieret. »Jeg kommer efter aftale,« sagde den indtrædende. »Jeg har ingen aftale med Dem,« svarede maleren. »Jo, De bad mig komme og stå model,« svarede manden. »Det må være en misforståelse. Jeg har truffet aftale med en laset tigger, og det kan ikke være Dem.« »Jo, det er virkelig mig. Men jeg syntes ikke, jeg kunne møde op i de gamle laser, når De ville male mig, og så lånte jeg noget andet tøj.« Men nu kunne kunstneren ikke brug ham.

Hvor mange fortabte sønner og døtre ligner ikke denne tigger. De ser deres synd og længes hjem til deres himmelske fader. Men de tør ikke vise sig så medtagne og tilsmudsede af synd. Så begynder de at forbedre sig. Arbejder du på at forbedre dig? Kære ven, det hjælper ikke. Du bliver aldrig færdig. Du bliver aldrig god nok i Guds øjne. i din egen retfærdigheds dragt.

Gud vil, at du skal komme, som du er. Så vil han omskabe dig, så du aldrig bliver sådan mere. Indbydelsen til Guds rige lyder altid således: Nu er alting rede. Kom. Alt er parat. For denne indbydelse bygger på Jesu fulde forsoning: Det er fuldbragt.

»Men, faderen sagde til sine tjenere: Skynd Jer at komme med den bedste klædning og giv ham den på og sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne.« Luk. 15, 22.

Bøn

Kom, som du er, til din frelser,

smittet af vantroens dynd!

Blodet, der flød fra hans vunder,

renser din sjæl fra al synd.

T. B. Barratt

HJMT 349

Lad nåden få lov.

2011-05-11T23:49:00.029+02:00

Andagt tidligere bragt i "Ung og kristen".
Af Peder Mikkelsen.

Alle mennesker står i gæld til Gud, også du og jeg. Vi star i en gæld til Gud, som er så stor, at vore tanker slet ikke kan rumme det. Denne gæld må betales. Den kan ikke bare streges over.

Da Jesus fortæller lignelsen om "den gældbundne tjener", har han noget på hjerte angående denne gæld og vores forhold til den.

Vi skal møde den gældbundne tjener, der hvor han står foran sin herre, og er blevet konfronteret med hele sin gæld - en gæld så svimlende, at han ikke har nogen mulighed for at betale. Og det vil aldrig blive muligt for ham at betale denne gæld. Sådan er virkeligheden.

Det er interessant at lægge mærke til, hvordan "den gældbundne tjener" reagerer over for ham, som han skylder denne svimlende formue.

Han siger: "Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen." Da jeg læste det, tænkte jeg: "Hvad går der dog af dig mand, har du skyklapper på? Er det slet ikke gået op for dig, hvad du skylder?" Det, der sker, er, at denne tjener afslører sig selv helt ind i hjertet. Han afslører en "skal nok klare mig selv" -holdning - her viser han, hvor uærlig han er over for sin gæld, og hvor urealistisk han er, når han vurderer sin gæld. Han bilder sig selv ind, at han kan betale det, som er umuligt at betale.

Det afgørende i denne lignelse er ikke det, at han ikke kunne tilgive sin medtjener. Det væsentligste er sætningen, og det hjerte som ligger bag: "Hav tålmodighed med mig. Så vil jeg betale dig det alt sammen". Her ligger roden gemt til det, at han ikke kunne tilgive sin medtjener den lille gæld, som han stod i.

Hav tålmodighed med mig - giv mig lidt tid, så vil jeg betale dig alt, hvad jeg skylder. Det var alt, hvad han havde at sige, da han blev præsenteret for en ubetalelig gæld. Selv om han fik hele gælden eftergivet, så levede han alligevel i håbet om at betale sin gæld selv. Eftergivelsen nåede ikke ind og forløste hans hjerte. Tilgivelsen blev bare et pusterum for ham, hvori hans selvhjulpne hjerte ville forsøge at få gælden bragt i orden. Det var ikke nåden og glæden over den, som levede i hans hjerte og sind. Det ser vi på den måde, han behandler sin medtjener på.

Da han ikke kunne tilgive sin medtjener og krævede ham straffet, indtil han kunne betale, blev han selv overladt til bødlerne. Var det straffen for ikke at forbarme sig over sin medtjener? Tilsyneladende. Men jeg er overbevist om, at årsagen skal findes et andet sted. Tilgivelsen, og glæden over dén, var ikke det, som fyldte ham og levede i hans sind. Tilgivelsen havde slet ikke fået lov til at nå ind og 1øfte byrden af hjertet. Han var stadig optaget af håbet om at blive løst fra sin gæld ved at betale selv. Engang ude i fremtiden skulle det nok lykkes for ham. At han selv blev straffet var faktisk, fordi han aldrig fik sluppet håbet om at betale gælden selv, og derfor mistede han eftergivelsen. Nåden blev aldrig hans hjertes ejendom. Straffen, han gav sin medtjener, viste dette.

Mange "kristne" har det som denne tjener. De har hørt, at de er frifundet, men i samvittigheden lever der stadig et håb om at betale af på gælden til Gud. Du, som kalder dig kristen, håber du på det, som er helt ufortjent? Eller er dit håb vendt mod lidt bedring ude i fremtiden? Lever du i håb om, at med tiden skal du nok blive sådan, at nåden er for dig - om lidt bliver det nok bedre med dig? Ja min ven, så trænger du til at få blikket vendt bort fra dig selv, og det, du håber på at blive engang. Løft troens blik til Jesus og alt det, han har gjort for at betale din gæld. Lad ikke nåden glide fra dig, mens livet går med at betale småmønter af på den gæld, som er ubetalelig. Se bort fra dig selv, og vend sindet mod Jesus, som har betalt alt for dig. Lad nåden få lov til at gælde fuldt ud, så den ikke falder fra dig.

Mon jeg skal nå det skønne land?

2011-05-11T23:49:00.027+02:00

Fra "Livet i Guds Sønn”
Andagt til 15. maj 2011.
Af Einar Kristoffersen.

"Nej, du besværede mig med dine synder, du plagede mig med din skyld." Esajas 43,24.

"Mon jeg skal nå det skønne land, som snubler gang på gang?"
Sådan tænker mange af dem, der har erfaret det, som Gud Herren selv vidner om i det anførte Bibelvers. Jeg har jo helt sikkert villet det gode, og stræbt - og det under bøn til Gud om hjælp, kraft og bistand til at gøre det gode, det vil sige det, som jeg har set som Herrens vilje i Ordet. Men mine nederlag er både mange og store, ja faktisk utallige! - Og det ser nærmere ud til, at jeg har fjernet mig mere og mere fra målet, end at jeg nærmer mig det! Hvad er der galt?

Det skulle vel ikke være sådan, at du i din iver efter at gøre Guds vilje, har overset, hvad Jesus siger herom, når Han peger på, hvad det egentlig vil sige at gøre Guds vilje?

Han siger til de jøder, som spørger ligesom du: "Hvad skal jeg gøre for at gøre Guds gerninger?" - "Dette er Guds gerning, at I skal tro på Ham, som Han har sendt" Johs. 6, 28-29.

Og mærk dig, at dette fremføres - ikke som din - men som Guds gerning!

Alt er forgæves for et menneske - selv om det har den bedste vilje og den mest oprigtige trang, som et menneske kan have ud fra sig selv - hvis man ikke har modtaget sandhedens ord, og fundet sin hvile i det; nemlig: "Det er mig, kun mig, der sletter dine overtrædelser, for min egen skyld husker jeg ikke på dine synder. Esajas 43,25.

Ja, tænk dig, de synder, vi har besværet Herren med, og de misgerninger vi har plaget ham med, dem har han udslettet, og Han vil ikke mere huske på dem¨.

På denne måde skal også du nå det skønne land!
-----------------------------------
Oversat fra norsk af Immanuel Fuglsang.

Jesus alene.

2011-05-11T23:48:00.003+02:00

Fra ”Stille stunder på veien hjem”.
Andagt til 9. juni.
Av H. E. Wisløff.

”Da de så opp, så de ingen uten Jesus alene.” Mat 17,8

Det hadde vært herlig på Tabor; store syner, herlige åpenbaringer, sterke følelser. Himmelen hadde vært åpen, Guds røst hadde lydt og lysglansen fra den evige verden hadde omgitt dem.

Disiplene hadde nytt denne timen. Her var godt å være. Slik ville de ha det bestandig. Her ville de bo. Men slik ville ikke Gud at de skulle ha det bestandig. En gang skulle de få det slik, men veien dit var en troens vei, ikke følelsenes, Derfor forsvant de himmelske vesener. Røsten talte ikke mer, himmelen lukket seg og lysglansen sloknet. Alt ble som før.

Da de så opp, så de ingen uten Jesus alene. Synene svant, men Jesus ble. Han forsvant ikke. Han sto der igjen. Men det var nok.

Slik opplever vi også at følelsene blir borte. Du ser ikke at det er skjedd noen forandring med deg. Alt synes å være som før. Men da du så opp, så du ingen uten Jesus alene. Det er ham du har. Han er grunnen til din frelse. Det er av nåde du er frelst. Når alt ditt eget brenner opp, da se opp. Du har jo Jesus! Og han er deg nok.

Jesus har opfyldt loven i vort sted!

2011-05-11T23:47:00.002+02:00

Fra “Ved kilden”.
Andagt til 9. april.
Af Øjvind Andersen.

“Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror.” Rom 10.4.

Dette ord må aldrig citeres forkortet. Det er ikke rigtigt at sige, at Kristus er lovens ophør. Derimod er han lovens ophør til retfærdighed over for Gud. Det gælder for enhver, der tror på ham.

Intet menneske bliver retfærdigt for Gud ved sin egen lydighed eller sine egne lovgerninger. Den, der for alvor går ind for det, kan komme langt i menneskelig lydighed mod loven. Men det kan ikke hjælpe ham det allermindste i hans gudsforhold.

Der er blevet sagt: Vi må gå lydighedens vej lige til afslutningen! Men lydighedens vej har ingen afslutning. Loven kræver fuldkommenhed og syndfrihed af os. Med alle vore lovgerninger står vi dømt og anklaget over for Gud. Vor lydighed slår ikke til. Den gælder overhovedet ikke. Den, der forsøger at tækkes Gud på lydighedens vej, går fortabt.

Alligevel er der et sted, hvor denne lydighedens vej ophører for os: ”Kristus er lovens ophør til retfærdighed, så retfærdighed gives enhver, som tror!” “Thi ligesom mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også de mange komme til at stå som retfærdige ved den enes lydighed.”

Jesus Kristus har opfyldt hele loven på vore vegne og i vort sted. Denne opfyldelse af loven bliver tilregnet os i det øjeblik, vi begynder at tro på ham.

Derfor gælder loven ikke i vort gudsforhold fra det øjeblik, vi tror på Jesus. Før vi tror, er vi under lovens dom og ansvar. Men fra troens første øjeblik får vi tilregnet den retfærdighed, som Jesus Kristus er blevet for os. Og så sandt vi bliver bevaret i troen på ham, gælder denne retfærdighed for os hvert eneste øjeblik, indtil vi når målet i det fuldkomne Gudsrige.

Elsker du Jesus?

2011-04-19T01:27:00.010+02:00

Fra "Ét er nødvendigt"
Andagt til 3. maj.
Af Hans Erik Nissen.

”Salomo elskede Herren”. 1 Kong 3,3
Elsker du Jesus?
Det er stærke ord, men Jesus bruger dem gang på gang. Han er ikke tilfreds med sympati, gaver eller noget andet. Han spørger efter kærlighed.

Hvorfor?
Den, som selv elsker, har ikke svært ved at give det rette svar. Skal kærligheden trives, må den være gensidig. Elsker du, spørger du først og sidst efter at blive elsket.

Salomo elskede Herren. Det gjorde han, fordi Gud elskede ham først. Det er Gud, der skaber kærligheden i os. Det er varmen i Guds hjerte, der tænder dit hjerte i brand. Det sker først og fremmest ved kærlighedsbeviset: Jesus.

Ansigt til ansigt med ham åbenbarer Gud, at han elsker dig højere, end du nogen sinde vil kunne begribe.

Det kan godt være, at du viger tilbage for at bruge stærke ord om din kærlighed til Jesus. Det er muligt, at du sammen med den ydmygede Peter må sige: »Herre, du kender alle ting. Du ved, at jeg har dig kær.« Bag disse ord ligger hjertets dybe afhængighed af Jesus. I liv, i død, i evighed er du bundet til ham.

Bliver du ikke grebet af vemod, når du hører ordene: »Salomo elskede Herren«? Husker du, at sådan blev det ikke ved med at være? Da han blev gammel, blev hans hjerte draget fra den levende Gud. Det skete gennem den påvirkning, han modtog fra sine hedenske hustruer.

I lang tid så det ud, som om det gik an at indrette sig i ulydighed mod Guds ord. Det er der også mange, der mener i dag. Men de tager fejl. Dagen kommer, hvor de høster, hvad de har sået. Deres livsafslutning bliver tragisk, som Salomos blev det. Han endte som en afgudsdyrker.

Tilhører dit hjerte Herren, skal du lade ham beholde det. Slip ikke andet eller andre ind. At elske Gud er at holde hans bud. Det glemte Salomo. Træd ikke i hans fodspor. Følg Jesus på den smalle vej. Det er den, der fører til livet.

"Han bør være konge"

2011-04-19T01:27:00.007+02:00

Fra "I Guds hånd"
Andagt til 1. maj.
Af Herbert Neimanas.

1. Kor. 15,25
Jesus Kristus ønsker ikke kun at være Frelser for os, han vil også være konge og herre i vort liv. I Lukas 6:46 spørger Jesus: ”Hvorfor kalder i mig Herre, Herre! Når I ikke gør, hvad jeg siger?”

Følgende ord er ikke bibelcitater, men alligevel gode at overveje i relation til dagens tekst:

”Du kalder mig Herre, men tjener du mig? Du kalder mig lyset, men ser du mig? Du kalder mig vejen, men følger du mig? Du kalder mig livet, men ønsker du mig? Du kalder mig rig, men bønfalder du mig? Du kalder mig vis, men spørger du mig? Du kalder mig retfærdig, men frygter du mig? Du kalder mig almægtig, men ærer du mig? Du kalder mig kærlig, men elsker du mig? Du kalder mig nådig, men takker du mig?”

Hvis der skal være mening i vort forhold til Jesus, så må han være både Frelser og Herre i vort liv.

Et menneske, der er kommet til personlig tro på Jesus, begynder på et helt nyt afsnit i sit liv. Ikke blot et forbedret liv, nej, et nyt liv! Vi får et nyt hjerte, et nyt sind og en ny vilje til at underkaste os vor nye Herre og Mester. Og vi får af ham kraft til at gøre dette!

Men vi kan hurtigt blive sløve igen og begynde at gøre det, som passer os, og som vi har lyst til. Så er Jesus ikke længere konge og herre i vort liv, sådan som han gerne vil være. Skulle det ske, så må vi skynde os tilbage til udgangspunktet. Vi må bede Herren rense og forny os og sætte tingene på plads. Jesus skal igen være konge i vort liv.

At have Jesus som konge betyder, at vi i alle ting må bøje os under hans herredømme.

Fri eller træl?

2011-04-19T01:27:00.005+02:00

Andagt tidligere bragt i "Ung og kristen".
Af Peder Mikkelsen.

"Abraham fik to sønner, én med trælkvinden og én med den frie kvinde. Sønnen med trælkvinden blev født efter naturens orden, men sønnen med den frie kvinde ved et løfte. Det skal forstås billedligt. Disse kvinder er nemlig to pagter. Den ene kommer fra bjerget Sinaj hun føder børn til trældom, og det er Hagar» - »Men I, brødre, er børn i kraft af et løfte, ligesom Isak.» Gal. 4:22-24+28.

Disse vers kan godt være lidt svære at forstå ind i vores kristne hverdag, men de har noget væsentligt at fortælle os: Der blev i Abrahams hjem født to børn, som med rette kunne sige, at de var Abrahams børn. Deres vilkår var vidt forskellige, da det kun var den ene, som var født ved et løfte. Den anden var trælkvindens søn.

Sådan er det også med dem, der kalder sig Guds børn, og med rette kan sige, at de er kommet ind i kristenflokken ved en fødsel. Også deres fødsler har været så forskellige, at det giver vidt forskellige vilkår, fordi nogle er frihedens børn - født ved løftet; mens andre er trældommens børn - født ved loven. Er din åndelige fødsel sket ved loven - til trældom?

En sådan fødsel til trældom kan være sket ved, at du har været i en vis åndelig krise, og været i en vis nød for din sjæl. Men denne nød kom du ud af ad naturlig vej, ved dine naturlige muligheder. Du satte alt ind på at leve anderledes end før. Du kan se tilbage på tiden, hvor du var fyldt af denne tanke: Nu må det blive anderledes med mig, nu må det blive alvor med mit kristenliv.

Sådan en anspore kan give dig en står følelse af frigørelse og lettelse i dit liv. Den kommer af, at du nu er rimelig tilfreds med din omvendelse, og at du synes, at det går nogenlunde for dig at leve som en kristen. Du er blevet omvendt til at leve som en kristen, og du kalder dig en kristen uden egentlig at være del.

Hvad er det, der er sket med dig? Jo, den nød, du var i, klarede du dig ud af ved dine naturlige muligheder. Du tog dig sammen, og levede anderledes end før. Og den trøst, du har, finder du hos dig selv - i din forandring.

Der er sket en religiøs fødsel. Et barn er du blevet, men du er født til trældom. En træl kendes på, at han kun tør løfte sit hoved, når han mener, at han er sådan, som hans herre forventer af ham.

Du bliver ikke en kristen på den måde. Skal du blive et Guds barn, et sandt nådebarn, så må Gud få lov til at tale løftet ind til din mislykkede sjæl. Så må du opgive at blive sådan, som du mener, du skal være for at blive en kristen. Opgive at få etableret en kristendom, som kan få dig til at tro, at du nu er et Guds barn. Du må opgive alt, som har med dig at gøre, når det gælder din frelses sag. Og så må du få lov til at lægge øre til løfterne om Jesus - lægge øre til budskabet om, at Jesus har gjort alt.

Hvis jeg skal hjælpe dig på vej med at finde ud af, om du er født til trældom eller frihed, vil jeg gøre det ved at stille dig et spørgsmål: Hvad er det, der fornyr dig? Dit svar afslører, hvad du bygger på. Fornyes du, når der er et eller andet ved dig, der kommer i orden, bliver bedre, bliver anderledes? Så er det jo dig selv, du bygger på. Så er du jo et barn af egne muligheder, et barn til trældom.

Eller er det sådan for dig, at der ikke er andet, der kan forny dig end endnu engang at få lov til at høre, hvad Jesus har gjort for dig, og så på ny lægge dig til hvile i 1øfterne om ham?

Tænk, at bruge livet på at bøvle rundt med sig selv til ingen nytte, når Jesus har gjort alt. I din nød må du få lov til at se hen til ham og finde liv ved 1øfterne om ham. Finde liv i, at i 1øfterne om ham er du fri. Så er du blevet et barn i kraft af løftet - et arveberettiget barn.

Vore ord genspejler vort indre liv.

2011-04-19T01:26:00.011+02:00

Fra "I Guds hånd".
Andagt til 28.april.
Af Herbert Neimanas.

"Men jeg siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler." Matt. 12:36

Vore ord genspejler vort indre liv. Hjertet er den kilde, som vor tunge øser af. Og hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.

Det alvorligste er, at vor tale i allerhøjeste grad berører andre mennesker. Rækkevidden af talens magt er meget stor – på godt og ondt. Det femte bud, der siger. ”Du må ikke slå ihjel”, omfatter også vor tale!

Det er nemlig muligt at slå ihjel med sine ord. Onde ord er gift i åbne sår og kan virke dødbringende i sårbare sjæle. Vore ord er som pile, der bliver affyret. Og når de rammer, sårer og dræber de. Bagtalelse af andre er noget af det mest modbydelige, mennesker kan give sig af med. Det medfører altid uoprettelige skader. Det ødelægger venne-og familieforhold – og forhold i menighedslivet.

Kun de færreste kan styre deres tunge og undlade at sige noget ufordelagtigt om andre. Men hvordan kan vi være så onde, at vi bevidst søger at skade vor næste med vore ord? Bibelen har ret, når den siger:

”Tungen er som en ild, som en verden af uretfærdighed sidder tungen blandt vore lemmer, den besmitter hele legemet, tungen er som den mindste ild, der kan sætte den største skov i brand”
Jak. 3.

Men vor tale kan takket være Gud også bruges til noget godt! Hvor er det velgørende at være sammen med mennesker, der kun har godt at sige om andre. Og hvis nogen lægger op til at kritisere og bagtale, så tier de hellere stille.

Der er ingen tvivl om, at sådanne mennesker er fyldt med Jesu kærlighed. I dag minder Jesus os om, at vi skal aflægge regnskab for vore unyttige ord. Vi har grund til at bede Herren sætte vagt om vor mund, så ingen ukærlige ord må blive sagt – hverken om andre eller til andre.

Han døde for alle.

2011-04-19T01:26:00.010+02:00

Fra Bibelsk Tro.
Nr. 2 - 2010.
Av Kristoffer Fjelde.

”Og han døde for alle, for at de som lever, ikke lenger skal leve for seg selv, men for ham som er død og oppstanden for dem” (2 Kor 5,15b).

Han døde for alle!
Det er det store budskap. Han er en soning for våre synder, dog ikke bare for våre, men for hele verdens synder.

Hans død har ikke bare et sonende verd, hans død er også en frigjørende kraft. Han døde for alle, for at de som lever ikke lenger skal leve for seg selv, men for han! Vi trenger å bli minnet om det. Vi glemmer så titt at vi er her for å leve for ham.

Det er et under fra Gud at vi skal slippe å leve for oss selv, men få leve for ham. Vi som fordum vandret etter denne verdens løp og gjorde kjødets og tankenes vilje (Ef 2).

Hans død har frigjort meg til å leve for ham! Vi er blitt forenet med ham ved likheten ved hans død, så skal vi også bli det ved likheten ved hans oppstandelse (Rom 6,5) så vi ikke mer skal tjene synden (Rom 6,6).

Han er død fra loven for at også vi skal være død fra loven (Rom 7,1 – 4).Han har avført seg "kjødets legeme" for at også de troende skal avlegge kjødlegemet (Kol 2,11 - 12 og Rom 7,5 – 6).Han er død for verden for at også de frelste skal være døde for verden (Gal 6,14).

Det er en livsviktig sak for en kristen å leve i erkjennelsen av at Jesu blod er en frigjørende kraft.

Tro stort som Gud.

2011-04-19T01:26:00.006+02:00

Fra "Ny kraft".
Andagt til 25. april.
Af Erling Ruud.

En læge behandlede i længere tid en ung pige, der var fuldstændig skæv i hele kroppen. Det lykkedes ham at helbrede hende, så hun kunne stå oprejst. Den første dag, hun skulle prøve at gå, bad lægen hende gå over gulvet, hen til sin moder. For første gang i sit liv gik hun fuldstændig oprejst, og da hun nåede moderen, kastede hun sig grædende i hendes arme, idet hun sagde:- »Å, moder, jeg er helt skæv.« Hun var så vant til at gå bøjet, at den rette stilling syntes hende kroget.

Der er mennesker, der har gået krogede veje så længe, at de tror, at det må være således. Ja, der er kristne, der af naturen er hidsige, og som tror, at det må være sådan. Andre har af naturen en utøjlet tunge og mener, at den ikke kan tæmmes, fordi den er sådan af naturen. Den slags mennesker tror for lidt om Guds kraft.

Sådanne konstant »skæve« kristne vanærer Herrens navn. De bekender, at de tror på Jesus Kristus, men deres »skæve« liv råber højt om vantro.

Tordensønnen Johannes, der ville nedkalde ild fra Himmelen til at fortære de ugudelige, blev omskabt til kærlighedens apostel.

Tro stort om Herrens kraft. Når han siger, at vi bliver nye skabninger i Kristus Jesus, da skal vi tro ham på ordet.

Jesus vil handle med os, som han gjorde med den syge, der lå hjælpeløs ved Betesda-dammen. Men vilkåret er det samme: »Vil du blive rask?«

»Jesus siger til ham: »Stå op, tag din seng og gå!« Og straks blev manden rask, og han tog sin seng og gik.« Johs. 5, 8-9.

Bøn

Vi er unge skud på ranken,

plej os med din milde tugt,

at i gerning som i tanken

vi må trives sundt og smukt.

Vilhelm Gregersen

Påskeunderet.

2011-04-19T01:26:00.004+02:00

Fra Lov&Evangelium.
Nr. 4 - 2011.
Af Ingar Gangås.

Jesus gav seg frivillig i døden for vår skyld. Veien gikk om Getsemane hage. Jesus kom ofte dit. Der kunne han tale med sin Far. Denne gangen ble kampen ekstra hard. Det smertet å bære byrden av all verdens synd.

Judas nærmet seg – i spissen for en flokk som trodde de kunne gripe ham. Men de ble slått til jorden da han spurte dem om hvem de lette etter. «De svarte ham: Jesus fra Nasaret. Jesus sier til dem: Det er meg! (Jeg er) Er det meg dere leter etter, så la disse gå!» (Joh 18:5). «Skulle jeg ikke drikke den kalk Faderen har gitt meg?» (18:11). Det kostet å gi sitt liv til en løsepenge for den falne og fortapte menneskeslekt.

Pilatus fant ingen skyld hos ham. Han trodde han hadde myndighet til å sette Jesus fri, men dommen fra Gabbata var allerede bestemt i Guds råd fra evighet av. Bare Guds egen Sønn kunne sone all verdens synd. Det var for vår skyld han ble plaget og mishandlet.
Jesus var villig til å gå inn under Guds vrede – som vår stedfortreder. Det kostet ham døden.

Jesus måtte til Golgata. Han satte sitt liv til. Den ene rettferdige døde i synderes sted. Men døden kunne ikke holde på ham. På den tredje dag sto han opp fra graven – til vår rettferdighet. Halleluja!

Å, underfulle salighet!Å Kristi tornekrone,som mer enn verdens visdom vetog hver en synd kan sone!Nå all min synd du tilgitt har.Av fryd vil hjertet gråte.Jeg er ditt barn, du er min Far.Å salighetens gåte!

Sven Lidman, 1918
Sb 293:1+4

Påskeunderet er vår redning. Ved troen på Jesus har også du del i den himmelske salighet!

Luther: Rettferdig ved tro.

2011-03-31T02:56:00.037+02:00

Fra Lutherskrifter.blogspot.com/
Den 18. april 2011.
Ved Nils Dybdal-Holthe.

"For vi er overbevist om at mennesket blir rettferdiggjort ved tro, uten lovgjerninger." Rom. 3,28.

Folk gjør seg ikke fortjent til Guds nåde eller får liv og frelse på grunn av noe de har gjort. Nei, den eneste grunnen til at de får liv og frelse er Guds kjærlighet ved Kristus. Noen annen vei finnes ikke.

Mange kristne er lei av å høre denne forkynnelsen om igjen og om igjen. De mener de lærte alt sammen for lenge siden. Men de forstår knapt hvor viktig dette er i virkeligheten. Hvis dette fortsetter å bli forkynt som selve sannheten, kommer den kristne kirke til å bli forenet og ren - for fra forfall. Denne sannheten alene skaper og opprettholder kristendommen.

Det kan være du får høre en umoden kristen skryte av hvor godt han vet at vi mottar Guds nåde ved Guds kjærlighet, og ikke noe vi gjør for å fortjene den. Men hvis han fortsetter med å si at dette er enkelt i praksis, da kan du være sikker på at han ikke vet hva han snakker om. Han finner neppe ut av det senere heller. Vi kan aldri lære denne sannheten fullstendig eller skryte av at vi har grepet den til fulle. Det er en kunst å tilegne seg den. Vi vil alltid bli studenter, og sannheten vil alltid forbli læreren.

De som virkelig forstår at de kan få Guds nåde ved troen og omsette dette i praksis, skryter ikke av at de har full oversikt. Nei, de ser på det som noe som smaker eller lukter godt - noe de alltid søker. Disse menneskene er ute av seg selv over at de ikke kan gripe det så fullstendig som de ønsker. De hungrer og tørster etter det. De lengter mer og mer.De blir aldri lei av å høre om denne sannheten. På samme måte innrømmer Paulus i Fil. 3,12 at han ennå ikke har nådd dette målet. I Mat. 5,6 sier Kristus at "salige er de som hungrer og tørster etter rettferdigheten",.

Martin Luther i boka: Ved tro alene. 18. april.

Korset.

2011-03-31T02:56:00.034+02:00

Fra Bibelsk Tro.
Nr. 2 - 2011.
Av Magne Gudvangen.

Jeg har lest: Korsfesting var ikke brukt som dødsstraff i Israel tidligere. Dette var en persisk måte å straffe på. Og den mest grusomme. Tanken bak var: Det gjaldt å gjøre lidinga mest mulig stor og vond. Og den skulle vare lenge.

Så var det slik Han skulle straffes, Han den uskyldige! Dommeren, Pilatus, sa: ”Jeg finner ingen skyld hos denne mannen” (Joh 19,4). Og det som teller mest: Gud Far uttrykker: ”Dette er min Sønn, den elskede, som jeg har velbehag i!” (Matt 3,17). ”O Guds Lam uskyldig, på korset ihjelslaget!”

Til korsfesting hørte med: Fangens rygg skulle hudflettes, piskes til den var hudlaus. Nagler ble slått gjennom hender og føtter. Og heile kroppsvekta kvilte på disse fire punkta. I fleire timer måtte en henge slik før døden kom. ”Naglet til et kors på jorden henger under vredens torden Himlens Herre og Guds Sønn. Selv den eviggode Fader Ham i kvalene forlater, hører taus hans angest bønn.

Å la aldri noensinne
Korsets tre meg gå av minne,
som deg, Frelsens fyrste bar!
Men la kors og død og smerte
tale, rope i mitt hjerte
hva min frelse kostet har!”
(Sangb. 671).

Korset – dette pinens og forbannelsens tre – er blitt seiersmerket vårt! Edin Holme uttrykker det slik:

”Ditt kors, o Krist, ble verdens sol,
dets lys ei grenser kjenner.
Ditt kors, o Krist, ble ærens stol,
der livets lue brenner.

På korset åpner du din favn
for hver forvillet synder.
Fra korset, i din Faders navn,
du verden fred forkynner.

La slukkes alle lys på jord.
La stenges alle veie!
Den som har funnet Korsets spor,
har evig nok i eie” (Sangb. 248).

”Ave Crux, spes unica!” sa de gamle: ”Hill deg, kors, du mitt eneste håp!”.

At vente på Ham.

2011-03-31T02:56:00.032+02:00

Fra ”A first book of daily readings”

Andagt til 10. april.

Af Martyn Lloyd-Jones.

På spørgsmålet om Guds magt, modtages svaret positivt [Habakkuk]. Men problemet om Guds hellighed er vanskeligere. Efter at absolutterne er udtalt, og efter at problemet er sat ind i denne sammenhæng, er der stadig ikke noget klart svar.

Oplevelsen er ofte sådan. Du anvender den samme metode, som har fungeret så godt i andre tilfælde, men der er ingen umiddelbar løsning. Hvad gør man i et sådant tilfælde? Bestemt ikke haste af sted til konklusioner og sige, ”Fordi jeg ikke forstår det, spekulerer jeg på, om Gud i det hele taget er retfærdig.” Nej! ... Vi laver en fejl, når vi taler med os selv og derefter til andre mennesker, og spørger, "Hvorfor det? Er det ikke mærkeligt?" Vi må gøre, hvad profeten gjorde: bringe problemet til Gud og efterlade det hos ham.

En kristen kan holdes i denne position i uger, måneder eller år. Det er så ofte sket. Men overlad det til Gud! Dette ... var den holdning, som Guds Søn havde, da Han var i denne verden ... Han vidste, at Hans far kunne have revet Ham ud af - ikke blot Jødernes - men også Romernes hænder ... Men hvis Han skulle blive gjort til synd, og synden skulle straffes på Hans krop, betød det, at Han skulle være adskilt fra Faderen ... og Guds Søn blev konfronteret med den største rådvildhed i sit liv som menneske på jorden ... hvad gjorde Han? Netop, hvad profeten gjorde,

Han bad og sagde: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.« (Matt 26:39). »Jeg forstår det ikke«, sagde han praktisk talt, »men hvis det er Din vej - ja, så går jeg den." Han bragte problemet, som Han ikke forstod, til Gud og efterlod det der ... overbevist om, at Guds vilje altid er den rette, og at en hellig Gud aldrig vil befale noget, der er forkert.

Hans store oppdagelse.

2011-03-31T02:56:00.023+02:00

Fra Lov&Evangelium.
Nr. 3 -2011.

James Simpson, kloroformens oppdager, forteller hvordan han gjorde sin største oppdagelse:

«Da jeg studerte ved Universitetet», forteller han, «så jeg et syn som jeg aldri glemmer: En mann ble ført av sted til skafottet. Hva hadde han gjort? Han hadde bare én gang overtrådt loven, i det han hadde stjålet en pengepakke fra postvognen. Så streng var loven den gang. Men så var det også siste gangen dødsstraffen ble anvendt for en slik forbrytelse.

Da så jeg et annet syn: Jeg sto som en synder på avgrunnenes rand, jeg fortjente ingenting annet enn å gå fortapt. For én synd? Nei, for mange, mange synder imot Guds hellige lov. Men da så jeg Jesus som min stedfortreder, såret for mine overtredelser, døende på korset for meg. Og jeg så hva det sto skrevet: – Tro på den Herre Jesus, og du skal bli frelst!

Og jeg handlet deretter og fikk legedom ved hans sår. Dette var min største oppdagelse».

Fra «300 kristelige fortellinger», Lunde forlag, 1926

Ordet om korset.

2011-03-31T02:56:00.021+02:00

Fra "Ny kraft"
Andagt til 6. april.
Af Erling Ruud.

Det var i begyndelsen af forrige verdenskrig. På et militærlazaret i Polen lå en hårdt såret tysk officer. Da feltpræsten bøjede sig over ham, hørte han ham hviske med stort besvær: »Hr. pastor, da jeg gik i krig, havde jeg kun eet ønske: at få jernkorset som belønning for tapperhed. Da jeg så blev såret, satte jeg hele min lid til Røde Kors. Men nu ved jeg, at hverken lægerne eller sygeplejerskerne i Røde Kors kan hjælpe mig mere - nu retter jeg blikket mod det kors, som hænger der på væggen.«

Præsten vendte sig mod billedet af den korsfæstede, der så ned på den døende soldat. Man kan leve uden korset og endda tro, at alt er godt, men det er håbløshed og fortvivlelse at dø uden korset. Derfor griber mange efter korset til slut. Men det er det allersidste, et menneske gør. Kun den bitre nød får et menneske til at søge korsets kraft.

Netop: derfor blev det ofte for sent. De kunne ikke gribe det, og gik ind i mørket. Lykkelig den, der opgiver sin dårskab og stolthed og modtager korsets kraft i de unge år. Han vil opdage, at korset giver kraft også til at leve. Ja, at livet ved Kristi kors er det eneste sande liv. For der er livets centrum. Uden korset er et menneske, uden centrum i tilværelsen, - ja, som et skib på havet uden ror.

»Thi ordet om korset er vel for dem, som fortabes, en dårskab, men for os, der frelses, er det en Guds kraft.« 1. Kor. 1,18.

Bøn:
Jesus, jeg dit kors vil holde

og det slutte fast i favn,

mine hænder vil jeg folde

og velsigne højt dit navn;

lad mig finde ly og læ

under dette livsens træ,

lad ej sorg og nød mig nage

sig du vil min synd borttage!

Paul Gerhardt.

Ved H. A. Brorson
DDS 207

"Det är Fullbordat"

2011-03-31T02:54:00.005+02:00

Fra Fullbordat.nu

Andagt til 28. marts.

Af Martin Luther.

"Min själ är djupt bedrövad intill döden." Matt 26:38
Ack, varför bedrövas min Herre Jesus Kristus? Varför lider han? Han är ju utan all synd, from och rättfärdig. - Det sker allt för världens synders skull. Dem har Gud lagt på hans skuldror. Det är de som trycker och förskräcker honom.

Men vad skall jag tänka på inför detta? - Jo, detta bör du betänka och tro, att då Gud har kastat dina synder på Kristus, så är det verkligen sant att du är fri ifrån dem. Låt alltså detta ord tjäna dig till tröst! Var viss om att Kristus tagit dina synder på sig och betalt för dem!

Varför skulle annars en sådan förskräckelse komma över honom? Men ligger nu dina synder på honom, så var i ditt hjärta tillfreds! Då ligger de på rätt ställe. På dig ligger de inte väl, ty du och alla människor är för svaga att bära en enda synd. Låt dem därför ligga på Kristus och se efter vart han bär dem. Han tar dem med sig till korset, ja, han dör för dem. Men på tredje dagen låter han se sig som en herre över synd, död och djävul. Dessa har nu prövat sin makt på honom men inte uträttat något.

Detta skall du trösta dig med och tacka Gud för den outsägliga nåden att han har tagit syndens tunga börda, som skulle ha kastat dig till helvetets avgrund, från dig och lagt den på sin Son.

For sent!

2011-03-16T11:26:00.016+01:00

Fra Blogg-ove.blogspot.com/
Den 20. marts 2010.
Af Ove Sandvik.

I fars gamle bibel står to ord i forbindelse med lignelsen om den rike mann og Lasarus. I Lukas 16,24 roper den rike mann fra dødsrike: Forbarm deg over meg! Far har skrevet med store bokstaver: FOR SENT!

Det var en rik mann som kledde seg i purpur og fineste lin, og som levde hver dag i herlighet og glede. Men det var en fattig mann ved navn Lasarus, som var lagt ved porten hans. Han var full av verkende sår. Hans ønske var å få mette seg med smulene som falt fra den rikes bord. Men endog hundene kom og slikket sårene hans.

Så skjedde det at den fattige døde, og englene bar ham bort til Abrahams skjød. Men også den rike døde og ble begravet. Og da han slo sine øyne opp i dødsriket, der han var i pine, - da ser han Abraham langt borte og Lasarus i hans skjød. Da ropte han og sa: Far Abraham! Forbarm deg over meg og send Lasarus, så han kan dyppe fingertuppen sin i vann og svale min tunge! For jeg lider svær pine i denne ilden.

Men Abraham sa: Sønn, kom i hu at du fikk dine goder i din levetid, likesom Lasarus fikk det vonde. Men nå trøstes han her, mens du pines. Dessuten er det festet et stort svelg mellom oss og dere, for at de som måtte ønske å gå herfra over til dere, ikke skal være i stand til det. Heller ikke kan noen komme derfra og over til oss.

Da sa han: Så ber jeg deg, far, at du må sende ham til min fars hus - for jeg har fem brødre - for at han kan vitne for dem, så ikke også de skal komme til dette pinens sted. Men Abraham sier til ham: De har Moses og profetene. La dem høre dem!

Men han sa: Nei, far Abraham! Men kommer det noen til dem fra de døde, da vil de omvende seg. Men han sa til ham: Hører de ikke Moses og profetene, da vil de heller ikke la seg overbevise om noen står opp fra de døde. (Luk 16,19-31 NB)

For den rike mannen var det for sent. For deg er det enda nådetid.

Hør hva Jesus sier i Salme 34,23: Ingen av dem som tar sin tilflukt til ham, dømmes skyldig.

Om syndene er som purpur...

2011-03-16T11:26:00.013+01:00

Fra Bibelsk Tro.
Nr. 2 - 2011.
Av Gudmund Vinskei.

”Kom, la oss gjøre opp vår sak! Sier Herren. Om deres synder er som purpur, skal de bli hvite som ull.” Jes 1,18.

Det er noen som plaget av sin synd og sitt fall flykter bort fra Gud. Kain var en av dem. Skylden min er større enn jeg kan bære, klaget han og flyktet. Gjør du det samme, så er du et ulykkelig menneske. Jeg har møtt noen slike, og har så ofte tenkt på om det var mulig å få gi dem et ord fra Herren – en av rosene jeg fant langs veien – så de kunne stanse i sin ville flukt og finne frelse og fred.

Hør nå, kjære venn! Om syndene dine er som purpur, som skarlagen, det vil si, store, svarte mørkerøde, uutslettelige, uopprettelige – så er det likevel håp. Du kan gjøre noe med dem. Ja, om du bruker mye såpe og lut – det vil si all din egen kraft og energi – så blir de som før, sier Guds ord.

Men ordet her sier at Gud kan. Han kan gjøre syndene som er som purpur – så hvite som snø. Han kan gjøre syndene som er som skarlagen – så hvite som ull.

Stans i din flukt bort fra Gud. Kom, sier Herren, la oss gjøre opp vår sak. Si det nå til Gud slik det er. Han vet det fra før, men han vil høre det fra din munn. Så tilgir Gud deg, renser deg for Jesu skyld.

Just som jeg er – så syk og trett,
I synd og skam, i mørke tett,
La blodet rense bort hver plett!
Jeg kommer, o Guds Lam, til deg.